Er “studentereksamen på særlige vilkår” en sygdom?

Målsætningen om at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en  ungdomsuddannelse har ligget på alles læber i mange år. Selvom det muligvis ikke er alle, der kan rable tallet af sig i søvne, (sådan som en tidligere undervisningsminister ønskede sig det), så er 95 procent målsætningen trængt langt ind bag gymnasieskolens mure. Det har betydning og konsekvenser på en lang række områder. For selvom målsætningen i sig selv er meget enkel, så er vejen til at nå derhen det ikke.

Som medarbejder på Videnscenter om fastholdelse og frafald (VOFF) har jeg fået indsigt i alt det, gymnasier gør for at hjælpe elever igennem til en studentereksamen. Meget af det er indlysende (gode)greb, der skaber et bedre skolemiljø for alle og en mere inkluderende undervisning. Men der er også kontroversielle ting og dilemmaer, som skolerne kastes ud i, når de engagerer sig i ”kampen mod frafald.” 

Et dilemma jeg vil tage fat på i dette indlæg, er forbundet med antallet af elever, der går til  ”studentereksamen på særlige vilkår”. I ”gamle dage”, da jeg i gymnasiet, var det at gå til eksamen på særlige vilkår en frygtet straf, der ramte ganske få elever. Den utroligt velbegavede pige i min klasse, der pludselig fik spiseforstyrrelser i 3. g og holdt op med at aflevere sine opgaver, kom op i fuldt pensum. Hun fik en middelmådig eksamen, men kom igennem. Det var både hun selv og os andre i klassen glade for.

I dag er ”studentereksamen på særlige vilkår” stadig et af de greb gymnasier kan bruge for at få en elev igennem, hvis han/hun pludselig rammes af personlige problemer. Skolen ”behøver” ikke at smide eleven ud, selvom fraværet er for højt, og der mangler skriftlige afleveringer. Men her hører ligheden også op, for ordningen med at kunne gå op på særlige vilkår, er netop et af de områder, hvor skoler i dag kan stå i et stort dilemma. Der breder sig tilsyneladende en epidemi på nogle skoler, hvor store grupper af elever kommer på særlige vilkår. Og det er ikke nødvendigvis elever med personlige problemer, men også elever der ”bare” har dårlige årskarakterer. I dag er der nemlig ikke længere samme forskel på at gå op i ”fuldt pensum” og ”opgivet pensum”, som før i tiden. Derfor kan kvikke elever, der ikke har været så flittige i årets løb, finde på at ”gå efter” at komme på særlige vilkår.

Det er i hvert fald, hvad nogle skoler oplever, og på landsmødet for inspektorer for et par år siden, blev emnet taget op til debat: Det udfordrer retfærdighedssansen hos elever og lærere på de skoler, som bliver ”ramt,” og sætter følelserne i kog. For når eksamenskaraktererne afløser årskaraktererne bliver hverken flid, stabilitet eller samarbejdskompetencer vurderet. Samtidig har fravær en tendens til at ”smitte”, og enkelte elevers spekulation i ”særlige vilkår” har det derfor med at ødelægge kontinuitet og for eksempel  gruppearbejde for de øvrige elever.

Derfor oplever nogle skoler et dilemma, hvor muligheden for at tage hensyn til den enkelte elev, får utilsigtede konsekvenser og rammer hele skolekulturen bredt. For det er vel fuldt ud forståeligt, hvis elever stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor de skal være pligtopfyldende og knokle hårdt, når dovne kammerater kan få et højere gennemsnit ved at ”spekulere” i særlige vilkår? Samtidig er det meget vigtigt og helt essentielt i fastholdelsesarbejdet, at skolen kan tage hensyn til elever, der har brug for det.

Hvad synes du om dette dilemma? Er det et problem eller bare end mindre ”systemfejl”, som skolerne må acceptere i kampen mod frafald?

Kom gerne med dit bud på, hvad skoler og politikere bør gøre for at komme denne ”systemfejl” til livs.