Vejen til meningen er brolagt med passion

Det er aldrig for sent. Velkommen til et liv med modige og radikale valg.

Disse let svulstige udsagn kunne måske forlede nogle til at tænke på et vækkelsesmøde i en selvhjælpsorganisation. Der er på sin vis noget om det. Ordene er nemlig forlagets invitation til at begive sig indenfor i bogen Meningen med det hele med undertitlen Om at være, elske og dø. Værket er begået af litteraten Jakob Holm, som dermed har skrevet sig ind i en efterhånden lang række af filosoffer, psykologer og debattører, der reagerer på eller mod tidens mantra om udviklingskrav, positivitetstyranni og den konstante jagt på lykkefølelse og iscenesættelsen af det perfekte liv.

Det er et passende sted, ­Jakob Holm har foreslået til mødet med Gymnasie­skolen denne fredag ved fyr­aften: The Star Tavern, en legendarisk London-pub i den eksklusive bydel Belgravia, et stenkast fra den danske ambassade, som er ­Jakob Holms daglige arbejdsplads. Pubben var i 1950’erne og 1960’erne, diskret gemt af vejen i en lille gade bag Belgrave Square, et yndet mødested for kendisser, arnested for højtstående embedsfolks og politikeres skandaliserende affærer med unge elskerinder samt ikke mindst her, det berømte og berygtede The Great Train Robbery (i øvrigt filmatiseret med Phil Collins i hovedrollen som Buster Edwards) i 1963 blev planlagt.

Kort sagt: en velvalgt dionysisk ramme for et umiddelbart apollinsk samtaleemne. En af Jakob Holms pointer er nemlig forpligtelser ud over os selv – vi lever kun rigtigt gennem relationer til andre – og en erkendelse af vores egen dødelighed som grundsten til lykken, i det omfang den ­ikke blot er en flygtig metafor og meningen med tilværelsen. Der er da også pludselig en summen af liv omkring os, mens mængden af drinks og fadøl på pubbens borde og i gæsternes hænder vokser og vel enten kan ­anses som førnævnte erkendelse eller en fornægtelse af samme. “Jeg drikker for at glemme, at jeg drikker”, som Saint-Exupérys dranker sagde til Den ­lille prins.

Det uomgængelige faktum, at vi alle skal dø, er i eksistentialismen en forudsætning for at leve. Ligesom mange religiøse forestillinger om frelsen – nirvana – handler om ophør af mening for at kunne hvile i fred. Det vil sige uden død, intet liv. Uden sorg og sårbarhed, ingen glæde. 

“Mit primære budskab med bogen er: Forpligt dig på noget i verden. Vi er konstant i vores hoved og vores forestillinger i stedet for at være i verden. Altså en forestilling om verden, som vi synes, den burde være, versus hvordan den reelt er. Så bliver man konservativ, og forandring bliver farlig. Tag din frihed på dig, og tag ansvar!” lyder det fra Jakob Holm.

Følelser i stedet for skabelse
Meningen med det hele tager udgangspunkt i nogle af de almindelige eksistentielle problemer, der rammer de fleste mennesker, og omfatter både privatlivet og arbejdslivet. Bruger jeg egentlig den tid, jeg er i dette liv, rigtigt? Gør jeg det godt nok? Som menneske, som partner, som forælder, som kollega, chef og så videre?

Samtidig med det pres og de krav, vi føler fra omverden, er vi som mennesker ofte på jagt efter lykken, som dog er en flygtig tilstand. Mange bliver fanget af samfundets ‘lykkeindustri’ og forestillingen om det perfekte liv og kommer derved til at leve efter andres forskrifter, mener Jakob Holm. 

“Mange – især børn og unge – lider under nogle perfektionistiske idealer. Jeg synes, der i vores del af verden er en tendens til at opdrage børn, helt fra de er små, til at besidde en uhensigtsmæssig selvbevidsthed. Vi bliver ikke gode med vores hænder, men gode med ord, det vil sige, vi bliver anerkendt for at tale om vores følelser, ikke for at skabe. Det er groft sagt navlepilleri, der skaber stress og angst og mentale dårligdomme. Men vi bliver aldrig gennemsigtige for os selv. Det er i mødet med andre, vi bliver til som mennesker. Ved at forpligte os på noget, der er større end os selv. Ved at tage ansvar og tage vores frihed på os. Handle. Vi er i sidste ende ikke andet end vores handlinger. Det er handlingerne, der definerer vores liv, ikke vores tanker. Meningen ligger i handlinger og skabelse,” siger forfatteren og tager dermed hul på nogle af de eksistentialistiske filosofier, der er omdrejningspunktet for hans bog.

Der er nemlig, mener han, hjælp at hente hos nogle af de store eksistentialister. De sætter i deres værker fokus på personlig stillingtagen, ansvar, handling og engagement i måden, vi er i verden på. Eksistentialismen kan være med til at “skabe en modkultur og et subjektivt fundament at stå på, så vi kan møde dagen med åben pande, højt humør og et kritisk blik på alle de måder, hvorpå samtidens ideologi prøver at gøre os til små, tilpassede arbejdsbier”, som Jakob Holm skriver i Meningen med det hele. 

Han introducerer og beskriver her nogle af de vigtigste eksistentielle strømninger og de begreber, der knytter sig til dem, i især efterkrigstidens store kulturelle bevægelse – Sartre, Camus, Simone de Beauvoir – men også tidligere som Nietzsche, ligesom store danske tænkere som Kierkegaard, Løgstrup og Sløk tages under behandling. Som sådan kan bogen således både fungere som undervisningsbog, diskussionsoplæg og selvhjælpslitteratur, da hvert afsnit efterfølges af en række praksisøvelser til at ændre tankefokus.

Væk med offermentaliteten
At være fri består ikke i at være fri fra alle begrænsninger. At være fri består i at kunne genkende sig selv i det, man bruger sin tid på, i de forpligtelser og forhold og institutioner, man er afhængig af, sagde den svenske filosof og Yale-professor Martin Hägglund for nylig i et interview med Weekendavisen. Jakob Holm er ligeledes inde på, at det eneste, mennesket aldrig kan berøves, er den frie vilje til netop selv at bestemme, hvad det vil tænke, gøre og sige. Selv i de sværeste og mest umulige situationer.

Han bruger blandt andet Sisyfos-myten som et eksempel. Denne situation vil for de fleste synes håbløs og som et evigt fængsel. Men Sisyfos accepterede sin skæbne og gjorde sig ingen forestillinger om, at livet skulle indeholde andet end opgaven at fragte stenen til toppen af bjerget – når han var på vej ned for at gentage processen, var han i det øjeblik lige så fri som alle andre. Netop det, at han ikke forventede det perfekte, gjorde, at han ikke kunne straffes af guderne, men gav ham i stedet en form for frisættelse.

På nutidens arbejdsmarked, hvor ord som performance og kom­pe­­tenceudvikling dominerer, ­føler mange sig pressede. Og man kan jo bare tage et kig på statistikkerne over sygemeldinger, deltidsansættelse etc. Men Jakob Holm tror, at man ud over de givne rammer også kunne ændre noget ved at anskue tilværelsen anderledes. Det er nogle gange næsten en kamp om, hvem der har det værst. 

“Det er synd for rigtig mange. Men det er aldrig andres skyld! Det er fralæggelse af ansvar at gøre sig selv til offer. Det er et selvbedrag; du skaber en fortælling for at undgå ansvaret. Men man er fri til at gøre med sit liv, hvad man vil. Det giver noget at acceptere, at vi aldrig når i mål, selvom vi som mennesker stræber efter næste trin. Det er en drivkraft ikke at blive tilfreds og et symbol på vores frie vilje, men det er samtidig også en erkendelse af, at vi ikke er og ikke bliver perfekte. Accepten af livets dynamik kan således hjælpe på opgøret med det perfekte.”

Selvforglemmelse er vejen
Gymnasielærerne har ifølge Jakob Holm en vigtig rolle at spille for de unges dannelse. Lærerne har den fordel, at de i mange tilfælde er drevet af en kærlighed til jobbet og til deres fag. For passionen spiller en afgørende rolle i ‘at finde meningen’ og være lykkelig. Al den snak om work/life-balance er en kunstig søgen efter harmoni. Når man er passioneret, tænker man ikke på balance, og det er der, man er allermest menneske, siger han og uddyber:

“De unge skal lære at være passionerede, for i selvforglemmelsen er du ikke optaget af dig selv. Hvis du er passioneret, er det ikke håbet om succes, der driver dig, men derimod kærligheden til det, du gør. Den passion skal tændes og gøre folk til helstøbte mennesker.”

Jakob Holm langer i Meningen med det hele kraftigt ud efter de sociale medier. Selvom han gerne indrømmer, at han selv har profiler på flere platforme, synes han dybest set ikke, de gør noget godt for os som mennesker. Alt for mange lever nemlig udefra og ind i stedet for indefra og ud. Og ikke mindst er Facebook, ­Instagram og lignende med til at lægge et unødigt åg på de unges skuldre – sammen med i øvrigt velmenende forældre. 

“Vi lægger pres på vores børn ved at fortælle dem, at de er unikke. Det er en bjørnetjeneste, selvom det er med god vilje. Vi skal hellere sige til dem, at de er helt normale. Hvad skal man gøre, hvis man er unik? Det er frisættende ikke at skulle være noget specielt hele tiden. At skulle være unik gør folk handlingslammede,” mener han.

I stedet skulle vi måske være mere ærlige over for hinanden og vores børn og unge, tilføjer han i den efterhånden infernalske larm på The Star Tavern, hvis intime lokaler efterhånden er proppet til bristepunktet, så vi nærmest må råbe til hinanden over den næste pint.

“Vi lever i et samfund, hvor folk jo nærmest skal have en medalje for at møde op! Et af problemerne er, at vi ikke præsenterer børn og unge for smerten og alt det svære i verden. Vi tror, at vi beskytter dem med vores ­tabuer. Men vi skal turde være skrøbelige. ­Livet er besværligt og hårdt. Vi bliver lykkeligere af at acceptere det,” siger Jakob Holm.