Artikel
Giv nye lærere en god start på lærergerningen
No image

Giv nye lærere en god start på lærergerningen

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Alt for mange lærere har i tidens løb oplevet en kaotisk start på lærergerningen: Hvem skal undervises i hvad på hvilket fagligt niveau efter hvilke bøger og efter hvilke bekendtgørelser? Derfor er jeg rigtig glad for, at Rektorforeningen og GL i sidste uge kunne sende fælles anbefalinger til skolerne om at give nye lærere, der begynder efter sommerferien, en bedre start på lærergerningen.

Nye lærere skal have en mentor!
Rektorforeningen og GL ser udpegningen af en erfaren lærer som mentor for den nye lærer som en god måde at støtte op om en god start på arbejdslivet som lærer på. Samtidig anbefales det, at lærere, der undtagelsesvis ikke skal i pædagogikum i ansættelsens første år, får tilbud om kortere kurser i almen pædagogik og fagdidaktik. Se Rektorforeningens og GLs anbefalinger på GLs hjemmeside.

Fastansæt de nye lærere!
Der er stadigvæk alt for mange ikke fastansatte på skolerne. Det skal man være opmærksom på i disse uger, hvor mange nye lærere skriver under på et ansættelsesbrev. De glæder sig til at møde op på gymnasiet efter sommerferien. Så husk lige at give dem en korrekt ansættelse. Vikaransættelser på de almene gymnasiale uddannelser kan kun ske, hvis vikaren reelt vikarierer for en anden lærer. Der kan fastansættes på deltid, men vær opmærksom på, at læreren i pædagogikum kun skal have 565 timers egenundervisning.
Som et par lærere udtaler andetsteds i bladet, er det stressende at være tidsbegrænset ansat, og det er svært at koncentrere sig fuldt ud om jobbet. Den fastansatte får større lyst til at engagere sig, og fastansættelsen ansporer til udvikling. Det er altså ikke kun i den løst ansattes interesse, at ansættelsesvilkårene er i orden. Det er også vigtigt for skolen og for eleverne.
I GL laver vi hvert år en beskæftigelsesundersøgelse, der blandt andet giver os et overblik over forholdet mellem antallet af fastansatte og ikke-fastansatte. På den baggrund kontakter  GLs sekretariat  en del skoler.  GL får også hvert år henvendelser fra vikarer, der ikke vikarierer for en anden lærer. Så kontaktes skolen selvfølgelig også, og hvis skolen ikke får fastansat vikaren, inddrages Moderniseringsstyrelsen. Sekretariatet har i år sikret 61 vikarer en fastansættelse. Så giv den nye lærer en korrekt ansættelsesform fra begyndelsen. Der er kun ulemper ved ikke at fastansætte.

Nye lærere skal have overskuelige opgaver!
Det er en vigtig ledelsesopgave at fordele opgaverne på skolen, og de nye planlægningsbestemmelser, der træder i kraft 1. august i år på stx/hf, giver gode muligheder for ledelsen til at sikre, at nye lærere ikke stilles over for de største udfordringer (for eksempel de sværeste klasser) – og at der ikke er samme forventninger til den nye som til den erfarne lærer.  

God sommer til alle!

Gorm Leschly
GLs formand

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater