Artikel
GL og Danske Gymnasier er enige med eleverne: Seksualundervisning på gymnasierne er vigtigt
Piger lytter undervisning

GL og Danske Gymnasier er enige med eleverne: Seksualundervisning på gymnasierne er vigtigt

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) får opbakning fra både GL og Danske Gymnasier til deres ønske om seksualundervisning på gymnasiet.

Tekst_ Dorthe Kirkgaard Nielsen

Hos såvel rektorer som lærere er der positive røster i forhold til forslaget fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) om seksualundervisning på skemaet på landets gymnasier. Både Danske Gymnasier og Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) bakker op om DGS’ ide.

”Jeg synes, der er mange saglige og faglige grunde til at arbejde med en gymnasial tilgang til seksualundervisning på gymnasierne. Køn og seksualitet fylder rigtig meget i den offentlige debat, det er et vigtigt emne for nutidens unge, og alle de udfordringer, problemstillinger og temaer, som eleverne efterspørger, er jeg enig i, at vi på den ene eller anden måde bør beskæftige os med i en skole, der gerne vil være alment dannende,” siger Tomas Kepler, formand for GL.

Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier supplerer:

”Vi vil gerne kvittere for ønsket fra eleverne om seksualundervisning på gymnasierne. Vi synes, ønsket er fornuftigt, og vi lytter selvfølgelig til eleverne og til, hvad der foregår i samfundet, og her er samtykke, identitet og seksualisering vigtige emner.”

Dialog med elever og eksperter
Henrik Nevers fortæller, at Danske Gymnasier netop er gået ind i et samarbejde med DGS og Kvinderådet i forhold til at udvikle noget materiale og nogle halv- og heldages forløb om køn og seksualitet, der skal udbydes til gymnasierne.

”Det er en vigtig dagsorden, og nu må vi gå i dialog og lytte til elever og eksperter med erfaring og viden på området og sammen finde ud af, hvordan seksualundervisning skal foregå på gymnasierne. For pt er vi ikke skråsikre på hverken indhold eller form,” siger Henrik Nevers og fortsætter:

”Lige nu er der mange bolde i luften, men vi må tage dialogen, også se på hvilken seksualundervisning man får i grundskolen, og i fællesskab undersøge, hvilket indhold, der vil passe til gymnasierne.”

Det er en vigtig dagsorden, og nu må vi gå i dialog og lytte til elever og eksperter med erfaring og viden på området.

Henrik Nevers, formand
Danske Gymnasier

DGS’ ønsker om en seksualundervisning med fokus på både biologi, kønssygdomme, prævention, samtykke, lyst og grænser, er Tomas Kepler åben over for.

”Men vi skal fortsat have som udgangspunkt, at undervisningen på gymnasialt niveau skal flugte med vores formålsparagraffer og bygge oven på, hvad eleverne allerede har skullet lære i folkeskolen. Det vil være oplagt at lytte til såvel elever som eksperter, når vi skal finde frem til de bedste måder at bygge bro til den undervisning, eleverne allerede har modtaget,” mener han.

Ikke brug for et nyt fag eller særlige læreplaner
Tomas Kepler understreger, at de temaer, som eleverne efterspørger fokus på under overskriften ”seksualundervisning”, efter hans mening allerede er dækket ind af gymnasiernes formålsparagraf og fagrække, så der er ikke behov for et nyt fag, særlige læreplaner eller et specifikt materiale udviklet fra centralt hold.

”Tematiseringer af køn og seksualitet er selvfølgelig tungtvejende emner i almen dannelse på et gymnasium, men jeg forstår godt elevernes oplevelse af, at seksualundervisning kan være et emne, der falder mellem flere stole. For lærerne er voldsomt presset på tid, og mange har ikke tid til at prioritere arbejdet med almen dannelse,” siger Tomas Kepler og fortsætter:

”Så hvis vi skal arbejde mere med de her dagsordener, er der brug for, at man centralt tager ansvar for, at de rette rammer og ressourcer er til stede, og at man lokalt sætter sig sammen og drøfter, hvordan kan vi løfte den brede, kontinuerlige seksualundervisning – og få det til at fylde mere på et skoleår. En drøftelse, der også skal handle om, hvordan vi forhindrer, at almen dannelse – herunder seksualundervisning – forsvinder i en dagligdag med ressourcepres.”

Samtidig understreger han, at der skal være plads til forskelligheder hos de enkelte gymnasier.

Fagligheden skal funderes hos gymnasielærerne
Hvor DGS har et ønske om eksterne undervisere til seksualundervisningen, har sexologiprofessor Christian Graugaard fra Aalborg Universitet udtalt, at det er afgørende, at seksualundervisningen forankres hos lærerne på den pågældende skole.

”Jeg er enig med Christian Graugaard i, at fagligheden omkring seksualundervisning på gymnasierne skal være funderet på den pågældende skole, og skal undervisningen foretages under gymnasiets fagrække, skal det også være gymnasielærerne, der skal varetage undervisningen. Og så kan man i øvrigt hente eksterne oplægsholdere ind, som til understøttelse af så mange andre emner,” pointerer Tomas Kepler.

Henrik Nevers er enig:
”Det kan være både eksterne og interne undervisere. Hvis det er temadage eller oplæg til fællestimer, kan man fint hente eksterne undervisere ind, men ellers skal det funderes hos gymnasiets egne lærere.”

Skal undervisningen foretages under gymnasiets fagrække, skal det også være gymnasielærerne, der skal varetage undervisningen.

Tomas Kepler, formand
GL

Tomas Kepler er ret overbevist om, at både lærere og ledere rundt på gymnasierne gerne vil løfte opgaven med seksualundervisning, hvis rammer og ressourcer er tilstrækkelige.

”Seksualundervisning skal ikke være et selvstændigt fag med egne timer, det kan vores fag – hver for sig og sammen – løfte, men der vil givetvis være behov for et element af efteruddannelse blandt lærerne,” mener han.

Vigtige emner – men pas på stoftrængsel
Ud over forslaget om seksualundervisning er DGS op til den årlige Uge Sex-kampagne gået sammen med Sex & Samfund om at lave seks anbefalinger, der blandt andet anbefaler, at alle ungdomsuddannelser skal have en samværspolitik og arbejde med en samtykkekultur.

”Det lyder fornuftigt, og nogle skoler har allerede lavet politikker på området, så det er et arbejde, man allerede er i gang med rundt på skolerne,” fortæller Henrik Nevers.

Tomas Kepler synes, anbefalingerne lyder som noget, der skal være en meget stor del af gymnasiernes identitet.

”Det er vigtige emner, men man skal alligevel passe på, at det ikke kommer til at fylde for meget og instrumentalisere vores uddannelsestænkning. Vi har i forvejen udfordringer med stoftrængsel i mange fag, og der stilles også krav om, at vi skal fokusere på andre temaer,” siger han og fortsætter:

”Vi skal være bæredygtige og modvirke klima-angst, være mere digitale, bibringe eleverne mere teknologiforståelse og så videre. Der er en risiko for, at kravene om nyt-nyt-nyt løber løbsk i en manglende anerkendelse af, hvad vi faktisk allerede kan og gør, til skade for fagligheden og kvaliteten i undervisningen.”

De 6 anbefalinger

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har i fællesskab med Sex & Samfund netop udviklet seks anbefalinger – til at arbejde med samtykke, lyst og grænser:

1. Alle ungdomsuddannelser skal have en samværspolitik for forebyggelse og håndtering af sexisme, grænseoverskridende adfærd, krænkelser og seksuelle overgreb.

2. Alle ungdomsuddannelser skal italesætte samtykkekultur allerede ved studiestart og tage emnet op løbende og efter behov.

3. Elever på alle ungdomsuddannelser skal modtage undervisning i grænser, lyst og samtykke.

4. Alle ungdomsuddannelser skal sørge for, at al personale kender til, bakker op om og aktivt er med til at realisere institutionens samværspolitik.

5. Alle ungdomsuddannelser skal sørge for, at alle elever har et trygt sted at gå til, hvis de oplever eller har spørgsmål om sexisme, grænseoverskridende adfærd, krænkelser og seksuelle overgreb.

6. Alle ungdomsuddannelser skal være aktive og modige medspillere i at fremme samtykkekultur, når eleverne bevæger sig i sociale rum både i og uden for klasselokalerne og skolens område.

De seks anbefalinger er lavet op til Sex & Samfunds årlige Uge Sex-kampagne, der i år har samtykke som tema.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater