Det var, hvad man kunne forvente. Sådan er reaktionen fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) på Undervisningsministeriets undersøgelse, der konkluderer, at ungdomsuddannelserne oplever udfordringer med religion, social kontrol og islamkritik.
“Resultaterne er meget forudsigelige, fordi undersøgelsen var enormt tendentiøs og konstrueret sådan, at den ville få de resultater, som man ønskede,” siger DGS-formand Jens Philip Yazdani til gymnasieskolen.dk.
Han tilføjer:
“Det er et stykke politisk bestillingsarbejde, hvor man vil vise, at der er et generelt problem, selvom det slet ikke er den virkelighed, som vi oplever.”
Muslimhetzende undersøgelse
Undersøgelsen Demokratisk dannelse på ungdomsuddannelserne er udarbejdet af Rambøll på vegne af Undervisningsministeriet. Undersøgelsen satte allerede sindene i kog hos elever, lærere og rektorer, da Undervisningsministeriet i september sidste år sendte spørgeskemaer ud til skolerne. Kritikken gik blandt andet på, at undersøgelsen var ideologisk baseret og udstillede muslimske elever.
Ifølge undersøgelsen har 25 procent af lederne på gymnasieuddannelserne oplevet, at nogle elever ”sætter religiøse værdier højere end det enkelte individs rettigheder og frie valg” og ”ikke tolererer andres holdninger, hvis de går imod egne religiøse værdier”.
23 procent af rektorerne har oplevet, at der ”udøves social kontrol i form af at elever, der ikke følger bestemte regler i islam, ekskluderes fra en gruppe”.
Men det resultat er ifølge DGS ikke retvisende. De beskriver undersøgelsen som ”muslimhetzende og skævvridende” .
“Problemet er, at man ikke har kunnet svare, at det kun drejer sig om få elever, hvis man har oplevet det. Jeg tror, at det måske drejer sig om maksimalt 5-10 elever på et par skoler,” siger Jens Philip Yazdani.
Bekymrede lærere
Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Annette Nordstrøm Hansen, undrer sig også over konklusionerne i undersøgelsen og henviser til, at GL netop har holdt møde med blandt andet rektorer fra flere skoler, hvor en del af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk.
”Vi talte om udfordringerne på de skoler, og skolerne understregede, at problemer med social kontrol eller problemer i forhold til elevernes religiøse baggrund ikke fylder i dagligdagen. Hvis der er enkelte elever, som udtrykker sig antidemokratisk, så skal det selvfølgelig tages alvorligt, men ifølge skolerne er det ikke en hverdag, de kan genkende,” siger Annette Nordstrøm Hansen.
Hun ser med bekymring på, at undersøgelsen kan komme til at skygge for arbejdet med at løse de store udfordringer med skæv elevfordeling på gymnasierne.
Tager afstand for undersøgelse
Heller ikke rektorerne kan genkende billedet, som undersøgelsen tegner.
”Når vi taler med skoler, som har en stor andel af elever, der ikke er etnisk danske, så fremhæver de ikke social kontrol som et stort problem. Det er snarere udfordringer som uddannelsesfremmed baggrund, der er problemet,” siger Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier.
Hun fortæller, at da undersøgelsen blev sendt ud til skolerne, rettede Danske Gymnasier også henvendelse til ministeriet, fordi de oplevede undersøgelsen som tendentiøs.
”Som rektorer er vi loyale embedsmænd, der er vant til at svare på mange af ministeriets undersøgelser, og det er meget usædvanligt, at vi tager afstand fra en undersøgelse, som vi gjorde i den her sammenhæng. Men der har været en stor debat blandt rektorerne,” siger Birgitte Vedersø.
Hun tilføjer:
”Jeg synes ikke, at undersøgelsen afdækker problemer med demokratisk dannelse på ungdomsuddannelserne. Hvis den skal afdække demokratisk dannelse, så skal den tage udgangspunkt i alle former for trusler i forhold til demokratisk dannelse og ikke kun islamisme.”
Venter på anbefalinger
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) ser tilsyneladende anderledes på undersøgelsen og skriver i en pressemeddelelse:
”Det er bekymrende, at en så relativ stor del af lederne på ungdomsuddannelsesinstitutionerne oplever elever med udemokratiske værdier. Resultaterne understreger behovet for, at demokrati og rettigheder i højere grad skal være en del af ungdomsuddannelserne. Derfor ser jeg også frem til at modtage anbefalinger fra det dialogforum for demokratisk dannelse, som jeg har nedsat.”
I maj sidste år nedsatte undervisningsministeren et dialogforum for demokratisk dannelse, som skal komme med anbefalinger til, hvordan demokratisk dannelse kan komme til at spille en større rolle på ungdomsuddannelserne. Dialogforummet forventes at komme med deres anbefalinger i starten af dette år, skriver Undervisningsministeriet.
Kilde Undervisningsministeriet
Kilde: Undervisningsministeriet.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode