Artikel
Bestyrelsen på Næstved Gymnasium afviser al kritik trods APV med problemer 
Næstved Gymnasium

Bestyrelsen på Næstved Gymnasium afviser al kritik trods APV med problemer 

Lærere savner indflydelse på beslutninger, og mange oplever stress som et problem. Det viser den seneste APV fra Næstved Gymnasium. Bestyrelsen afviser dog kritik og henviser til samme APV.

For meget stress og for lidt indflydelse på beslutninger.
Det er nogle af resultaterne fra den seneste arbejdspladsvurdering (APV) fra Næstved Gymnasium og HF fra 2019.

Alligevel bruger bestyrelsen for Næstved Gymnasium netop APV’en til at afvise kritikken af ledelsen på skolen, som er blevet fremført i to artikler på gymnasieskolen.dk.

“Den sidste APV fra skoleåret 2019-2020 underbygger på ingen måde den fremsatte kritik,” skriver bestyrelsen i en udtalelse, som blev udsendt efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde i går aftes.

Bestyrelsen skriver, at APV’en blev gennemført af et eksternt firma og gengiver derefter hovedresultaterne. 

Den sidste APV fra skoleåret 2019-2020 underbygger på ingen måde den fremsatte kritik.

Udtalelse fra bestyrelsen
Næstved Gymnasium og HF

Resultaterne viser, for de ansatte på Næstved Gymnasium inklusiv teknisk og administrativt personale og ledelse, at 95 procent er tilfredse med jobbet som helhed, 78 procent er tilfredse med måden, skolen ledes på, og 86 procent er tilfredse med det psykiske arbejdsmiljø. Det ligger nogenlunde på niveau med et benchmark for andre gymnasier, og for det psykiske arbejdsmiljø ligger det endda lidt over. Der er ros i APV’en for stor fremgang siden 2017 på flere parametre.

Gymnasieskolen.dk er også i besiddelse af APV’en fra firmaet Health Group. APV’en skal  ifølge loven være tilgængelig for alle ansatte på en skole.

Når man bladrer videre i APV’en, tegner der sig et mere nuanceret billede, som viser, at der også er problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Og det er tydeligt, at lærerne på skolen er mindst tilfredse i APV’en.

Lærere mere utilfredse. 
Når APV’en viser, at 78 procent af de ansatte er tilfredse med den måde, skolen ledes på, er det et samlet tal for alle ansatte inklusiv teknisk og administrativt personale (TAP) og ledelsen selv. 

Ledelsen, som i APV’en udgør syv personer, er i øvrigt 100 procent tilfreds med den måde, skolen ledes på.

Lærerne, som har svaret på APV’en, er ikke lige så imponerede af ledelsen.

For eksempel er 57 procent af lærerne, som underviser i humaniora, tilfredse med måden skolen ledes på. Det er 20 procentpoint lavere end det samlede benchmark for alle ansatte i gymnasier, som får lavet APV hos firmaet Health Group.   

APV’en viser i det hele taget, at lærerne på skolen giver lavere karakterer end TAP’erne og ledelsen, når de skal vurdere arbejdsmiljøet.

Gymnasiekolen.dk har skrevet en artikel, hvor nuværende og tidligere medarbejdere kritiserer ledelsen på Næstved Gymnasium for at være topstyret. Lærerne i artiklen peger på, at de savner indflydelse, og rektor kritiseres for at lede skolen med meget fast hånd.

Rektor Susanne Stubgaard ønskede ikke at være med i artiklen, men i et skriftligt svar til gymnasieskolen.dk afviste hun kritikken og henviste også til den seneste APV.

Savner indflydelse
I APV’en svarer de ansatte på spørgsmålet, om man har tilstrækkelig med indflydelse på beslutninger. Kun 12 procent af underviserne i sprog mener, de har tilstrækkelig med indflydelse på beslutninger, mens 25 procent af matematiklærerne mener, de har tilstrækkelig med indflydelse. 

På andre gymnasier svarer 59 procent af de ansatte positivt på samme spørgsmål.

Under afsnittet tillid svarer kun 27 procent af underviserne i humaniora ja til, ”at ledelsesgruppen stoler på, at medarbejderne gør et godt stykke arbejde.” Benchmarktallet for det spørgsmål er 65 procent på andre gymnasier.

Blandt samfundsfagslærerne er der kun 36 procent, som mener, at man kan stole på udmeldinger fra ledelsesgruppen. Den vurdering svinger dog meget fra de forskellige lærergrupper. Samlet set ligger tillid til ledelsesgruppen dog under benchmark for andre gymnasier.

Ringe balance mellem tid og opgaver
I artiklen Ingen vil være TR på Næstved Gymnasium: “Næsten umuligt at skabe forbedringer”, siger den nuværende TR og TR-suppleant, at de mener, det er meget svært at indgå i en dialog med ledelsen om at skabe forbedringer af arbejdsvilkårene for lærerne.

De mener blandt andet, at arbejdspresset er blevet for højt, og at de oplever, at det stresser nogle af lærerne. 

Rektor Susanne Stubgaard ønskede ikke at kommentere artiklen, men skrev, at hun ikke genkendte kritikken.

I APV’en fremhæves det dog, at 33 procent af medarbejderne oplever en ringe grad af balance mellem opgaver og tid. Tallet dækker over, at 57 procent af underviserne i humaniora, 55 procent af samfundsfagslærerne og 41 procent af naturvidenskabslærerne oplever ringe grad af balance mellem opgaver og tid.

Det skal dog nævnes, at benchmark for det spørgsmål er 37 procent for medarbejderne på andre gymnasier.

Stress blandt lærere
Der er flere lærere, som oplever stress som et problem på Næstved Gymnasium, viser APV’en. Mens hverken ansatte i ledelsen eller blandt TAP’ere i stort omfang oplever stress som et problem, så svarer 30 procent af underviserne i humaniora og 45 procent af samfundsfagslærerne, at stress er et problem i stort omfang for dem.

53 procent af alle ansatte på Næstved Gymnasium oplever i stort eller moderat omfang stress som et problem. Til sammenligning er tallet 36 procent på andre gymnasier.

APV’en viser også, at der er lærere, som oplever stress som et problem.

Jesper Kristiansen, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen
Næstved Gymnasium og HF

Bestyrelsen afviser kritik
Som skrevet udsendte bestyrelsen for gymnasiet i går en udtalelse, hvor de afviser den kritik af ledelsen, som er kommet frem i gymnasieskolen.dk’s artikler.

Bestyrelsen tager på det kraftigste afstand fra såvel indhold som kommunikationsform i artiklerne. 

“Skolens ledelse og vi som bestyrelse har ingen mulighed for at kommentere enkeltpersoner eller personalesager i offentligheden,” skriver bestyrelsen blandt andet. 

I udtalelsen står der også, at bestyrelsen med jævne mellemrum har drøftet resultater af trivselsundersøgelser og APV’er.

Læs udtalelsen i sin fulde længde her.

Medarbejderrepræsentant: Problemer med arbejdsmiljø
Jesper Kristiansen er medarbejderrepræsentant i bestyrelsen og TR-suppleant på Næstved Gymnasium og HF.

Han tager afstand fra indholdet i udtalelsen fra bestyrelsen.

“Den seneste APV viser på flere punkter, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø på skolen. Der er fremgang fra APV’en i 2017, men den var også dårlig,” siger Jesper Kristiansen.

Han hæfter sig blandt andet ved, at lærerne i APV’en giver udtryk for, at de mangler indflydelse på beslutninger.

“I mange udvalg på skolen har ledelsen truffet beslutningerne på forhånd, og så kan lærerne i udvalget ikke gøre noget ved det,” siger Jesper Kristiansen.

Han mener også, at spørgsmålet om balance mellem tid og opgaver viser, at der er for højt arbejdspres, som han også har fremført på gymnasieskolen.dk. 

“APV’en viser også, at der er lærere, som oplever stress som et problem. Vi kan også se i hverdagen, at kolleger er stressede, og i de senere år er der kolleger, som er gået ned med stress. Jeg er ikke enig med ledelsen og bestyrelsen i, at APV’en viser, at der ikke er problemer på skolen,” siger Jesper Kristiansen.

APV’en er fra 2019. Jesper Kristiansen mener ikke, at arbejdspresset er blevet mindre siden dengang. 

Gymnasieskolen.dk har modtaget APV’en fra en lærer på skolen. Jesper Kristiansen har ikke selv henvendt sig til gymnasieskolen.dk for at udtale sig til artiklen, men han har valgt at svare på redaktionens spørgsmål. 

Vil ikke udtale sig
Bestyrelsen skriver også i udtalelsen, at interne forhold skal drøftes internt på skolen.

Bestyrelsesformand Kenneth Ladefoged Petersen har afvist at svare på yderligere spørgsmål fra gymnasieskolen.dk. Rektor Susanne Stubgaard er heller ikke vendt tilbage på gymnasieskolen.dk’s henvendelser.

Læs bestyrelsens udtalelse

Bestyrelsen for Næstved Gymnasium har udsendt en udtalelse, hvor de afviser den kritik af ledelsen, som er blevet fremført i artikler på gymnasieskolen.dk.

Bestyrelsen skriver blandt andet:
"Skolens bestyrelse er i særdeleshed ærgerlig over, at skolen på denne måde miskrediteres i offentligheden. Dette er især urimeligt over for de mange dygtige og loyale medarbejdere, som, vi ved, er ansat på skolen - herunder skolens ledelse."

Læs hele udtalelsen her

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater