Nudging og læringsstile
Man kan påvirke menneskers handlinger uden at fratage dem valg og uden at opstille love og regler. For eksempel kan man skære kage ud i mindre stykker og stille frugten foran kagen til konferencer. Så får man folk til at vælge sundere. Eller man kan lave grønne fodspor mod skraldespande – så havner mere affald det rigtige sted.
Det hørte jeg om på Danmarks Læringsfestival, hvor adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen holdt oplæg om nudging.
Det fører selvfølgelig til overvejelser om hvad vi som lærere kan bruge nudging til. Hvad skal der fx til for at vores elever får lyst til at forberede sig til timerne? Kan vi nudge dem til at aflevere opgaver i stedet for at true dem med fraværsprocenter og skrivefængsler? Det må hænge meget sammen med hvad der motiverer dem og hvad de får ud af at lave lektier i forhold til hvad de ellers kunne lave. Det kunne være rigtig interessant med nogle undersøgelser af det, og måske kaster jeg mig over at eksperimentere lidt med det…
Jeg hørte også Ann Elisabeth Knudsen, der ved en masse om nyeste hjerneforskning, fortælle om hvordan der er videnskabelig evidens for at arbejde med forskellige læringsstile. Hun fortalte blandt andet om en person med hjerneskade, der ikke kunne tale sit modersmål lige efter skaden, men som godt kunne tale et fremmedsprog – fordi centrene for modersmål og fremmedsprog ligger to forskellige steder i hjernen. Og om en anden, som ikke kunne tale efter en hjerneskade, men som godt kunne synge. Hun fortalte også om hvordan opgaver løst under bevægelse aktiverer mange flere steder i hjernen end opgaver, der løses stillesiddende.
Det er superspændende at der nu kan laves undersøgelser af hvordan hjerner reagerer på forskellige undervisningsmetoder, hvordan mænds og kvinder hjerner reagerer forskelligt på det samme og meget andet. Det appellerer virkelig til min naturvidenskabelige side, og jeg ville elske at kunne begrunde mine didaktiske valg i resultater fra hjerneforskningen – selvom det nok også får konsekvenser for hvad jeg vælger.
I det hele taget giver det et løft til hverdagen at komme på konference, høre spændende oplæg, møde nye mennesker og diskutere det oplevede med kolleger. Det er langt lettere at tænke ud af boksen og få nye ideer i de omgivelser end hjemme i det vante, og ny inspiration giver ny energi og arbejdsglæde. Det kan varmt anbefales at vælge en af de store konferencer som en del af årets kursusaktivitet. Der er de årligt tilbagevendende: Danmarks Læringsfestival, Big Bang-konferencen og Gymnasiedage.dk. Og de er værd at besøge!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode