Et langt skoleliv- og hva’ så?

Rita Houmann, der har undervist i dansk og engelsk på Randers Statsskole siden 1980, går på pension denne sommer. Her kigger hun tilbage på et skoleliv.

Som Karen Blixen siger i ”Breve fra Afrika”: ”Den slags ting som ensomhed og sygdom… jeg regner dem ikke for noget. Hvad jeg er bange for, og hvad der virkelig for mig ville være en ulykke, er ikke at få nogen kontinuitet i mit liv.”

Efter 39 års skoleliv –  heraf de 38 på Randers Statsskole, kan man vel godt sige, at der har været kontinuitet i ens liv. Men det, der har givet en fornemmelse af mening hver dag, er mødet med eleverne, hvis skæbne, man har været med til at skabe.

Eleverne, som jeg mødte i mine tidlige lærerår, lignede mig på den måde, at de havde bogen og evnen til at læse lektier som centrum i deres dannelsesprojekt. Man begyndte at undervise, så snart der var ført fravær. Det var ikke nødvendigt at varme klassen op til at kunne modtage undervisning eller at argumentere for, hvorfor man skulle beskæftige sig med den og den tekst. Eleverne var ved timens start klar til at tage noter efter lærerens noter på kridttavlen. De elever, jeg nu møder, er en noget mere broget flok, som har alle mulige grunde til at gå i gymnasiet. Det betyder øget pres på lærerpersonligheden, hvor man giver elever indblik i ens private liv og på den måde etablerer relationer, der kan motivere til fagligt arbejde.

Til gengæld kunne man regne med gratis øl til festen
Mit privatliv har dog altid været ret synligt for skolens elever, idet jeg gennem 18 år havde fælles arbejdsplads med min mand lektor Gunnar Houmann, som virkede på skolen fra 1959-1998. Det var gode, frugtbare år, hvor vi gensidigt – på trods af tilknytning til forskellige fakulteter – kunne dele erfaringer og støtte hinanden. Gennem mange år var vi eksempelvis den faste lærerbemanding til Valhal og Cimbrias elevfester, der krævede tilstedeværelse af mindst to lærere. Man blev ikke honoreret for den del af arbejdet. Det var noget, man gjorde som en naturlig del af lærerjobbet. Til gengæld kunne vi regne med gratis øl til festen!

Jeg udfasede den fysiske bog
Det centrale spørgsmål er imidlertid i dette tilbageblik på et langt lærerliv: ”Hvordan holder man sig på omgangshøjde med det nye, – og her især IT? Hvordan har den digitale udvikling præget mit skoleliv? Jeg tør godt fastslå, at uden den elektroniske tavle, som holdt sit indtog på Randers Statsskole omkring begyndelsen af nullerne under rektor Kjeld Mortensen og vicerektor Poul-Steen Tidemand, så havde jeg ikke holdt gejsten og entusiasmen for lærerjobbet i live gennem alle årene. De sociale medier og den revolution, disse har medført – ikke mindst på uddannelsesområdet, har betydet alt for mig. Ja, nogle kolleger vil nok gå så vidt som at kalde det en passion, som jeg yndede at tale om i tide og utide. IT har simpelthen givet mig et nyt syn på faglig formidling og på lærerrollen. Efter et forsøg under Undervisningsministeriet i 2003-04, hvor jeg sammen med et par andre lærere skulle undersøge de pædagogiske muligheder i anvendelsen af den interaktive tavle, tog jeg en beslutning om at omlægge min undervisning helt. Jeg udfasede den fysiske bog, hvor det var muligt, og brugte udelukkende elektroniske tekster. Dette havde så den fordel, at alt kunne læses op vha. CD-ord-programmet, som normalt blev brugt til ordblinde. Dette program blev nu fast læringsredskab i mine timer, og stigmatiseringen af elever med læsevanskeligheder forsvandt. Eleverne fik en mere aktiv rolle og blev fx penneførere ved notetagning på den elektroniske tavle.

Dette gav synlig læring på en måde, der lod eleverne se, hvordan tekstarbejdet skred frem, og havde yderligere den fordel, at alt kunne gemmes og trækkes frem til repetition til eksamen. Noterne på tavlen blev alles noter. Denne undervisningsform synliggjorde tekster og opgaver på en måde, så eleverne blev mere opmærksomme på, at læring er en proces, der langsomt fører én mod målet, eksamen – og videre ud i livet.

Det at klæde eleverne bedst muligt på til fremtiden kræver også arbejde med den digitale dannelse. Det er derfor noget af en udmelding fra vores undervisningsminister, at elever ikke må bruge internettet i eksamenssituationen! Det føles som et voldsomt spring tilbage i tiden.

Dér, hvor tingene og relationerne havde betydning
Eleverne har været centrum for mit lærerliv, men som filosoffen Anders Fogh Jensen udtrykte det på skolens nyligt afholdte pædagogiske dage i Fuglsøcentret, så er det en gave at have kolleger. Da jeg kom på skolen i 1980, var læreren privatpraktiserende. Man delte ikke sine undervisningsforløb med hinanden, men holdt sine guldkorn for sig selv. Efterhånden som effektiviseringen og dermed reduktioner omkring lærernes forberedelsestid langsomt satte sine spor, blev det simpelthen nødvendigt at dele, hvis man ikke skulle blive stresset – også over de øgede faglige krav, som diverse læringsteoretikere konstant pustede vores fag op med uden tilsvarende at give flere timer til at nå det hele. I dag er det således helt normalt at dele ud af sine vellykkede forløb.

På en måde føler jeg det ved min pensionering, som var jeg er i mine elevers situation, når de forlader skolen i 3.g. Hvad byder fremtiden på? Kan jeg lære at leve et liv uden skolen som centrum for den identitet, som jeg har opbygget gennem 39 år? Time will show.

Jeg vil slutte med endnu et citat fra Karen Blixens breve:  ”Hvis du nogensinde kommer herud, hvad der var den største glæde, jeg kunne tænke mig i verden…vil du forstå, at jeg på en måde her er blevet til det, som var meningen med mig.”

Alle ting har sin tid, men det, der står tilbage, er den største glæde, at man har været der, hvor tingene og relationerne havde betydning.