Artikel
Marianne Jelved: Regeringen har ikke respekt for fagligheden
IMG_2631 2

Marianne Jelved: Regeringen har ikke respekt for fagligheden

Nedskæringer på uddannelse er mangel på respekt for fagligheden, sagde Marianne Jelved fra Radikale til en debat om fagligheden. Debatten kom også til at handle om, der går for mange elever i gymnasiet.

Der skal være plads og fordybelse og tid til, at underviserne kigger eleverne i øjnene.

Sådan definerede undervisningsordfører for det Radikale Venstre, Marianne Jelved, blandt andet kvalitet i uddannelser til et debatmøde på Folkemødet på Bornholm.

Når staten høvler to procent af uddannelse hvert år, så er det ikke respekt for fagligheden.

Marianne Jelved, undervisningsordfører
Radikale Venstre

Og den kvalitet er der mange steder ikke længere plads og råd til, mente hun.

“Når staten høvler to procent af uddannelse hvert år, så er det ikke respekt for fagligheden. Når børn og unge tager uddannelse, så skal der tid og plads til fordybelse. Underviserne skal have tid til at have øjenkontakt med hvert enkelt barn og unge,” sagde Marianne Jelved og henviste til det årlige omprioriteringsbidrag på to procent, som alle uddannelser er ramt af.

Debatten, der var arrangeret af Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS), som blandt andet tæller Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) satte fagligheden på dagsorden, og ordstyrer Clement Kjærsgaard stillede spørgsmålet om, der er respekt for fagligheden?

Bertel Haarder, som er tidligere undervisningsminister og nuværende folketingsmedlem for Venstre erkendte, at den såkaldte grønthøstermetode med nedskæringer på to procent, “selvfølgelig ikke kan fortsætte til evig tid”.

“Det har jeg også sagt før, så det er der ingen grund til at diskutere i dag,” sagde Bertel Haarder og forsøgte at glide af på Marianne Jelveds kritik.

“Men det er jo dig der sidder med magten,” svarede Marianne og henviste til, at Venstre står i spidsen for regeringen.

Bertel Haarder mindede dog salen om, at Danmark aldrig før har brugt så mange penge på uddannelse og forskning.

Gør som i Schweiz
Han ville meget hellere tale om, at Danmark mangler faglærte og får brug for endnu flere i fremtiden.

“Vi skal se på Schweiz, hvor cirka halvdelen af de unge vælger en erhvervsuddannelse, og hvor de unge har mulighed for at læse videre til en videregående uddannelse bagefter,” sagde Bertel Haarder, som gav udtryk for at for mange unge vælger at gå i gymnasiet.

Debatten havde en lang række deltagere og bølgede frem og tilbage og tog mange smutveje rundt i uddannelsessystemet.

Det var dog et gennemgående tema, at uddannelsessystemet lider under nedskæringerne, samtidig med om spørgsmålet om kvalitet kontra kvantitet blev stillet.

Næstformand for Dansk Folkepartis Ungdom Tobias Weische pegede også på, at for mange unge efter hans mening vælger at gå i gymnasiet, og han mente, at der skulle stilles højere krav til eleverne.

“Vi skal have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, og der skal være højere krav for at komme i gymnasiet,” sagde han.

Alle skal have uddannelse
Marianne Jelved var lodret uenig.

“Enhver, som ønsker og kan blive student, skal blive det. Og hvis de så ønsker at blive elektriker bagefter skal de have muligheden for det. De unge skal have flere valgmuligheder, og vores ambition må være at alle får en uddannelse,” sagde Marianne Jelved.

Formand for GL, Annette Nordstrøm Hansen var helt enig i den holdning.

“Vi skal holde op med at diskutere, at for meget uddannelse er en unødig udgift. Der er forskellige veje for unge rundt i uddannelsessystemet, og det skal vi se som en investering. Vi skal have dygtige unge ind på både erhvervsudannelserne og på gymnasierne, og det skal ikke være en kamp mellem de to uddannelser,” sagde Annette Nordstrøm Hansen.

Uddannelserne bløder

Situationen på skolerne er kritisk, og vores uddannelser bløder,

Helene Glundholt, formand
rhvervsskolernes ElevOrganisation

Formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, Helene Glundholt, pegede på, at de økonomiske nedskæringer ikke gør det nemmere at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

“Situationen på skolerne er kritisk, og vores uddannelser bløder. Jeg synes ikke, jeg fik den faglighed jeg skulle have på min uddannelse, og hvis jeg skulle vælge en ungdomsuddannelse i dag, ville jeg gå i gymnasiet,” sagde hun.

Direktør i den borgerlige liberale tænketank CEPOS, Martin Ågerup, pegede også på, at der kommer til at mangle faglærte unge, ifølge ham er der en form for uddannelsessnobberi i Danmark.

“I dag skal man nærmest tage en lang videregående uddannelse for at blive anerkendt for at man kan noget. Der er et kæmpe uddannelsessnobberi i Danmark,” sagde han.

Unge er ikke ludobrikker
Annette Nordstrøm Hansen svarede, at det blandt andet handler om, at gøre erhvervsuddannelserne attraktive, og det bliver ikke nemmere med de nuværende nedskæringer.

“Og så skal vi ikke tro, at de unge er ludobrikker, man kan flytte rundt med, fordi arbejdsmarkedet har brug for det,” sagde hun.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater