Hvad siger vi, hvis vi bliver spurgt?
Der tales for tiden meget om det ”såkaldte” serviceeftersyn af gymnasiereformen fra 2005. Man kan blandt andet forstå, at mange flere bør/skal vælge matematik B end tilfældet er nu. Det lyder jo sådan set meget godt. Udbudet af studieretninger skal også reduceres, da alt for mange studieretninger tilsyneladende ikke ruster eleverne til den uddannelsesvirkelighed, de møder efter gymnasiet. Jamen det lyder da sådan set også meget fornuftigt. Man kan selvfølgelig frygte, at visse storbygymnasier så vil skulle finde noget andet at konkurrere på, hvis deres studieretning med international profil og studietur til Brazilien i 3 måneder bliver økset ovenfra. Mon ikke de klarer skærene alligevel?
Hvis nu man forestiller sig, hvor svært det end kan være efter lærerlockouten for nylig, at regeringen rent faktisk spurgte os – de professionelle undervisere, de der kender gymnasiehverdagen og eleverne bedre end nogen andre, de, der har tænkt alle tankerne, kender alle forhindringerne og siden 2005 fået gymnasiet til at fungere – om hvad vi syntes kunne være gode steder at tage fat på at forbedre gymnasiet – hvad ville vi så svare?
Der ville sikkert lyde en kakafoni af relevante, mindre relevante, irrelevante, velmenende, fagspecifikke, AT-nedlæggende, NV-afviklende, matematik B-fremmende stemmer, som alle ville have gymnasiets bedste på sinde.
Det kunne være interessant, hvis vi faktisk blev hørt. Tænk hvis man kunne have en debat om gymnasieskolens fremtid uden mudderkast og myten om de dovne lærere? Det kunne da være vidunderligt.
Helle Thorning fremhævede for nylig i sin åbningstale, at det danske gymnasium er en succes. Det er en politisk udmelding, som vi bør holde fast i. Når forandringerne kommer – for det gør de utvivlsomt – så har jeg tænkt mig at tage ja-hatten på. Selvfølgelig er der plads til forbedringer. Samtidig bør vi som faggruppe melde os på banen i medierne og formidle de positive historier. Ikke blot om eleverne og hvordan gymnasiet er trædesten til en videregående uddannelse. Vi skal også fremhæve os selv. Vi lærere gør hver dag et godt og vigtigt stykke arbejde for det meste af en generation af unge mennesker. Det skal vi huske at fortælle os selv. For hvis vi selv tror på det, så kan vi også få andre til at tro på det.
Så når debatten går i gang, så må vi til tasterne og komme med vores forslag til, hvordan vi kan gøre en god gymnasieskole endnu bedre.
Så når jeg ovenfor beskrev koret af stemmer, der har forslag til forbedringer i gymnasiet som en ”kakafoni”, så skal det selvfølgelig tages med et gran salt. Hvis vi som faggruppe bliver hørt, vil det måske nærmere være et jubelkor.
Okay – et kor så. Hmm – lad os bare håbe på, vi ikke bliver tromlet af Corydon, Antorini og Co. Det er vel det frommeste ønske.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode