Artikel
Politisk skænderi om lukning af VUC på Langeland
Skærmbillede 2019-01-29 kl

Politisk skænderi om lukning af VUC på Langeland

Regeringen bærer en stor del af ansvaret for lukningen af VUC på Langeland, lyder beskyldninger fra politikere. Undervisningsministeren afviser.

Det er sjældent, at Langeland får så meget opmærksomhed på Christiansborg, som øen fik under et åbent samråd i undervisningsudvalget i Folketinget i går.

VUC-afdelingen på Langeland lukker til sommer, og i går eftermiddags var Undervisningsminister Merete Riisager (LA) kaldt i samråd for at svare på en række spørgsmål om lukningen af den lille afdeling på Langeland og om forringelser på VUC generelt.

Oppositionen beskylder regeringen for at have ansvar for, at VUC Fyn har set sig nødsaget til at lukke afdelingen på Langeland dels på grund af presset økonomi og dels fordi, at afdelingen mister kursister, når den nye forberedende grunduddannelse (FGU) åbner til sommer.

“Jeg mener, det er direkte frækt at skyde ansvaret for lukningen af VUC-afdelinger på de lokale bestyrelser. Det er ansvarsforflygtigelse,” lød det fra Trine Bramsen, som er Socialdemokratiets VUC-ordfører.

Merete Riisager påpegede, at VUC er statsligt selvejende institutioner, og at de selv bestemmer, om de lukker eller åbner afdelinger.

“Det er ikke regeringen eller Folketinget, som bestemmer, om afdelinger skal lukke. Jeg har grundlæggende tillid til, at VUC selv kan tilrettelægge deres udbud,” sagde ministeren.

Læs: Lukning af VUC på Langeland: Små afdelinger er pressede

VUC: Ekstra hårdt ramt
Som gymnasieskolen.dk har skrevet om tidligere, mener VUC-sektoren, at de bliver ramt ekstra hårdt i disse år. For det første på grund af omprioriteringsbidraget på to procent om året, men også blandt andet på grund af nedskæringer i fjernundervisning. Desuden har et bredt flertal i Folketinget oprettet den nye ungdomsuddannelse FGU fra sommeren 2019, som betyder, at almen voksenuddannelse for unge under 25 år flyttes fra VUC.

“Omprioriteringsbidraget er benhårde effektiviseringer, og det har været med til at vælte læsset på Langeland. Det betyder, at folk på Langeland får endnu længere til uddannelse, og i forvejen er uddannelsesfrekvensen lav på øen. Det er et hårdt slag for Langeland, og der kan være stribevis af andre VUC-afdelinger, som står til at lukke i fremtiden,” sagde Rasmus Helveg Petersen, som sidder i Folketinget for Radikale Venstre og sammen med Trine Bramsen havde indkaldt til samrådet.

Han efterlyste, at undervisningsministeren vil tage initiativ til at redde små VUC-afdelinger andre steder i landet.

Samme ærinde havde Trine Bramsen, som var i selskab med ikke færre end tre andre socialdemokratiske folketingsmedlemmer til samrådet.

“Omprioriteringsbidraget koster rigtigt meget, og det vil skabe problemer for rigtigt mange VUC-afdelinger i fremtiden,” sagde Trine Bramsen, som understregede, at det er godt for samfundsøkonomien og for den enkelte, at det er muligt at tage uddannelse mange steder i landet.

Alle vidste det kunne koste VUC
Undervisningsminister Merete Riisager pointerede flere gange, at det var et bredt flertal inklusiv Socialdemokratiet, som har været med til at lave aftalen om FGU.

“Vi har alle et fælles ansvar for FGU, og vi vidste også alle sammen, at den kunne få konsekvenser for VUC, og at den kunne koste arbejdspladser på VUC. Jeg køber ikke præmissen om, at omprioriteringsbidraget i sig selv betyder lukning af VUC-afdelinger,” sagde Merete Riisager.

Hun understregede også, at hun godt ved, at det er “benhårdt at effektivisere”. 

60 millioner kroner afsat
Merete Riisager pegede også på, at der i forbindelse med aftalen om FGU blev afsat 60 millioner kroner i perioden 2019-2021 koner til VUC-afdelinger, som i en overgangsperiode kan have ekstraordinære udgifter.

De penge skal ud at arbejde, pointerede undervisningsministeren og sagde, at hun vil indkalde aftalekredsen indenfor en overskuelig fremtid for at drøfte, hvordan pengene kan fordeles.

Trine Bramsen pegede dog på, at de 60 millioner kroner over tre år er et meget lille plaster på såret.

“I den samme periode koster omprioriteringsbidraget over 0,6 milliarder kroner for VUC. Jeg synes ikke, vi kan få et klart svar på, hvordan ministeren vil sikre, at der også i fremtiden vil være uddannelse over hele landet. Fortsætter besparelserne, vil der blive markant længere til VUC flere andre steder i landet,” sagde Trine Bramsen.

Merete Riisager afviste dog, at økonomien er så dårlig, at flere andre VUC-afdelinger står til at lukke. Hun sagde også, at når konjunkturerne er gode, og flere kommer i arbejde, så er der færre kursister og elever, som begynder på VUC.

Hun nævnte også, at regeringen har lagt op til, at der foretages en “temperaturmåling” af udviklingen af institutionsstrukturen, som skal skabe et overblik over uddannelseslandskabet, herunder VUC. Der kom dog på samrådet ikke noget svar på, hvornår denne “temperaturmåling” kommer.

 

Dokumentation: Forringelser for VUC

2016:

  • Omprioriteringsbidraget på to procent indføres.
  • Fjernundervisning bliver beskåret med 20 procent af det ordinære undervisningstaxameter og bygningstaxameteret fjernes.

2017:

  • Tælledagen for elever på HF og Almen Voksenuddannelse (AVU) flyttes, hvilket giver færre taxameterkroner.
  • Taxameteret for undervisning for ordblinde beskæres med 32 procent.  
  • Tilpasning af bygningstaxameter
  • Folketinget vedtager den nye forberedende Grunduddannelse (FGU). De nuværende forberedende uddannelsestilbud  - herunder AVU, ordblindeundervisning og forberedende voksenundervisning for unge under 25 år fjernes fra VUC og samles i kommunalt regi fra 2019.

2018:

  • Højere deltagerbetaling på hf og stx enkeltfagskurser (VUC frygter, det kan betyde fald i aktiviteten). 
  • Højere deltagerbetaling på Gymnasiale Suppleringskurser (GSK).

2019:

  • Den nye forberende grunduddannelse (FGU) fjerner alemne voksenuddannelse (AVU) for unge under 25 år fra VUC.
  • Taksten for fjernundervisning nedsættes yderligere til kun at dække 75 procent af den ordinære undervisningstakst.
  • 37 procent af GSK-aktiviteten skal være fjernundervisning.
  • Erhvervsskoler kan tilbyde dansk og matematik for personer over 25 år.
  •  

Kilde: GL

Listen er opdateret 29. januar

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater