Stadig for mange “vikarer”

Som en flok pingviner på land, der ikke for alvor har mulighed for at hoppe i det rette element og udfolde potentialet – til glæde for både dem selv og eleverne. Som i stedet tripper lidt frem og tilbage som ledelsens "prøve-pingviner".

Det er groft sagt nogenlunde den følelse, mange ikke-fastansatte gymnasielærere står med.

"Mange rektorer og ledelser bruger vikarerne som en slags buffer. Men det kommer til at gå ud over enkelte personer," forklarer Kristian Sandholm Poulsen, der er formand for de ikke-fastansatte (IFA-udvalget) i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

Ikke flere stillinger trods flere elever 
Problemet er ikke nyt. GL har i en årrække – blandt andet ved hjælp af en årlig beskæftigelsesundersøgelse – forsøgt at gøre opmærksom på problemets omfang. Der har også været – og bliver fortsat – sat målrettet ind med en dialog med skoler, der er specielt slemme til ikke at udløse et oplagt potentiale for fastansættelser. Alligevel viser dette års undersøgelse – endnu engang, fristes man til at sige – at der ikke er sket det store i det samlede antal ikke-fastansatte. Det er, som om andelen er konstant – får man konverteret nogle vikaransættelser til faste stillinger, dukker der bare nogle andre op et andet sted. Hvilket kan undre efter en række år med øget elevtilgang og behov for nye lærere, fortæller Kasper Bøcher, formand for Arbejdspladsudvalget i GL's hovedbestyrelse.

"Vi anerkender naturligvis, at der er objektivt begrundede vikaransættelser, som er helt legitime og nødvendige for at få tingene til at gå op. Men der ligger altså stadig et alt for stort antal timer, som sagtens kunne veksles til faste stillinger. Det er ikke meningen, at vikaransættelser skal bruges som et instrument, lederne bare kan skrue op og ned på i forhold til deres egen fleksibilitet. Der er jo faktisk nogle klare regler for vikaransættelser – man skal for eksempel vikariere for en anden, det kan være et barselsvikariat eller lignende. Det er ikke meningen, at rektorerne skal bruge en løsansættelse til at se en lærer an. Der er tre måneders prøveperiode som i andre job, sådan er det. Ikke et halvt eller et helt år eller mere. Der er således desværre stadig en situation, hvor vi fra GL's side må sætte fokus på dette store problem og samtidig appellere til skolerne, både ledere og TR, om en dialog på området. Men i stedet for kun at kigge bagud og ærgre os, synes jeg, det er vigtigt for de lærere, det her drejer sig om, at alle parter er løsningsorienterede," siger Kasper Bøcher.

Skal kende rettigheder
Netop følelsen af hele tiden at være på prøve er en af tre myter, Kristian Sandholm Poulsen mener, der er behov for at gøre op med; at man skal være "på prøve" i flere år, før man får en afklaring på, hvorvidt man har en mulighed for at blive fastansat.
Den anden myte er, at pædagogikum er noget, der bevilges efter lang og tro tjeneste, mens den tredje myte er et argument, mange ledere benytter: Usikkert at fastansætte i forhold til budgettet.

"Mange vikarer er ganske enkelt ikke klar over deres rettigheder i henhold til reglerne omkring vikaransættelser. Man skal huske, at de ikke-fastansatte alene er en svag gruppe i forhandlingssituationer med ledelsen. Alt for mange ender med at brænde sammen på det, og det er hverken hensigtsmæssigt for dem selv eller for eleverne," siger IFA-udvalgsformanden, som har nogle forslag til, hvad man kan gøre for at forbedre situationen fremadrettet:

"Vi bliver som organisation og som tillidsrepræsentanter nødt til hele tiden at italesætte det her problem overfor rektorerne. Og helt konkret på skolerne skal TR sørge for, at der bliver taget godt imod nyansatte – uanset om der er tale om helt dugfriske fra universitetet eller nogle, der har prøvet det før – og forklare dem regler og rettigheder. TR må også sørge for hele tiden at udfordre ledelsen på begrundelser for vikariaterne. TR skal være TR for både vikarer og fastansatte. Derfor er det også vigtigt, at TR-kurserne indeholder det her perspektiv, når der tales budgetter."

Nedværdigende behandling
Anita Back Danielsen er en af de vikarer, der på egen krop har mærket problemet. Hun kan sagtens forstå, at der er behov for at ansætte vikarer for at dække længerevarende sygdom, barsel, orlov med mere. Men lederne har tendens til at glemme de konsekvenser, det kan have at gå i uvished længere end nødvendigt.

"Det er måden, vikaransættelser bliver administreret på. At man bliver holdt hen og ikke ved, hvad der foregår; om man er købt eller solgt. I stedet for at kalde en spade for en spade, bliver man stillet noget i udsigt, som risikerer aldrig at blive til noget. Man føler sig behandlet som et barn, og det er nedværdigende," fortæller hun.

Anita Back Danielsen, der underviser i dansk og italiensk, blev sidste efterår ansat i et årsvikariat og blev mere eller mindre lovet, at hun kunne blive, når vikariatet udløb. Ledelsen havde ingen problemer med hendes undervisning, men alligevel følte hun, efter at have spurgt direkte om fremtiden, at hun blev holdt hen i løbet af foråret. Til sidst slog skolen en dansklærerstilling op og opfordrede hende til at søge. Hun kom ikke til samtale, selv om hendes leder havde lovet det.

"En ting er, at der kan være nogle objektive begrundelser bag sådan nogle ting. Men man går jo hele tiden i sådan en periode og er nervøs og bekymret for, om man nu gør det godt nok. Jeg var meget følelsesmæssig berørt af situationen og følte i et halvt år, at jeg gik rundt i et limbo, fordi ledelsen ikke spillede med åbne kort," fortæller hun.

Få alt dokumenteret
Anita Back Danielsen – som i dag er selvstændig tolk og oversætter, men gerne vil søge stilling i gymnasiet igen – har efterfølgende haft en "god snak" med den pågældende leder, men hun føler stadig, at hun blev holdt hen og lovet noget, der aldrig blev opfyldt. Derfor opfordrer hun andre til at få alt dokumenteret. Skrive notater, mails og lignende. Det tænkte hun i første omgang ikke på i troen på, at ledelsen ville gøre det, den sagde.

"Det her handler egentlig ikke om mig, men om nogle generelle principper. Det er frustrerende at se, at tallene ikke har ændret sig på trods af både fokus og indsats. Jeg vil gerne hjælpe med til at sikre nogle procedurer, der kan forhindre andre i at komme i samme situation, som jeg var. Måske kan man styrke TR gennem samarbejdsudvalget og sikre en procedure for, hvordan de ikke-fastansatte behandles. Det ville være et godt signal.Det handler også om at kommunikere ordentligt til de løstansatte, så de ved, hvad de har at holde sig til. Uvisheden og usikkerheden er ikke nogen værdig," siger hun.