Artikel
Sådan forbereder du dig til næste skoleår
laerer_hjaelper_elever

Sådan forbereder du dig til næste skoleår

Opgaverne for næste skoleår bliver fastlagt i denne tid. Læs her, hvad du kan gøre for at påvirke fordelingen og mængden af dine opgaver til næste år.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På mange skoler bliver næste skoleårs opgaver fordelt i den kommende tid. Det betyder også, at foråret er afgørende for, hvordan lærernes næste skoleår bliver. Både den enkelte og lærerne i fællesskab bør derfor nu forholde sig til opgavefordelingen.

Det forklarer to af GL’s konsulenter, som gymnasieskolen.dk har talt med.

Konsulenterne mener, at omfanget og fordelingen af arbejdsopgaverne er afgørende for det psykiske arbejdsmiljø for lærerne.

”Vi kan se, at mange af de medlemmer, som i år har et stressende skoleår, ofte har en uhensigtsmæssig opgaveportefølje. Nogle har generelt flere opgaver, end de kan nå, og andre har en meget skæv fordeling af opgaver hen over året,” siger konsulent Claus Schreiner Andersen.

Rettidig omhu
For ikke at komme i en lignende situation til næste år er det derfor vigtigt at melde ud over for ledelsen, inden opgaveporteføljen for næste år bliver lagt fast.

Efter OK 13 er det på de fleste skoler ledelsen, som fordeler opgaverne – enten i samarbejde og dialog med lærerne og tillidsrepræsentanten – eller også på egen hånd.
På nogle skoler kommer lærerne til en samtale med ledelsen om næste års opgaver, mens opgaverne på andre skoler bliver fordelt mere ensidigt på ledelsesgangen.

”Under alle omstændigheder er det nu, man skal råbe vagt i gevær for at undgå en for stor arbejdsbelastning til næste år,” siger Claus Schreiner Andersen.

En skæv arbejdsbelastning kan slå benene væk under mange lærere, og derfor er det afgørende at tage højde for det med det samme.

”Det er ikke altid ledelsen kan gennemskue, at flere opgaver falder sammen i en periode for en enkelt lærer, og derfor er det meget vigtigt, at den enkelte er opmærksom på at undgå for store spidsbelastninger i løbet af året,” siger konsulent Pia Boisen.

Tal med hinanden
Et af de bedste råd, de to konsulenter giver, er at tale med kollegerne og tillidsrepræsentanten om næste skoleår. De andre lærere i faggruppen kan være opmærksomme på problemstillinger, den enkelte lærer har overset. De uerfarne lærere har brug for, at de erfarne lærere giver dem et overblik over, hvordan et skoleår forløber. Og når alle lærere taler sammen, kan de blive opmærksomme på et systematisk problem, som ledelsen måske har overset.

”En snak med dine kolleger kan give dig et overblik eller få dig til at tænke på noget, du har overset. Det kan også betyde, at lærergruppen i fællesskab kan reagere over for ledelsen,” siger Pia Boisen.

Hvis du skal til samtale med ledelsen, er det vigtigste råd at være forberedt. Hellere være proaktiv og komme med indspark, idéer og forslag under samtalen, end komme tilbage et par dage efter med dine overvejelser.

”Du er eksperten i dit eget arbejde, og derfor kan du på forhånd gøre opmærksom på forhold, som du forventer, kan give problemer,” siger Pia Boisen.

Ledelsesudmeldte akkorder
GL’s konsulenter er dog også klar over, at det ikke altid er muligt at påvirke ledelsen til at få omfordelt opgaver eller få færre opgaver.

”På nogle skoler oplever vi, at der er ledelsesudmeldte akkorder, hvor ledelsen forventer, at hver enkelt lærer udfører en opgaveportefølje uden at bruge flere timer end årsnormen,” siger Claus Schreiner Andersen.

Konsulenterne mener dog, at det stadig kan betale sig at være proaktiv på de skoler.

”Hvis du kan se, at du ikke kan nå at løse dine opgaver, eller du får en alt for skæv arbejdsbelastning, så skal du tale med ledelsen om, hvordan dine opgaver skal løses – om der er noget, du kan gøre anderledes,” siger Claus Schreiner Andersen.

Gode råd om næste skoleår

Snak med dine kolleger - både med lærerne i dit fagteam og i resten af lærergruppen.

Forbered dig grundigt inden en eventuel samtale med ledelsen

Kom med realistiske og klare indspil til ledelsen.

Hvis ledelsens udspil ikke hænger sammen for dig, så sig til med det samme – meget gerne med et løsningsforslag.  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater