Karakter: Øv!

I sommer læste jeg en artikel i Information med titlen “Kun hvis jeg får 12 er jeg god nok”, og indholdet chokerede mig noget.
Kunne det være rigtigt, at kun et 12-tal kunne give tilfredsstillelse, og alt under var lig med fiasko- et tegn på man ikke havde ydet nok.
Jeg besluttede mig for at finde ud af, om det virkelig stod så slemt til, som artiklen gav udtryk for, og jeg bad derfor mine elever om at skrive et læserbrev, hvor de skulle diskutere tekstens hovedpointer. En stor del af disse besvarelser var heldigvis knap så sort/hvide i opfattelsen af karakterer. Eleverne var fx uenige i, at en karakter altid afspejler ens indsats, og ja man kunne godt ønske sig 12, men så længe man ikke dumpede, var det ofte et succeskriterie i sig selv. En anden lærer forsøgte ligesom jeg at få sine elever til at debattere emnet, men her var eleverne meget mere enige med artiklen. Flere udtalte sågar, at de mærkede karakterpresset så meget på deres skuldre, at de havde fået symptomer på stress.

I slutningen af november holdt jeg forældrekonsultation og ligeledes der, mærkede jeg, at karaktererne betyder meget- Ikke blot for eleverne, men så sandelig også for forældrene. Eleverne var 1.g’ere, der netop havde fået deres første karakterblad. Et forældrepar kiggede under samtalen nøje på deres søns karakterblad, der indeholdt et 4 tal, og ellers kun 7 og 10- taller. Jeg synes, sønnen klarede det fint, men forældrene blev noget stramme i masken og sagde med bestemt stemme, at det måtte han se at forbedre til næste gang, han havde vel højere ambitioner. Ud fra sønnens ansigt at bedømme var svaret nej. Til sidst blev det for meget for mig, og jeg blandede mig. Jeg gjorde dem opmærksomme på, at karaktererne trods alt først rigtig gælder i 3.g. , og jeg pointerede vigtigheden af, at eleverne ikke kun sidder på deres plads og læser, men også får et socialt liv med kammerater. Dette var forældrene langt fra 100 % enige i, men da jeg sagde, at deres tankegang kunne føre til det modsatte resultat af, hvad de ønskede sig, virkede de til at lytte lidt. Ganske lidt!
Gang på gang har jeg oplevet, at elever lagde hårdt ud og fik 10- og 12-taller i en stor del af deres fag, men når de kom til det afgørende tidspunkt, blev de skoletrætte og kunne ikke længere præstere.

I fredags oplevede jeg så, at mine 3.g’ere fik svar på SRP, og her blev jeg trist igen over at opleve et helt forskruet forhold til karakterer. Flere sad og græd over et 4-tal, selv dem med 7-taller var ikke stolte. Flere af dem udtalte, at karakteren ville få store konsekvenser for dem, og at de virkelig havde ydet deres bedste, hvorfor de ikke mente, deres karakter kunne være retfærdig. En pige fortalte mig, at da hun først så karakteren 7, blev hun super stolt, men da hun blev konfronteret med de andres kommentarer, blev hun rigtig ked af det. En ellers faglig svag elev havde nemlig udtalt til hende (han havde ligeledes fået 7): “Det beviser blot, du er lige så dum som jeg.”
Jeg oplevede sågar, at en elev direkte løj om sin karakter til kammeraterne, og det, synes jeg, er skræmmende. Kammerater burde bakke op – ikke fordømme. Omvendt kan jeg godt forstå, at når folk kan blive så kede af at få et 7-tal, at det må være helt vildt øv at få 02. Man må virkelig føle sig ude af fællesskabet og føle, at man ikke dur til noget. Som nævnt tidligere er det formentlig heller ikke kun deres klassekammerater, de skal forholde sig til, men også forældrene, der spændt venter dem hjemme. Jeg tror desværre, at en stor del af forældrene har glemt, hvordan det er at være ung, og hvordan det er at mærke et dagligt forventningspres fra alle mulige sider.

Jeg mener langt fra, karakterer skal afskaffes, men jeg ville ønske, at flere elever kunne blive stolte af et 4-tal og et 7-tal; det er trods alt ca. halvdelen af en klasse, der vil placere sig der, ifølge uvm.dk.
Mange forældre lærer desværre deres børn, at de er enestående, og hvis dette er sandt, har eleverne jo helt ret, så burde de ikke få 4- og 7-taller, men rene 12-taller. Så måske forældrene lærer dem noget forkert – ikke skolen?