Artikel
Lærere er negative over for tidsregistrering
No image

Lærere er negative over for tidsregistrering

Tidsregistreringen er ikke et hit blandt lærerne. På mere end hvert tredje gymnasium er hovedparten af lærerne utilfredse med at skulle registrere deres arbejdstid, viser ny undersøgelse.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På næsten 4 ud af 10 gymnasier er flertallet eller samtlige lærere negativt indstillet over for at skulle registrere deres arbejdstid. 
Det viser en ny undersøgelse, som Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har lavet blandt mere end 200 tillidsrepræsentanter på landets gymnasier. 
Kravet om tidsregistrering trådte i kraft 1. august og er en del af lærernes nye overenskomst. 
En af de skoler, hvor de nye regler møder stor modstand, er Københavns VUC. 
”Der er en del lærere, der stadig er meget vrede. De mener, at det er et indgreb i den personlige frihed, at de skal registrere deres arbejdstid,” siger tillidsrepræsentant Lene Hedegaard Jensen. 
På Gentofte Studenterkursus er der også utilfredshed på lærerværelset. Tillidsrepræsentant Per Messer­schmidt vurderer, at samtlige lærere vender tommelfingeren nedad, når det gælder tidsregistrering. 
”Folk synes, det er absurd. Tidsregistrering passer ikke til den arbejdsopgave, vi har som undervisere, hvor meget af vores arbejde foregår hjemme. Det eneste, der giver mening, er akkordsystemet, vi havde før,” siger han.  

Ser det som kontrol 
Det kommer ikke bag på GL’s formand, Gorm Leschly, at mange lærere har det svært med det nye overenskomstkrav.  
”Jeg tror, at mange føler det som en kontrolforanstaltning,” siger han. 
Det vil tage tid for lærerne at vænne sig til at registrere deres arbejdstid. Især fordi en række rektorer ikke har grebet det nye system fornuftigt an, mener Gorm Leschly.   
”På skoler, hvor rektor har givet klare meldinger og haft en god dialog med lærerne, er billedet anderledes. Min opfordring til lærere og ledere er dialog, dialog og dialog.” 
Har du været god nok til at forklare lærerne, hvorfor GL mener, at tidsregistrering er nødvendigt? 
”God nok bliver man aldrig, og vores informationsopgave fortsætter. Lærerne skal registrere deres arbejdstid, fordi det er det eneste værn, de nu har mod en for stor arbejdsbelastning,” siger Gorm Leschly.  
Ledelsesforsker Helle Hein mener, at en del af lærernes modstand skyldes, at de er usikre på, hvad opgørelserne vil blive brugt til. 
”Hvis man nu har brugt 200 timer mere, end man skulle, får man så bare at vide, at man skal bruge mindre tid på at forberede sig? Usikkerheden kan føre til stress. Ligesom lærerne også kan blive stressede over hele tiden at skulle forholde sig til, om de nu er på arbejde eller ej,” siger Helle Hein, der er cand.merc., ph.d. og tilknyttet Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School.

Pustet op 
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening Jens Boe Nielsen er heller ikke overrasket over undersøgelsens resultat. 
”Der er stadig en stor utilfredshed blandt rigtig mange lærere i forhold til den nye overenskomst generelt. Det, tror jeg, smitter af på deres holdning til tidsregistrering,” siger han. 
Men ifølge rektorernes formand har GL heller ikke gjort noget for at give lærerne et afslappet forhold til tidsregistreringen. Tværtimod har man pustet det op til at være noget, det slet ikke behøver at være, lyder hans kritik. 
”Det er i langt højere grad GL og tillidsrepræsentanterne end rektorerne, der vil have meget detaljerede optællinger,” siger Jens Boe Nielsen og tilføjer: 
”Mange rektorer har det som mig: Vi ved, at vi skal stille et system til rådighed, så lærerne kan registrere deres arbejdstid, så det gør vi, men det er noget, vi gerne vil nedtone.” 
Undersøgelsen fra GL viser desuden, at 4 ud af 5 gymnasier allerede har etableret tidsregistrering. Af dem er det mere end halvdelen – 56 procent – hvor lærerne skal registrere deres arbejdstid via Lectio.  

Læs tema om tidsregistrering på side 10-17. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater