Artikel
Nu kører han taxa
christian holten

Nu kører han taxa

Taxakørsel i weekenden og småjobs i hverdagene. Det er den nye virkelighed for den ledige gymnasielærer Christian Holten, som netop har mistet retten til dagpenge.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Christian Holten mener ikke, det er besværet værd at søge om kontanthjælp. Den ledige gymnasielærer har netop mistet retten til dagpenge, og foreløbig har han besluttet sig for at klare sig, for de penge han kan skrabe sammen og af sin kones indtægt.

”Jeg tror, det er for stort et bureaukratisk cirkus at søge om kontanthjælp for så lidt,” siger 60-årige Christian Holten på den første dag efter dagpengeperiodens udløb.

Hans kone er selvstændig kunstner og har en beskeden indtægt. Realkreditlånet er allerede omlagt til et afdragsfrit lån, og Christian Holten har vænnet sig til, at hverdagen er spartansk.

Han har tidligere undervist i tysk og dansk, men har efter lang tids ledighed stadig ikke fundet et job som underviser.

60 kroner i timen
I efteråret fortalte han til Gymnasieskolen.dk, at han have taget kurser som taxachauffør, og i dag er han begyndt at køre taxa 15 timer hver weekend. Indtil videre har timelønnen dog kun ligget på 60 kroner i gennemsnit.

 I hverdagene har han et viceværtsjob og lidt snerydning på den lokale skole.

”Jeg har dog afgivet et tilbud på at male og istandsætte vinduerne på de boligblokke, hvor jeg er vicevært. For det første trænger vinduerne til maling, og for det andet har jeg brug for timerne,” siger den ledige gymnasielærer.

Han har dog ikke opgivet at vende tilbage som underviser. Et gymnasium har sagt, at de måske får brug for en tysklærer til foråret.

”Det er højsæson for nye stillinger i foråret, og så skal jeg også søge igen.”

Indtil da er han lettet over, at han ikke længere er tvunget til at sidde og skrive to ansøgninger hver uge efter job, som ikke er der.       

Kursus i litteratur
Kort efter nytår var han på et kursus i moderne litteratur på Testrup Højskole. Han benyttede sig af GL’s tilbud om at få et forhøjet tilskud til efteruddannelse for de medlemmer, som falder ud af dagpengesystemet. Læs om tilbuddene til medlemmer, som mister retten til dagpenge

”Det var jeg meget taknemmelig for. Det er sådan noget, som er med til at bevare optimismen. Så er man lidt i spil og netværker. Og så blev jeg opdateret på den nyeste samtidslitteratur, som de gymnasielærere, jeg kender, ikke har tid til at blive.”     

Christian Holten tror stadig på, han kan vende tilbage som underviser, og som han siger, har han fem gode år tilbage på arbejdsmarkedet.

  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater