Artikel
GL: Grundforløbet skal alligevel bevares
image

GL: Grundforløbet skal alligevel bevares

Hovedbestyrelsens debatoplæg om at afskaffe grundforløbet mødte modstand på repræsentantskabsmødet og bliver ikke officiel GL-politik.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

GL mener, at grundforløbet skal bevares. Det blev et af resultaterne af repræsentantskabets debat om GL's politik i forhold til regeringens kommende serviceeftersyn.

Grundforløbet har været diskuteret blandt politikere, og i et nyt debatoplæg har GL's hovedbestyrelse argumenteret for at anbefale de politiske partier at afskaffe grundforløbet.

Da GL's repræsentantskab diskuterede debatoplægget viste det sig hurtigt, at det er et stort ønske fra flere tillidsrepræsentanter at bevare grundforløbet.

Helle Risvig Nielsen, tillidsrepræsentant på Silkeborg Gymnasium, argumenterede for, at eleverne først møder nogle af fagene, når de begynder i gymnasiet, og derfor har grundforløbet en stor værdi.

Som hun sagde: "Vi må ikke lade eleverne sejle deres egen sø."
Det vil ske, hvis eleverne skal begynde på en studieretning fra dag ét og ikke på et grundforløb, mener hun.

Egon Kristensen, som er tillidrepræsentant fra Ikast Brande Gymnasium, opfordrede også til at bevare grundforløbet:

"Det er en god måde at lade eleverne snuse til fagene på. Det har været en stor succes på mange skoler," som han sagde.

Bjarne Ove Hansen, som er tillidsrepræsentant på EUC Nordvestsjælland sagde også, at det ville være et stort problem, hvis elever på erhvervsgymnasier skal vælge studieretninger med specielle fag som international erhvervsøkonomi uden at have grundforløbet til at prøve fagene af først.

Skæv arbejdsbelastning
Formand for GL's uddannelsesudvalg Sigrid Jørgensen og resten af hovedbestyrelsen havde blandt andet argumenteret for afskaffelsen af grundforløbet med, at flere skoler alligevel ikke bruger grundforløbet, som det var tænkt med gymnasiereformen. Nemlig som et forløb, hvor eleverne kan prøve fagene af, inden de vælger deres studieretning.

I debatten nævnte Sigrid Jørgensen også, at grundforløbet er med til at give en skæv arbejdsbelastning for nogle lærere.

Selv om de fleste i salen var enige om, at grundforløbet ikke fungerer optimalt, valgte GL's hovedbestyrelse at trække forslaget om at afskaffe grundforløbet, inden det blev sendt til afstemning i repræsentantskabet.

Debatoplæg til politikerne
Debatoplægget er et indspark til de forhandlinger, som regeringen og gymnasieforligspartierne i Folketinget snart skal have om serviceeftersynet af gymnasiet. Her kan netop grundforløbet godt blive en del af debatten. Blandt andet har Gymnasieskolernes Rektorforening meldt ud, at foreningen støtter en afskaffelse af grundforløbet.

Repræsentantskabet skulle stemme om i alt 9 punkter, som skal udgøre GL's officielle politik om serviceeftersynet af gymnaniserne. Punkterne var en del af det debatindlæg, der tidligere var blevet udsendt af hovedbestyrelsen blandt andet sammen med Gymnasieskolen.

Fremtidens studieretninger
Et af punkterne fra hovedbestyrelsens debatoplæg er, at studieretninger skal sammensættes, så de giver adgang til relevante videregående uddannelser.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at flere politikere har argumenteret for at stramme op på  studieretninger og blandt andet afskaffe ABC-studieretninger.
Hovedbestyrelsen mener, derimod at det er vigtigere, at skolerne sammensætter studieretningerne, så de direkte giver adgang til relevante videregående uddannelser.

Repræsentantskabet stemte dog dette forslag ned.

Tillidsrepræsentant Jesper Kristiansen fra Næstved Gymnasium & HF argumenterede imod, at GL skal have en politik, som kan resultere i en ensretning af studieretninger.
Han er bange for, at det kunne gå ud over små valgfag.

Derudover blev resten af hovedbestyrelsens forslag vedtaget. Se faktaboksen til højre.

NV til afstemning
Tillidsrepræsentant på Tårnby Gymnasium og HF Lisbeth Dorthea Reitzel fremlagde et forslag om at afskaffe det naturvidenskabelige grundforløb (NV) til afstemning. Det fik dog ikke opbakning fra repræsentantskabet.

 

GL's politik i forhold til regeringens serviceeftersyn vedtaget på GL's repræsentantskabsmøde.

  • Alle der har forudsætningerne, viljen og lysten til at lære og fordybe sig skal have mulighed for at gå i gymnasiet.
  • De grundlæggende profiler i stx, hf, hhx og htx skal styrkes.
  • Eux merkantil skal have en tydeligere profil der adskiller sig fra hhx’s profil.
  • Skolerne skal forpligtes til at screene eleverne i udvalgte fag. På baggrund af screeningerne iværksætter skolerne relevante tilbud til eleverne om en målrettet indsats, for eksempellæsevejledning og turbokurser i ud- valgte fag eller fagelementer.
  • Obligatorisk matematik på B-niveau er ikke løsningen.
  • Den formative evaluering skal styrkes. Den summative evaluering skal udvikles, så alle krævede kompetencer evalueres. Validiteten og elevernes udbytte af de summative evalueringer skal øges. Det nuværende antal eksamensbegivenheder fastholdes.
  • Skolerne skal planlægge skoleåret bedre, så elevers og læreres arbejdsbelastning udjævnes.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater