Socialdemokratiet og Radikale Venstre er gået med til at finansiere en ny aftale om flere politibetjente med nedskæringer i ungdomsuddannelser.
Dermed ser det ud til, at de planlagte nedskæringer på to procent om året i fire år fra 2016 bliver en realitet.
Nedskæringerne skal lægges oven i den nye taxameteraftale, som fjerner penge fra stx og VUC for at medfinansiere erhvervsuddannelsesreformen.
Alle gymnasiale uddannelser skal spare i de kommende år, men nogle skoler skal stramme bæltet mere ind end andre.
Stx
Med forbehold for at finansloven ikke er skrevet under endnu, skal stx som alle andre ungdomsuddannelser skære to procent af budgettet om året de kommende fire år.
Det særlige for stx er derudover, at uddannelsen i 2017 også rammes af en ekstra besparelse for at finansiere erhvervsuddannelsesreformen. Stx skal levere 235 millioner kroner, hvilket betyder cirka 2.000 kroner færre per årselev plus et indhug i bygningstaxameteret.
Ifølge beregninger fra GL svarer det til en nedskæring på 11,2 procent frem til 2019.
Tillidsrepræsentanter er ikke i tvivl om, at det får konsekvenser for kvaliteten især fra 2017.
Læs: Tillidsrepræsentanter: I 2017 kommer det til at gøre ondt
Rektorerne forudsiger også, at nedskæringerne vil betyde fyringer.
Læs: Gymnasier: Nedskæringer vil betyde fyringer
Hf
Hf udbydes som bekendt både på VUC-centre og på gymnasier. Isoleret set bliver hf-uddannelsen ramt af de generelle nedskæringer på to procent om året i fire år, og dertil skal lægges en ekstra nedskæring på bygningstaxameteret i forbindelse med taxameteraftalen, hvor der overføres penge til erhvervsuddannelserne. Alt i alt svarer det til en nedskæring på 8,7 procent frem til 2019.
VUC
Allerede i 2016 rammes VUC-centre af en nedskæring på 138 millioner. Det skyldes, at partierne bag den nye taxameteraftale, som skal finansiere erhvervsuddannelserne, indfører et særskilt taxameter for fjernundervisning.
Logisk set betyder det, at det er de VUC-centre, som udbyder fjernundervisning, der rammes af den nedskæring. Da næsten tre fjerdedele af fjernundervisningen i Danmark udbydes af seks VUC-centre, rammer disse nedskæringer meget lokalt.
De berørte VUC-centre har nu meget travlt med at tilpasse deres budgetter til 2016.
Læs: VUC i chok over nedskæringer
I 2017 mister VUC yderligere 62 millioner kroner på ordblindeundervisning og 16 millioner kroner på bygningstaxameteret.
Oven i det kommer de forventede nedskæringer på to procent om året frem til 2019.
Som samlet sektor mister VUC 14,1 procent frem til 2019 ifølge en beregning fra Lederforeningen for VUC, men som nævnt bliver institutioner med fjernundervisning ramt hårdest.
Hhx
Den korte version er, at hhx får forhøjet undervisningstaxameteret, men at det hurtigt bliver ædt op af generelle nedskæringer.
For at tage den positive del for hhx først, så bliver undervisningstaxameteret hævet med cirka 2.300 kroner per årselev i 2017. Forhøjelsen er en del af den nye taxameteraftale, som partierne bag erhvervsuddannelsesreformen har vedtaget.
Aftalen skyldes, at der siden den nye arbejdstidsaftale i 2013 har været en ubegrundet forskel mellem taxametrene for stx og hhx. Politikerne har nu løst den skævhed ved at tage penge fra stx og give flere til hhx.
Læs: Hhx glæder sig over lige konkurrence med stx
Hhx rammes dog også af de generelle nedskæringer, som regeringen planlægger.
Det betyder, at hhx frem mod 2019 i alt bliver beskåret med 4,6 procent.
Htx
Htx bliver ikke berørt af taxameteraftalen, men bliver alene ramt af grønthøstermetoden, hvor alle ungdomsuddannelser beskæres med to procent om året.
Ifølge beregninger fra GL betyder det, at htx mister 8,1 procent til og med 2019.
Ungdomsuddannelser skal skære to procent i 2016, og regeringen planlægger med yderligere to procent nedskæringer om året frem til 2019.
Samtidig betyder en ny taxameteraftale, at der flyttes penge fra VUC og stx over til erhvervsuddannelserne, mens taxameteret for hhx forhøjes.
De samlede konsekvenser per uddannelse til og med 2019:
Kilde: GL og Lederforeningen for VUC
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode