Tidligere vikar: “Det er gratis for rektorer at køre en vikar i sænk”

Seks gymnasier på seks år. Nanna Elkjær fik for alvor afprøvet, hvordan livet som ikke-fastansat var. Men til sidst blev det for meget. Hun føler, at uanset hvor meget hun gjorde sig umage for at få en fastansættelse, var det ikke nok at være en god lærer.

“Vikarer kan bruges som skruebrækkere af rektorer. Der ligger en særlig incitamentsstruktur omkring vikarjobbet om, at hvis du bare gør dit ypperste og helst lidt mere effektivt end din kollega, kan du blive fastansat,” siger hun.

Men sådan er det ikke, mener Nanna Elkjær. Hun har oplevet, at det ofte ikke handler om, hvor dygtig du er til dine fag og til at undervise. Men at det derimod er fagkombinationen og de sociale faktorer, der er vigtigst.

“Det handler i høj grad om, hvor mange venner du har på lærerværelset, og om de sidder i ansættelsesudvalget. Jeg lagde al min energi i undervisningen, fordi det er kernen for mig. Men mange er faktisk ret ligeglade med, om du er god til at undervise,” siger Nanna Elkjær, der har undervist i oldtidskundskab, religion og almen sprogforståelse (AP).

Som vikar er man officielt ansat på samme vilkår som de fastansatte, men reelt er man det ikke, mener Nanna Elkjær.

“En vikar har ingen indflydelse på timefagfordelingen og må undervise efter de bøger, som de fastansatte har valgt,” siger hun.

Sender vraggodset videre
Nanna Elkjær havde på et tidspunkt to halvtidsstillinger på to skoler, men begge skoler gav hende 100 procent i eksamensbelastning. Det blev for meget, fortæller hun.

“Det er gratis for en rektor at køre en vikar i sænk, for man sender bare vraggodset videre til den næste og håber på, at man ikke er den, der skal betale for en langtidssygemelding. Vikarer er sådan lidt brug og smid væk,” siger Nanna Elkjær.

Den høje eksamensbelastning betød, at Nanna Elkjær ikke følte sig bevidst til stede til i hvert fald én af eksaminerne den sidste dag, og at hun var ude at stand til at tænke sammenhængende i ugerne efter, fortæller hun.

Og for Nanna Elkjær var det nyt ikke at kunne gøre sit arbejde så godt, som hun var vant til.

“Men du går ikke ned på rektors kontor og beder om fritagelse, for man vil jo gerne fastansættes. Du vil gerne vise, at du godt kan lave sit arbejde,” siger hun.

Modarbejder sin karriere
AP-holdene på en af Nanna Elkjærs arbejdspladser blev givet til en kandidat med mindre undervisningserfaring end hende selv. Det fik hende til at føle, at hun intet kunne stille op.

“Det gik også op for mig, at man som vikar modarbejder sin karriere mindst lige så hurtig, som man oparbejder den efter et par år, og jeg var nået til det punkt, hvor jeg modarbejdede den langt mere. Det ser dårligt ud på ens CV, når man har været for mange steder. Det var et spil, jeg ikke længere kunne være med i,” siger Nanna Elkjær, som derfor besluttede at stoppe som lærer og prøve noget andet.

Hun begyndte i gymnasiesektoren, fordi hun havde håbet på, at hun kunne få nogle kolleger, som hun kunne samarbejde med og blive inspireret af. Men det viste sig til sidst, at konkurrencen blandt kollegerne var for stor, fortæller hun.

“Nu konkurrerer man jo om at beholde sit job. Dét at arbejde sammen om at bringe skolen i en anden pædagogisk retning var slut. Så alt det, jeg holdt af og havde valgt til ved gymnasieverdenen, begyndte lige så stille at forsvinde,” siger hun.

I dag arbejder Nanna Elkjær med at sælge friluftsudstyr. Hun ved stadig ikke, om hun på et tidspunkt skal undervise i gymnasiet igen, men hun har besluttet sig for at evaluere det en gang om året.

“Jeg elsker at undervise og savner det stadig. Lige nu skal jeg bare lave noget andet,” siger hun.