De svære valg

Nu er gymnasierne endnu en gang fyldt med unge, håbefulde 1g’ere, der endnu ikke rigtig ved, hvad der venter dem. De kommer med håb og drømme, forventninger og ikke mindst frygt for de svære valg, der skal træffes.

Det er en stor mundfuld for 16-årige at starte i gymnasiet, og forud for det er der ofte gået en lang periode med spekulationer om, hvilken type gymnasium og hvilket sted det skulle være. Valgene kan træffes på mange grundlag: Håbet om en gymnasietid, der vil ligne eller vil adskille sig meget fra grundskolen, interesser og ambitioner, der allerede tidligt er målrettede, forældrenes forventninger eller blot en vag forestilling om, hvad man måske engang i fremtiden kunne tænke sig at arbejde med.

En gruppe, måske specielt de skoletrætte, vælger det mindste onde: De ved, at de vil – eller bør – læse videre eller at deres forældre forventer det af dem, og så træffer de valget ved udelukkelsesmetoden: Hvilken gymnasieform synes de virker mindst kedelig?

Selvom de har valgt gymnasium med udelukkelsesmetoden, har de alligevel forventninger om en spændende gymnasietid. Stor er så frustrationen, hvis de efter de første dage oplever noget, der ligner grundskolen, blot med større arbejdsbyrde. Hvad skal holde dem i gang?

Oven i det er det ret overvældende, at der skal vælges studieretning efter et par måneder. For hvordan træffer man sådan en beslutning? Skal man igen vælge det mindste onde? Hvad nu hvis man kun interesserer sig for et af studieretningsfagene – får man så en hård og sur gymnasietid? Og hvad nu hvis den studieretning, man troede, at man ville vælge, viser sig at være noget helt andet, end man havde forestillet sig, og man så skal til at ændre hele sit verdensbillede igen?

Tankerne og bekymringerne om fremtiden kører på fuldt drøn hos denne gruppe, og det er vigtigt, at vi har forståelse for deres situation. Det er en svær og frustrerende tid for dem, og der er overhængende fare for frafald.

Denne gruppe unge er ikke dovne, slappe eller fagligt svage, men de kender endnu ikke deres egne ønsker og drømme godt nok til at lade dem være deres motivation. Måske er det derfor, de har svært ved at engagere sig helhjertet og i stedet hellere vil observere lidt fra sidelinjen.

Heldigvis er gymnasiestarten også en tid, hvor der bygges nye venskaber, skabes sammenhold og tilhørsforhold, og hvor der er fester, sjov og ballade. Og det kan være med til at redde denne gruppe. Her kan vi som lærere og som skoler arbejde med klassekulturen, så sammenholdet i grundforløbsklasserne bliver styrket, og eleverne føler sig trygge i det nye miljø, og vi kan give dem tro på, at de kan klare både arbejdsbyrde, faglige krav og de svære valg.

Men det er ikke nok, at sammenholdet er godt, og at festerne er fede. Det er vigtigere, at vi som lærere gør alt, hvad vi kan, for at de føler, at det, de lærer, er vigtigt, nyttigt og interessant. Vi skal ikke lave show-undervisning, men fx arbejde med elevaktiverende og problembaseret undervisning, give dem gode studievaner og sørge for, at de får succesoplevelser.