Stort set lige så mange unge ønsker at gå på hhx og htx til næste skoleår som i år. Det viser årets søgetal, som kommer efter et år, hvor coronaen har givet svære vilkår for eksempelvis brobygning og studievejledning.
De to erhvervsgymnasiale uddannelser modtager knap 200 færre ansøgere i år i forhold til sidste år – eller med andre ord en stabil søgning.
Det glæder formand for Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier Ole Heinager.
“Vi har været bekymrede for årets søgetal på grund af coronaen. Alle elever kender ikke hhx og htx og ser først den mulighed på brobygningsforløb. Så vi er godt tilfredse i år, selv om vi selvfølgelig gerne ser, at flere unge søger ind på hhx og htx,” siger Ole Heinager.
Flere vil i 10. klasse
Omkring 2.000 flere elever vælger i år at fortsætte i 10. klasse, hvilket betyder, at andelen af unge, som vil i 10. klasse, stiger fra 48 til 51 procent. Det overrasker ikke Ole Heinager.
“Vi hører fra flere elever, at de i år vælger 10. klasse efter et turbulent år med nedlukning. Nogle ønsker at sikre, at de får passende karakterer til at søge ind på en uddannelse,” siger han og peger på, at 10. klasse ofte gør eleverne mere afklarede i forhold til uddannelsesvalg.
Tilbagefald for stx
Som gymnasieskolen.dk skrev i denne uge, oplever de almene gymnasier til gengæld en tilbagegang i antallet af ansøgere i år, hvilket hænger godt sammen med, at flere unge vælger at gå i 10 klasse.
I Børne- og Undervisningsministeriets søgetal er faldet i antallet af ansøgere til stx på lidt under 800 elever. Danske Regioner har dog talt op, at over 1.300 færre unge i år søger ind på de almene gymnasier, som gymnasieskolen.dk også skrev i denne uge. Ifølge Danske Regioner kan det større tal skyldes, at regionerne også tæller elever med, som eksempelvis stopper i løbet af 10. klasse eller vælger at lave noget andet efter 9. klasse og derefter søger i gymnasiet. Søgetallene fra ministeriet dækker derimod over unge, som søger ind på en ungdomsuddannelse fra 9. eller 10. klasse.
Hf får stort set det samme antal ansøgere som sidste år.
Læs: Stort fald af ansøgere: 1.300 færre unge vil på gymnasiet
Eux stagnerer
Antallet af unge, som vælger at tage en eux, er stagneret over de senere år og udgør cirka 32 procent af de unge, som vælger en erhvervsuddannelse.
Ole Heinager mener, det er naturligt, at andelen af unge, som vælger eux, ikke længere stiger, efter uddannelsen for nogle år siden voksede støt.
“Eux er en krævende uddannelse, og de unge har fundet ud af, at det ikke er en genvej til at få en studentereksamen. Derfor er det nok meget naturligt, at flere unge ikke vælger eux,” siger Ole Heinager.
Søgetal | Fald/stigning | |
Stx | 27.284 | -767 |
Hhx | 9.780 | -98 |
Htx | 4.716 | -70 |
Hf | 5.359 | 132 |
Eud | 13.168 (eux udgør 32 %) | -75 |
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode