GL på Folkemødet 2014
I år deltog GL for anden gang på Folkemødet med repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet. Mens der sidste år var et særligt fokus på erhvervsuddannelserne, var det især gymnasieuddannelserne, der i år var sat til debat.
GL havde selv arrangeret to arrangementer. Det ene handlede om dannelse og var arrangeret i samarbejde med Rektorforeningen og DGS, og det andet havde vi arrangeret sammen med Magisterforeningen, hvor vi satte fokus på samfundets og arbejdsmarkedets fremtidige kompetencebehov.
Ud over vores egne velbesøgte arrangementer deltog GL’s repræsentanter i over 60 arrangementer, som med forskellige udgangspunkt diskuterede fremtiden for ungdomsuddannelserne. Der var mange spændende debatter; og med GL’s deltagelse sikrede vi, at gymnasielærerne fik en stemme i den debat, som fyldte rigtig meget på Folkemødet om fremtidens gymnasieuddannelser. Der er mange myter og interesser – og både politikere og andre, der ytrer sig i debatten har efter min bedste overbevisning godt af at blive belastet med viden. Fx slog det mig, da jeg deltog i et par arrangementer i Globale Gymnasiers telt, at mange gymnasielærere kæmper for at få virksomheder til at stille op i undervisningen, samtidig med at det ofte udlægges som om gymnasielærerne ikke ønsker at samarbejde med erhvervslivet. Det fik DI til at melde ud, at gymnasielærere er velkomne til at kontakte DI, så vil de hjælpe med at finde virksomheder til at indgå i samarbejde med gymnasieuddannelserne.
Det var i øvrigt rigtig dejligt at møde mange gymnasielærere og gymnasieelever på Bornholm. Bl.a. havde en htx-klasse taget turen fra Års for at gennemføre en alternativ årsprøve i samfundsfag under Folkemødet.
Hvad fik vi ud af at deltage?
Vi tog af sted med to klare formål:
- At sikre at gymnasielærerne får en stemme i debatten om fremtiden gymnasieuddannelser
- At få en klarere opfattelse af de forskellige syn på udviklingen, der er både blandt politikere, diverse tænketanke og andre interessenter.
Det var min oplevelse, at vi i år fik en rigtig god debat om gymnasiernes udfordringer. Naturligvis drøftede vi også karakterkrav og de forskellige bud, der er kommet om uddannelsernes struktur, men heldigvis var der et bredt ønske om at fokusere på udviklingen af kvaliteten i gymnasieuddannelserne, også i forhold til det kommende serviceeftersyn. Den uformelle kontakt med politikere og andre organisationers repræsentanter skal man ikke underkende. Den er vigtig, samtidig med at det var godt at møde en lang række medlemmer under Folkemødet.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode