Finske forandringer med færre penge

Niklas Kullberg står med sine læsebriller i hånden og kigger ud over klassen. Eleverne sidder og kigger koncentreret ind i deres skærm, mens de besvarer en test om nationaløkonomi.

En elev har tegnet en graf på sin skærm, mens en anden sidder og ser et videoklip fra en nyhedsudsendelse, som indgår i prøven.

Som på andre finske gymnasier er det prøveuge på det svensksprogede Tölö Gymnasium i hovedstaden Helsinki – eller Helsingfors, som byen hedder blandt det svenske mindretal.

Det betyder, at eleverne afslutter deres cirka syv uger lange kurser og får karakterer, inden de går i gang med nye kurser.

Samfundsfagslærer Niklas Kullberg peger på sin egen skærm på den bærbare computer, hvor et nyt program til afholdelse af prøver er åbent.

Han forklarer med dæmpet stemme, at han blandt andet kan se, hvor længe der går imellem, at eleverne skriver noget, og han derfor kan hjælpe, hvis en elev er gået i stå.  

Nye læreplaner
I disse år er undervisningen i de finske gymnasier under forandring, og lærerne oplever både små og store skift og opbrud i arbejdet, alt efter hvilken skole de arbejder på, og hvor i landet den ligger. Større fokus på digitalisering og indførelsen af digitale studentereksamener i 2016 er blot en af forandringerne.

Undervisningsstyrelsen i Finland har indført nye læreplaner med virkning fra 2016. Men da læreplanerne er kommet, samtidig med at den finske stat over flere år har skåret ned på gymnasierne, er det en udfordring at få tid til at arbejde med de nye didaktiske og pædagogiske tiltag.

Det ved man alt om i det nationale finske lærerforbund Opetusalan Ammattijärjestö (OAJ), som ligger få kilometer fra Tölö Gymnasium.

”Med de nye læreplaner skal skolerne have endnu mere fokus på moderne pædagogiske tiltag som digitalisering, formativ evaluering, flere diskussioner i timerne og gruppearbejde. Men med de nedskæringer, som har ramt skolerne, har lærerne mindre tid til den enkelte elev, og derfor anvender mange stadig lidt mere traditionelle måder at undervise på,” forklarer Olavi Arra, som er ekspert i gymnasieuddannelser og uddannelsespolitik i det store finske lærerforbund OAJ.

I 2013 gav staten 6.700 euro i tilskud per finsk gymnasieelev, mens staten i dag bruger 6.000 euro. Pengene går dog til kommunerne, som derefter selv vælger, hvordan de vil prioritere dem, og derfor varierer det, hvor hårdt skolerne er blevet ramt af nedskæringer, forklarer Olavi Arra.

75 karakterer
Mens nedskæringer på uddannelse lyder bekendt for en dansker, er meget andet anderledes i de finske gymnasier i forhold til i Danmark.

Allerede før de nye læreplaner blev indført, var der begyndt at blæse nye didaktiske og pædagogiske vinde i mange finske klasselokaler.

Den traditionelle finske undervisning har groft sagt altid været meget styret af test og karakterer. Et syvugers kursus bliver normalt afsluttet med en skriftlig test, og eleven får derefter en karakter. Det bliver gentaget fem gange i løbet af et skoleår.

De finske elever sidder dermed cirka 75 gange i løbet af deres gymnasietid og besvarer en prøve, som bliver bedømt med en karakter. Og så skal de også op til en skriftlig studentereksamen i fire eller fem fag.

Men gymnasierne bevæger sig langsomt væk fra ”teaching to the test-metoden” og forsøger nu at lægge mere vægt på feedback og formativ evaluering, hvor det ikke bare er karakteren, som er i centrum.

Det tager dog tid at skabe forandringer, forklarer Joakim Häggström, som er vicerektor og selv underviser i matematik på Tölö Gymnasium, da han viser rundt på skolen.

”Traditionelt har vi i Finland haft meget fokus på de akademiske resultater og traditionelle kundskaber og test. Mange lærere er dog begyndt at anvende en anden form for evaluering af eleverne i dag. Vi vil gerne have, at eleverne også får feedback i stedet for kun at få en karakter. Men lærerne har også fået mere travlt, og der stilles for eksempel krav om mere digitalisering, som også tager tid,” siger Joakim Häggström, mens en sporvogn kører forbi uden for vinduet.

Stor frihed
På Tölö Gymnasium og i resten af det finske skolesystem er der en stor frihed. Selv om der er kommet nye læreplaner fra undervisningsstyrelsen, betyder de i sig selv ikke store omvæltninger med det samme.

I modsætning til i Danmark er de centrale læreplaner i Finland blot en ramme. De enkelte kommuner og sågar den enkelte skole kan udforme deres egne læreplaner, som blot skal holde sig inden for rammerne af de nationale læreplaner.

Den frihed fortsætter ude i klasselokalerne, hvor lærerne har stor frihed til at vælge deres egne metoder, forklarer Joakim Häggström.

Der er derfor også forskel på, i hvor høj grad og i hvilket tempo lærerne forandrer deres undervisning i Finland.

I et klasselokale står Michaela Örnmark og underviser i elevernes modersmål svensk. Det er sidste time i et kursus om moderne lyrik og litteratur. På tavlen gennemgår hun eksempler fra essay, som eleverne har skrevet. Der er stille i klassen, og eleverne sidder med blyant og papir og udfylder et skema om, hvordan man skriver et essay.

Michaela Örnmark får blandt andet påpeget nogle grammatiske fejl og misforståelser, og de fleste elever noterer opmærksomt ned. Senere på ugen skal hendes elever have en totimers test, hvor de skal lave en tekstanalyse, og til sidst får de en karakter for kurset.

”Selv om eleverne stadig tager test og får karakterer under kurset, så er undervisningen anderledes nu. Jeg evaluerer eleverne mere under kurserne nu, og der er flere diskussioner i timerne.

Lærerrollen har forandret sig i de senere år i gymnasiet, og vi har mere samarbejde med kollegerne,” siger Michaela Örnmark, da hun efter timen sidder med et par kolleger og fortæller.

Flere opgaver – færre penge
Niklas Kullberg, som underviser i historie og samfundsfag, er enig med sin kollega i, at lærerrollen har forandret sig i de senere år i Finland og stadig gør det.

Den traditionelle undervisning ved tavlen med det formål at forberede eleverne til en test får nu konkurrence af tværfaglighed og samarbejde med kolleger.

”Det er en positiv udvikling, og det er spændende og sjovt at samarbejde med kollegerne om et emne. Men det tager også mere tid at planlægge og samarbejde, og den ekstra tid får vi ikke noget for. Og derfor er vi også lidt forsigtige med at sige ja til for meget grænseløst arbejde,” siger Niklas Kullberg.

I det finske lærerforbund OAJ genkender Olavi Arra godt den problematik. I Finland er der en central aftale, som bestemmer, hvor mange timer lærerne skal undervise for at få en fuldtidsløn.

Undervisningsforpligtelsen, som den hedder, varierer fra fag til fag – en historielærer skal for eksempel undervise mere end en lærer, som underviser i modersmålet finsk eller svensk.

Hvis der kommer flere opgaver ud over undervisningen, så betyder det, at læreren får en længere arbejdsuge.

”Med de nye læreplaner er der også nye pædagogiske tiltag som mere samarbejde, tværfaglighed og øget brug af digitalisering i undervisningen, og det kan være svært at nå for lærerne uden at bruge mere tid. Når der samtidig er færre penge i skolerne, bliver det endnu sværere,” siger Olavi Arra.