Artikel
Lukning af VUC på Langeland: Små afdelinger er pressede
tomme stole forladt klasselokale

Lukning af VUC på Langeland: Små afdelinger er pressede

Det er svært at drive små VUC-afdelinger med nedskæringer og færre elever, siger rektor og tillidsrepræsentant på VUC Fyn. Afdelingen på Langeland er netop lukket.

VUC har flere gange råbt: ulven kommer! Nedskæringer og færre elever vil koste små VUC-afdelinger i Danmark, sådan har advarslen lydt.

Nu er ulven kommet til Langeland. VUC Fyn har valgt at lukke den lille VUC-afdeling på øen på grund af presset økonomi og færre elever.

For det første bliver der også til næste år skåret ned på VUC. For det andet mister VUC de unge under 25 år, som i dag læser AVU, men som fremover skal over på den nyoprettede Forberedende Grunduddannelse (FGU).

“Det gør mest ondt på de små afdelinger, at vi mister de unge på AVU. Når der samtidig er gentagende besparelser, så er det svært at drive en lille VUC-afdeling,” siger Stig Holmelund Jarbøl, som er rektor på VUC Fyn.

Når der samtidig er gentagende besparelser, så er det svært at drive en lille VUC-afdeling.

Stig Holmelund Jarbøl, rektor
VUC Fyn

Svært med yderligere besparelser
Når afdelingen på Langeland lukker, er der otte afdelinger tilbage på VUC Fyn tilbage. Stig Holmelund Jarbøl siger, at der ikke er planer om at lukke andre afdelinger.

“Men hvis besparelserne fortsætter i de kommende år, så kan de blive svært at opretholde afdelinger i alle otte byer,” siger han.

Han forklarer, at VUC Fyn samlet set skal spare cirka 15 millioner kroner til næste år. Ud over omprioriteringsbidraget bliver der blandt andet også skåret yderligere i fjernundervisning. Og ifølge Stig Holmelund Jarbøl går nedskæringerne forholdsmæssigt mest ud over de små afdelinger.

Han opfordrer politikerne til at prioritere VUC, så andre små afdelinger ikke forsvinder andre steder i landet.

“I næste års finanslov har der været fokus på de små udkantsgymnasier, men der er også behov for at få fokus på de små VUC-afdelinger, som får det svært i de kommende år,” siger Stig Holmelund Jarbøl.

Når den politiske vilje ikke er der til at betale for uddannelse, så er der grænser for, hvad man kan holde i live.

Anders Munch, tillidsrepræsentant
VUC Fyn

Problem for unge på Langeland
Anders Munch er fællestillidsrepræsentant for hf-underviserne på VUC Fyn.

Han fortæller, at det først og fremmest er et problem for de unge på Langeland, at afdelingen lukker. Folkeskolen vil fremover være den eneste uddannelsesinstitution på øen, og de unge skal tage til Svendborg for at læse hf.

“Det er ikke sikkert, at alle unge fra Langeland vil tage til Svendborg for at læse, når der er længere transporttid. Nedskæringer er især et problem for de små VUC-afdelinger. Når den politiske vilje ikke er der til at betale for uddannelse, så er der grænser for, hvad man kan holde i live, siger Anders Munch.

Han er bekymret for de små VUC-afdelinger i Danmark. Både på grund af nedskæringer, men også på grund af at VUC vil miste mange AVU-elever til den nye FGU.

“Når vi mister elever, så går det især ud over de mindre afdelinger, som stadig har en række faste udgifter, der ikke kan skæres på. Flere steder står afdelingerne med tomme lokaler,” siger Anders Munch.

Arbejde i stedet for uddannelse
Ud over at VUC mister elever til FGU i 2019, så er der også generelt færre unge, som opsøger VUC i disse år. Beskæftigelsen i Danmark er nemlig høj, og flere unge tager et ufaglært arbejde i stedet for at uddanne sig.

Lukningen af afdelingen på Langeland koster ikke afskedigelser for de omkring 10 ansatte på afdelingen. De er ansat på VUC Fyn og ikke specifikt på Langeland.

“Lukningen af afdelingen på Langeland er hele VUC Fyn’s problem og ikke bare et problem for de ansatte på Langeland, som bliver overflyttet til andre afdelinger,” siger Anders Munch.

I år og sidste år er der blevet afskediget lærere på VUC Fyn, og Anders Munch frygter også, at det vil ske igen i 2019.

“Kombinationen af besparelser og færre elever betyder nok, at det ikke er realistisk, at alle kan beholde deres job efter sommerferien,” siger Anders Munch.  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater