Christine Antorini: Min gymnasietid ”Peter tog os elever dybt alvorligt”

Hvad husker du bedst fra gymnasiet? 
Jeg husker det som en svær tid. Du starter som et stort barn i 1.g og bliver i løbet af tre år voksen med alt, hvad det indebærer. Da jeg begyndte i 1.g, meldte jeg mig ind i SF Ungdom, og mit ungdomskulturliv levede jeg faktisk mere i SFU end i gymnasiet. På Himmelev Gymnasium, hvor jeg gik fra 1981 til 1984, var der på det tidspunkt mange ideologiske kampe. Konservativ Ungdom var meget stærk, og flere gik rundt med jakkesæt, attachemapper og badges, hvor der stod Hellere død end rød. Der var verbale konfrontationer, som ikke var særlig rare, men som omvendt gav identitet. Det var under den kolde krig, hvor der blev opstillet krydsermissiler i Europa, og hvor regnskoven blev fældet, og der var fokus på verdens fattigste lande.

Hvordan var lærerne? 
Det var et nyt gymnasium, og næsten alle lærerne var nyuddannede fra RUC. Det var et fedt lærerkollegium, som var fuldt af energi. Hvis jeg skal fremhæve en lærer, var jeg specielt glad for Peter Harder – som i øvrigt i dag er professor i engelsk. Jeg havde ham dog i dansk, og han var en fantastisk lærer. Han åbnede mine øjne for den rigdom, der er i litteratur. Han gav mig lyst til at kaste mig over klassikere, som jeg måske ikke havde læst så mange af, selv om jeg allerede læste meget i folkeskolen. 
Han gav mig de værktøjer, som skal til, for at forstå en tekst i dybden – både i forhold til det sproglige univers og de skjulte koder, der kan være i teksten, for eksempel referencer til andre litterære værker. Han lærte mig også disciplinen at skrive forskellige genrer, og han gav mig lysten til at skrive.

Hvad gjorde han rigtigt? 
Peter tog os elever dybt alvorligt, og så var han fagligt set knusende dygtig. Han flyttede os hver især fra a til b. Man kan sige, at han virkelig praktiserede undervisningsdifferentiering. Han havde et enormt stort engagement, han kunne sit stof til fingerspidserne og brændte for det.

Var der andre fag, du var glad for? 
Mit plusfag var fransk. Jeg havde en skøn fransklærer, som var gift med en franskmand. Hun talte et smukt fransk og inviterede mig ind i det franske univers. Jeg syntes ikke, fransk var interessant, men det blev det, fordi jeg mødte en knusende dygtig lærer. På den måde har alle nok en yndlingslærer, som åbner øjnene for et fag. Jeg har ikke brugt fransk siden, men jeg håber, jeg kan tage det op igen, når jeg går på pension og skal sidde i Provence.

Hvordan var du som elev? 
Jeg var en med virkelig stærke meninger. Jeg havde vældige diskussioner med min matematiklærer om, hvorfor jeg skulle lære matematik. Vi skulle i gang med andengradsligninger, og jeg kunne ikke se, hvad vi skulle bruge det til, og jeg ville have et svar af læreren. Han gav mig det dårligste svar, jeg endnu har fået af en lærer: Christine, det vil du finde ud af, når du skal være ingeniør, sagde han.

Lavede du dine lektier og var flittig? 
Ja, jeg lavede mine lektier. Dengang var det en trend, at hvis man var politisk aktiv, kunne man ikke også passe sin skole, men sådan var jeg ikke. Det handlede nok også om, at jeg kom fra et lærerhjem, og der laver man sine ting.

Har gymnasiet haft indflydelse på det, du laver i dag? 
Det betød noget, at jeg blev dygtig til at skrive i gymnasiet. Jeg har skrevet meget i mit politiske virke. Jeg har for eksempel skrevet debatbøger og kronikker, og som minister er det også vigtigt for mig, at jeg skriver mine ting selv. Undervisningen i dansk i gymnasiet åbnede mine øjne for det danskfaglige, og siden tog jeg en kommunikationsuddannelse.