Fransk lærer i Danmark: Her er stor tillid mellem lærere og elever

Den franske gymnasielærer Nathalie Agani tøver ikke med at bruge ordet chok om at komme ind i en franskklasse på et dansk gymnasium.

“Da jeg kom ind i klassen, var nogle af eleverne på Facebook, andre småsludrede og på gangene sad elever og spiste. Jeg var virkelig overrasket over den måde, de danske elever kan komme og gå i klassen, tale sammen, surfe på andre sider end den, de burde i forhold til undervisningen. Det er utænkeligt i det franske system. Vi arbejder meget forskelligt,” siger Nathalie Agani.

Episoden er fra sidste år, hvor Nathalie Agani fulgte nogle fransktimer på Gefion Gymnasium i København. Hun gjorde det af ren nysgerrighed. Nathalie Agani har boet i København i et år nu, er uddannet i fransk fra universitetet i Montpellier og underviser i fransk på den franske skole på Frederiksberg i secondaire, hvilket svarer til 1. g og i litteratur i lycée, hvilket svarer til gymnasiet.

En elev er et menneske
En af grundene til, at hun flyttede til Danmark, er det danske syn på børn og forholdet mellem lærer og elev. Nathalie Agani havde læst om dansk pædagogik og var interesseret i at vide mere.

“Nu hvor jeg har boet her i et år, vil jeg sige, at det i praksis går endnu videre, end hvad jeg havde læst og set i reportager. Der er en stor, grundlæggende tillid mellem børn og voksne, og mellem lærer og elev. Et barn bliver set som et menneske. Den imødekommenhed er meget sympatisk, og der har vi virkelig noget at lære i Frankrig. Dér er der en større barriere mellem lærer og elev og mellem børn og voksne,” siger Nathalie Agani.

Hun kan tage sig i at blive helt foruroliget over, hvor meget tillid hun oplever.

“Man låser for eksempel ikke hoveddøren til skolen! Det skulle jeg virkelig vænne mig til.  I Frankrig lader man ikke børnene ude af syne, men det har også noget at gøre med, at man har ansvaret for dem, mens de er i skole. Selv i gymnasiet. Jeg har oplevet, at vi fik besøg af danske elever på den franske skole, og der var jeg overrasket over, at de kom og gik selv. Det ligger ikke i den franske kultur at gøre sådan,” siger Nathalie Agani.

35 elever i en fransk gymnasieklasse
Tilliden mellem lærer og elev har Nathalie Agani også set udmønte sig i måden at lave gruppearbejde på, da hun besøgte Gefion.

“Det har lært mig meget at se, at man ikke nødvendigvis behøver at overvåge grupperne, når de sidder og arbejder. Det åbner jo op for mange flere muligheder, hvis man ikke skal det. Det er også mit indtryk, at de danske elever opholder sig langt mindre i klasserne. De virker mindre stressede. I Frankrig er der typisk cirka 35 elever i en gymnasieklasse, og det er klart, at det gør en forskel. Man kan ikke lave det samme arbejde med så mange elever i klassen,” siger Nathalie Agani.

En anden klar forskel er brugen af test, oplever Nathalie Agani.

“En dansk gymnasielærer fortalte mig, at hun var begyndt at bruge test. Men det var et par om året. I det franske system er det typisk at gøre det flere gange om måneden. Jeg bruger det også selv en del. Særligt i de mindre klasser, fordi jeg på den måde kan se, hvordan jeg bedst kan støtte den enkelte elev,” siger Nathalie Agani.

Hjælp til at overgå sig selv
Om hun så foretrækker den danske måde at undervise på ? Ikke ubetinget.

“Jeg vil ikke sige, at jeg foretrækker den ene måde frem for den anden, for der er fordele og ulemper ved begge måder. Det handler nok snarere om, hvad man befinder sig bedst med som lærer. Det samme med eleverne. Som underviser foretrækker jeg den danske måde. Jeg kan lide imødekommenheden over for eleven, og at eleven gerne må tage ordet og ytre sig. Til gengæld er der i Frankrig en bestræbelse på hele tiden at dygtiggøre eleven. Man forlanger meget af eleverne, måske for meget. De har virkelig mange lektier for, men det giver dem også mulighed for at opdage meget nyt. Den litteratur, de ikke kendte i forvejen for eksempel. Der er en vilje til at hjælpe barnet til at overgå sig selv. Jeg kender ikke nok til det danske system til at sige, om det også gælder her.”

Nathalie Agani og hendes mand føler, at de er blevet godt taget imod i Danmark. De er ved at lære dansk og har sat deres datter i en dansk børnehave, så hun også kan lære sproget.

“Jeg har det stadig, som om jeg er på ferie. Jeg cykler rundt, og jeg føler mig ikke stresset i København. Jeg føler, jeg er i sikkerhed. Det, jeg også godt kan lide her, udover pædagogikken, er de ritualer og festligheder på skolen, der knytter sig til årstiderne og højtiderne. Fastelavn for eksempel og markeringen af julemåneden. Set udefra giver det mig indtryk af at tilhøre et fællesskab.”