Matematiktimerne på Nikolaj Kjærs, Mona Gadegaards og Morten Jungets tre 1.g-hold er i år skemalagt på samme tid, så de kan undervise eleverne på kryds og tværs.
Nogle gange underviser de sammen, andre gange hver for sig. Nogle gange vælger eleverne selv, om de vil lære mere om algebra eller ligninger, andre gange bestemmer de tre lærere. Men al undervisningen har de tilrettelagt i fællesskab.
”Jeg ser det ikke som min undervisning, men som vores undervisning, hvor vi udvikler noget i fællesskab,” siger Nikolaj Kjær.
Når vi har aftalt, at vi skal gøre nogle ting anderledes, er det meget nemmere, fordi vi er sammen om det.
Samarbejdet gør dem bedre, mener de tre matematiklærere fra Århus Statsgymnasium, der også arbejder ud fra en målsætning om at gøre eleverne bedre.
”Og det gør vi netop ved at arbejde sammen om undervisningen. Det er ikke en opgave, vi kan løse selv,” siger Morten Junget.
De mener, at samarbejdet blandt andet gør dem bedre til at idéudvikle og tænke ud af boksen.
”Når vi har aftalt, at vi skal gøre nogle ting anderledes, er det meget nemmere, fordi vi er sammen om det. Skal jeg gøre det alene, falder jeg hurtigt tilbage i mit gamle mønster,” siger Nikolaj Kjær.
Mona Gadegaard er enig.
”Man får et andet andet tvist på tingene, og det bliver lettere at kaste sig ud i noget nyt,” siger hun og fortsætter:
”For eksempel har vi fundet ud af, at eleverne kan have brug for at snakke om, hvordan de løser ligninger i stedet for bare at regne dem.”
Plads til grin
Kommunikation er noget af det vigtigste, når man skal skabe et godt samarbejde, påpeger de.
”Vi snakker meget om vores undervisning. Den mulighed har vi lige pludselig, fordi vi samarbejder, og det giver mig rigtig meget,” siger Morten Junget, der fremhæver, at de også altid har det sjovt sammen.
Han kigger op for at blive bekræftet. De to andre nikker og smiler.
Vi snakker meget om vores undervisning. Den mulighed har vi lige pludselig, fordi vi samarbejder.
”Det er en sidegevinst ved det hele. Det gør det også bare sjovere at gå på arbejde, når man ved …,” siger Nikolaj Kjær.
”At der nok skal blive grinet,” fortsætter Morten Junget.
En anden fordel er, at de kan aflaste hinanden i travle perioder.
”Vi hjælper hinanden. Det er okay at komme og sige, at man er presset i en uge og spørge, om de andre kan tage over,” siger Mona Gadegaard.
Nikolaj Kjær og Morten Junget nikker.
”Det er lige før, at det oftere er den anden vej rundt, hvor man selv kommer og siger, at man sagtens kan hjælpe. Har man overskuddet, så byder man ind,” siger Nikolaj Kjær.
Frustrationer i faggruppen
For cirka to år siden var der i matematikfaggruppen nogle generelle frustrationer, der gjorde, at alle skolens matematiklærere begyndte at kigge nærmere på grundforløbet.
”Vi kastede os ud i nye projekter og delte erfaringer og materiale. Det gjorde noget godt for faggruppen som helhed,” siger Morten Junget.
Herfra udsprang de tre læreres tætte samarbejde. Først fandt Morten Junget og Mona Gadegaard sammen, og så kom Nikolaj Kjær med.
”Nikolaj og jeg har tidligere arbejdet sammen. Oprindeligt blev vi sat sammen af ledelsen, men siden har vi opsøgt det selv,” fortæller Morten Junget.
Sidste år havde de blandt andet gode erfaringer med et tværfagligt samarbejde om matematik og fysik i en 1.g-klasse.
Noget af det fede ved at samarbejde er, at vi kan udnytte hinandens potentialer.
På forkant med arbejdet
De tre matematiklærere føler, at de supplerer hinanden godt. Nogle er gode til at komme med idéer, andre griber idéerne og udfører dem i praksis, forklarer Mona Gadegaard.
”Noget af det fede ved at samarbejde er, at vi kan udnytte hinandens potentialer. Morten og Nikolaj kan for eksempel noget med teknikken, som jeg ikke kan, men jeg kan bruge det alligevel, fordi de har lavet det for mig,” siger hun.
Ifølge Nikolaj Kjær er det en gave at få udleveret nogle opgaver, man straks kan tage i brug – og som har et klart aftryk af den lærer, der har udformet dem.
Morten Junget er enig:
”Ofte får man serveret et helt nyt perspektiv. Så indser man pludselig: Ja, selvfølgelig skal eleverne tegne den her graf i hånden i stedet for at bruge computeren.”
Samarbejdet har også fået lærerne til at føle sig på forkant, fordi lektionerne er planlagt god tid i forvejen. De kan også spare noget forberedelsestid, fordi de underviser i det samme to gange i træk, men for forskellige elever.
”Det har givet mig mulighed for at bruge lidt længere tid på, hvordan jeg får gjort det bedre. Min oplevelse er ikke, at det tager længere tid at samarbejde, tværtimod,” siger Mona Gadegaard.
Læs temaet om lærersamarbejde:
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode