Rektor på Næstved Gymnasium og HF Susanne Stubgaard er i dag blevet hjemsendt, det oplyser skolens bestyrelse i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen skriver:
“Efter en længere periode med uro og kritik af rektor Susanne Stubgaards ledelse på Næstved Gymnasium og HF igangsatte bestyrelsen i juni 2021 en ekstern undersøgelse af forholdet. Bestyrelsen modtog i går resultatet af undersøgelsen og har valgt at hjemsende rektor Susanne Stubgaard. Vicerektor Marianne Bollerup Neuer er konstitueret som leder af NGH indtil andet udmeldes.”
Den eksterne undersøgelse blev sat i værk, efter at Gymnasieskolen i en artikelserie afslørede, hvordan Susanne Stubgaard i mange år har ledet skolen med skideballer, irettesættelser og en ubehagelig hverdag for de lærere, der vover at være uenig med hende.
Forud for artiklerne ligger mange timers interview og samtaler med både nuværende og tidligere medarbejdere – noget til citat og andet til baggrund, fordi mange lærere ikke har turdet at stå frem.
Lige inden sommerferien smed den tidligere tillidsrepræsentant håndklædet i ringen og sagde sin stilling op. Den hårde ledelsesstil og det dårlige arbejdsmiljø havde resulteret i, at han havde mistet lysten til at være gymnasielærer, fortalte han til gymnasieskolen.dk
Situationen skal afklares
Gymnasieskolen.dk har kort talt med bestyrelsesformand Kenneth Ladefoged Petersen, der ikke kan sige mere om årsagen til hjemsendelsen.
Hvor længe er Susanne Stubgaard hjemsendt?
“Indtil videre. Rektor er tjenestemandsansat, og der er nogle helt klare regler for, hvordan man gør det, og dem vil vi følge,” siger Kenneth Ladefoged Petersen.
Medarbejdere, forældre og elever er i dag blevet orienteret om hjemsendelsen af rektor og konstitueringen af vicerektor som leder, fortæller bestyrelsesformanden.
Hvad viste den interne undersøgelse?
“Det kan jeg ikke komme nærmere ind på. Nu skal vi først have situationen med rektor afklaret,” siger Kenneth Ladefoged Petersen.
Han oplyser desuden, at bestyrelsen ikke har yderligere kommentarer, da det er en intern personalesag.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Susanne Stubgaard.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode