Det norske chok er ved at fortage sig

”Det er skuffende. Det er næsten som at komme hjem fra et vinter-OL uden en eneste norsk medalje.”

Sådan sagde den daværende norske undervisningsminister Kristin Clemet en kold decemberdag i 2001, da de første PISA-resultater blev offentliggjort, og Norge ikke havde klaret sig som håbet.

”PISA-chokket” blev det kaldt. Det gør det stadig. Selvom der snart er gået seksten år, siden resultaterne blev præsenteret, så runger braget endnu. For PISA-resultaterne blev startskuddet til en regulær revolution af det norske uddannelsessystem.

Men måske er chokket så småt ved at lægge sig. Nu blæser nye vinde over de norske fjelde.

Kundskabsløftet
PISA-chokket betød, at uddannelsespolitik pludselig blev en central parameter for de politiske partier. Den nytiltrådte borgerlige regering mente, at resultatet af undersøgelsen dokumenterede, at skolen overordnet set var for dårlig.

Svaret var nationale prøver, offentliggørelse af de enkelte skolers karaktergennemsnit og nye læreplaner med fokus på resultater i stedet for læringsprocessen fra grundskole til gymnasium.

Ved starten af skoleåret 2006/2007 trådte det såkaldte kundskabsløfte i kraft. Det var en markant ændring af hele det norske grundskole- og ungdomsuddannelsessystem. For ungdomsuddannelserne betød det blandt andet, at de målbare resultater blev helt centrale.

”Skolen er blevet et prestigeprojekt for politikerne. Siden PISA-chokket har der været meget større konkurrence i uddannelsesvæsnet end tidligere, og skolen er blevet en vigtig politisk markør for partierne,” siger Thom Jambak. Han sidder i hovedbestyrelsen i Utdanningsforbundet, der er fagforening for lærere i både grundskole og på ungdomsuddannelserne.

Han tilføjer:

”Når man ser på indsatsen og de ressourcer, der bliver brugt, så er det ikke lykkedes at få nok ud af det. I stedet giver situationen problemer for lærerne, der for eksempel føler sig pressede til at give karakterer til elever, som de ellers ikke burde have fået,” siger Thom Jambak.

Hovedstaden bag facaden
Efter de store forandringer i det norske uddannelsessystem i midten af nullerne er især Oslo blevet fremhævet af borgerlige politikere som mønstereksemplar på, hvordan skolen bør fungere. En række af byens skoler har nemlig opnået rigtig gode resultater ved de landsdækkende prøver.

Men medaljen har en bagside, mener Simon Malkenes, der ud over at være gymnasielærer i Oslo også er forfatter til debatbogen Bak facaden i Osloskolen. I bogen kritiserer han en række aspekter af de seneste årtiers resultat- og økonomitænkning i uddannelsesvæsnet i den norske hovedstad – der i øvrigt er den største offentlige myndighed i Norge.

”Efter PISA-resultatet i 2001 skete der en omlægning af den norske skole, der resulterede i en nyliberal styring, hvor markedstænkningen dominerer. Alt handler om resultater nu,” siger han og forklarer, at skolerne i Oslo indtil for nylig blev styret efter et meget detaljeret resultatsystem, der talte 273 forskellige indikatorer. Det er i dag reduceret betydeligt.

”Det betyder, at resultatet af en lille del, for eksempel en side ud af 20, i en landsdækkende prøve kan være en af de faktorer, der bliver målt på,” siger Simon Malkenes.

Han mener især, at det er et problem, fordi rektorer i Oslo kan være på hemmelige resultatkontrakter, hvor lønposens størrelse reguleres efter elevernes resultater. Dermed kommer der andre motivationsfaktorer i spil i undervisningen end blot elevernes læring.

Skolevæsnet i Oslo har da også været ramt af en række afsløringer de senere år, hvor elever er blevet udsat for ”generalprøver” før de landsdækkende prøver, og hvor fagligt svage elever er blevet fritaget for prøver for at holde resultaterne oppe.

Derudover er det kommet frem, at nogle rektorers lønninger afhænger af, hvor meget mobning eleverne rapporterer om i trivselsundersøgelser. Sidstnævnte eksempel fik denne kommentar med på vejen af professor Bård Kuvaas, Institutt for

Ledelse og Organisasjon ved Handelshøyskolen BI, i avisen Verdens Gang:

”Det er højst sandsynligt lettere at få mobbestatistikken ned end selve mobningen. I det her system er der desværre en stor og åbenlys risiko for, at du bliver mere optaget af at reducere scoren end af at bekæmpe mobningen.”

Oven i resultatkontrakterne er der frit skolevalg i Oslo. Kombineret med at skolerne får penge per elev, har det store konsekvenser for elevsammensætningen.

”Det har ført til A- og B-skoler, hvor nogle skoler præsterer godt med hovedsageligt hvide middelklassebørn, mens andre skoler hovedsageligt har elever fra lavere socioøkonomiske grupper i samfundet, herunder hovedparten af de unge med anden etnisk baggrund end norsk,” siger forfatteren.

Og det er netop de tendenser, Simon Malkenes kritiserer i sin bog:

”I dag forstærker skolen de sociale forskelle i stedet for at udligne dem. Oslo er en by, der allerede er delt økonomisk mellem det velstående vest og det fattige øst. Selv rektorerne omtaler det i dag som ’brune’ og ’hvide’ skoler.”

Men måske er der lys for enden af tunnelen. Simon Malkenes er i hvert fald forsigtig optimist:

”I 2015 kom der nyt politisk styre i Oslo. De har lovet at arbejde med en række centrale problemstillinger, blandt andet for aktivt at modvirke den segregering, der er sket de seneste årtier. Jeg tror, at det vil lykkes, men det tager lang tid, når så stort et system skal laves om.”

Valg udstikker retningen
Mens nærværende blad er i trykken, går nordmændene til valg. Uddannelsespolitikken er et af de emner, der adskiller de to blokke, selvom forskellene ikke er så store som på andre centrale politikområder.

Valget kan få betydning for, om styrkelsen af ungdomsuddannelserne fremover skal komme fra en øget lærertæthed eller opkvalificering af lærerne. Centrum-venstre-partierne mener, ligesom Utdanningsforbundet, at der bør fastsættes normer for forholdet mellem elevtimer og lærertimer. Blandt de borgerlige partier er fokus i stedet, at lærerne skal opkvalificeres.

Allerede i 2015 blev der introduceret nye, højere krav til lærerne i både grundskole og videregående skole (VGS). Det har der været bred opbakning til, men den praktiske implementering er der ikke enighed om. For beslutningen indebærer nemlig, at lærere, der ikke opfylder kravene, ikke må fortsætte i deres job efter 2025. Samtidig mener Utdanningsforbundet, at det er urimeligt, at lærerne skal bruge deres fritid på opkvalificeringen, som det er nu. Fagforeningen kræver i stedet, at staten finansierer efteruddannelsen.

Derudover kan Norges deltagelse i PISA-undersøgelsen fremadrettet blive genstand for politiske diskussioner igen. To af partierne, der kan komme til at indgå i en centrum-venstre-koalition, mener nemlig, at landet bør udtræde af PISA.
 

Kamp om arbejdstiden
Det er dog ikke kun valget 11. september, der kan påvirke fremtidens skole. Til efteråret skal Utdanningsforbundet diskutere arbejdstid med de kommunale arbejdsgivere.

”New Public Management-modellen har især været hård for VGS-lærerne, der tidligere har haft en forholdsvis stor frihed til at planlægge deres hverdag. Nu føler de sig mere styrede og kontrollerede. Derfor er der brug for en tillidsreform,” siger Thom Jambak fra lærernes fagforening.

Han bakkes op af Solveig Hvidsten Dahl, der er formand for Skolelederforbundet:

”Vi mener, at der i højere grad end i dag bør være tid til samarbejde og fælles planlægning og kompetenceudvikling. Det er også en udfordring, at der hele tiden kommer nye opgaver, uden at der følger ressourcer med. Det giver lærere og ledere en kompleks og krævende arbejdssituation.”

Netop arbejdstidsproblematikkerne har fyldt meget de senere år, fortæller Kristine Nergaard, der er arbejdslivsforsker i forskningsstiftelsen Fafo.

”Arbejdsbyrden og den øgede mængde rapportering er en af problemstillingerne. En anden er den mindskede frihed i arbejdssituationen, og at eleverne har brug for mere krævende opfølgning, fordi flere af dem kommer fra svære baggrunde,” siger hun og fortsætter:

”Tidsrøverne som for eksempel den øgede dokumentation har skabt mere utilfredshed end lønspørgsmålet. Lærerne har en oplevelse af, at der er mindre tid til det pædagogiske arbejde.”

Opgøret ulmer
De kommende samtaler om arbejdstid mellem Utdanningsforbundet og arbejdsgiverne er bare et af mange små tegn på, at et større opgør kan være på vej.

I Oslo er der allerede sket en udrensning i en lang række af de parametre, som skolerne måles på, og fremover bliver de økonomiske ressourcer efter alt at dømme fordelt med et større blik på de sociale skævheder i byen ligesom det sociale taxameter herhjemme.

Men nok så vigtigt, så er den store landsdækkende læreplan, Kundskabsløftet, under revision, og skolens nye ”grundlov” har erstattet de mange detailstyrede læringsmål med brede rammer for dybdegående læring.

Derudover er der nedsat en arbejdsgruppe i det norske undervisningsministerium, der skal se på muligheden for at ændre VGS helt fra bunden. Den skal blandt andet kortlægge, om ungdomsuddannelsen tilgodeser erhvervslivets behov, men også om den fremmer lærelyst og motivation hos eleverne.

Med Thom Jambaks ord:

”Vi kan mærke, at der er en bevægelse i gang, når det gælder New Public Management. Det går langsomt, og vi er bagud, men det flytter sig.”