Er forbud mod it vejen frem?
I den sidste uge har der været en del debat som følge af, at et gymnasium har besluttet at forbyde mobiler og computere i timerne. Der har været alt fra jubel over ophedede diskussioner til voldsomme protester i de sociale medier. Men efterhånden er det dog blevet klart, at forbuddet mod it ikke er altomfattende. Der er kun forbud, når it ikke anvendes fagligt og lærerstyret i timerne.
Alligevel har debatten sat gang i mange tanker hos mig. Generelt stoler jeg på, at mine elever laver det, de skal i timerne, selvom de har mobiler og computere med. Jeg er ikke naiv, så jeg ved godt, at Facebook og diverse spil fylder en del af elevernes bevidsthed i timerne. Jeg kontrollerer og forbyder ikke. Jeg prøver i stedet at øge elevernes motivation til at koble sig på undervisningen ved at minimere tavlegennemgange og lave gruppebaseret, elevaktiverende og engagerende undervisning. Og når engagementet og aktivitetsniveauet er højere, vil eleverne ikke have samme behov for at koble sig fra undervisningen ved at gå på Facebook.
Jeg ved godt, at mine elever ind i mellem er på Facebook, selvom de arbejder i grupperne, ligesom de også bruger tid på at hyggesnakke. Og det er helt i orden med mig. Ingen kan jo holde til at være effektive og faglige hele tiden. Jeg ved fra elevevalueringer, at eleverne lader sig distrahere meget mindre ved denne arbejdsform end ved de mere traditionelle.
Uanset hvilke arbejdsformer vi vælger, er det vigtigt, at vi er reflekterede med hensyn til, hvordan vi anvender it i undervisningen. Vi skal ifølge Jesper Tække og Michael Paulsen hverken forbyde de sociale medier eller være ligeglade med elevernes brug af dem (Tække og Paulsen: Sociale medier i gymnasiet – mellem forbud og ligegyldighed, 2013). Og vi skal hjælpe eleverne til at reflektere over deres brug af sociale medier i timerne, og til at lære at regulere denne brug på en hensigtsmæssig måde.
Tække og Paulsen skriver følgende om potentialerne ved de sociale medier: ”Overordnet set viser forskningen i sociale medier positive effekter for klassesammenhold, følelsen af fællesskab, dannelsen af venskaber, arbejde med det faglige også uden for undervisningstiden, samt for de studerendes selvværd og mod til at lade deres stemmer høre.” Så meget desto større grund er der til, at vi som lærere ikke ser Facebook som vores fjende, men at vi i stedet sammen med eleverne prøver at finde ud af, hvordan vi kan realisere de sociale mediers potentialer i undervisningen.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode