Vejen til mit ja…

Jeppe Kragelunds OK 13-overvejelser

Realisme:
De første forhandlingsmøder mellem GL’s forhandlingsdelegation og Moderniseringsstyrelsen viste desværre klart, at vores ”gamle” overenskomst stod for fald (læs aftaleretten SKULLE fjernes). Med et fortsat forsvar af denne ville modparten tvinge os ud i lockout og vente på lovindgreb fra et folketing. Et folketing, som har krævet et opgør med de nuværende arbejdstidsregler, centrale normeringer, aftaleret etc.

Kort sagt: Modparten havde et enigt folketing (minus Enhedslisten) bag sig i sit ”stålfaste krav” om ”normalisering” af lærernes arbejdstid! En absurd og urimelig magtbalance, men ikke desto mindre en realitet, som forhandlingsdelegationen tog ad notam.

Da en videreførelse af (bl.a. aftaleretten i) den gamle overenskomst var helt urealistisk, opstod følgende overvejelse:
Hvilken forhandlingsvej vil kunne tilvejebringe flest mulige "arbejdstids-værn", overførelse af penge fra den gamle overenskomst samt evt. politiske penge?
GL kunne vælge at gå alene, eller lade AC (med GL ved sin side) forhandle ovenstående.

Jeg vælger at støtte, at AC-forhandlingsfællesskabet havde bedre muligheder for at komme hjem med værn og penge end et "alene-GL".

Forhandlingsresultatet overbevidste mig om, at analysen var rigtig.Derfor førte "realismens vej" mig til et JA. 

Retfærdig:
Jeg støtter den danske model og forhandlingssystemet og tager SKARPT AFSTAND fra den måde, som vi i forhandlingsdelegationen er blevet mødt med ultimative krav.
Forud for forhandlingerne er vi gymnasielærere blevet mødt med mistillid i en mediehetz – også kaldet spin. Hårdt og ødelæggende for arbejdsglæden for mange kollegaer – spin eller ej!! 

Jeg mener, at et forsvar for "retfærdig" behandling og anerkendelse kan udkæmpes på andre måder end ved at bringe de forhandlede lønstigninger og tidsværnet i (stor!!) fare og tilmed kaste vores forening og medlemmer ud i en lockout!!
Forsvaret for retfærdighed i forhandlinger og kampen for den danske model etc. kunne for mig IKKE retfærdiggøre et nej til forhandlingsresultatet – den kamp SKAL tages, men ikke med medlemmernes lønstigninger og tidsværn. Tidpunktet for denne kamp er rigtig dårlig set i lyset af den politiske og økonomiske krise-dagsorden.
”Retfærdighedsvejen” førte mig IKKE til et nej. Derfor endnu et JA.

Angsten for det ukendte:
Et farvel til en overenskomst skaber usikkerhed. Hvordan påvirkes vores arbejdsdag af en ny aftale? Naturligvis fylder det meget for os alle, men angst og usikkerhed bringer IKKE den gamle overenskomst tilbage. Argumenter, som hentes med afsæt i angst og utryghed, har for mig ingen betydning haft, eftersom jeg mener, at de hviler på falske forudsætninger.

Image-pleje:
En fagforening har også til opgave at lave imagepleje af en profession. I denne konkrete situation mener jeg, at et NEJ er skadeligt for vores image. Medie-overskrifter som: ”Forkælede gymnasielærere siger nej til store lønstigninger, og bringer studenterhuen i fare” kan kun skade vores image. Vi er i en tid, hvor andre fagforeninger kæmper med blot at bevare reallønnen…
(Medierne skelner ikke mellem strejke og lockout).

Det blev til endnu et JA

Fremtiden:
I GL’s hovedbestyrelsen blev det et JA, fra repræsentantskabet blev resultatet: NEJ. Ingen af afstemninger var ”overbevisende”. I det lys er argumenterne og bevæggrundene for valget af enten et JA eller et NEJ et mere nuanceret afsæt for det videre arbejde – både på centralt og lokalt niveau i et stærkt GL, end det ”rene JA” og ”rene NEJ”. Derfor tak for mange gode indlæg både på mødet og efterfølgende – de kan anvendes som gode pejlemærker for GL’s arbejde.

Det glæder mig, at HELE hovedbestyrelsen umiddelbart efter repræsentantskabsmødet valgte at bakke op om GL’s formand. Jeg har derfor fuld tillid til, at hovedbestyrelsen samlet arbejder med at få den nye overenskomst (som IKKE har groet i vores have), implementeret bedst muligt til fordel for alle os, som har vores daglige virke i Gymnasieskolen.