Hvorfor er der så mange diamanter i Sierra Leones undergrund? Hvordan udvinder man dem? Og hvordan sikrer man, at minedriften er bæredygtig? Dette er nogle af de emner, Operation Dagsværk har tiltænkt undervisningen i naturgeografi i dette års kampagne. Dette års sekretariat af frivillige unge har udviklet undervisningsmateriale til naturgeografi, samfundsfag, historie, engelsk og til et AT-forløb.
Undervisningsmateriale skaber identifikation
En af intentionerne med årets kampagne er skabe oplysning og information og at få danske unge til at identificere sig med de unge i Sierra Leone. Det vil Operation Dagsværk gøre gennem forskelligt undervisningsmateriale, som kan bruges i undervisningen på skolerne.
”Vi har rejst rundt i Sierre Leone i tre uger. På rejsen fik vi inspiration til hvilke temaer, vi ville lave undervisningsmateriale om og hvilke fag, det skulle være til. Det er vigtigt for os, at vores undervisningsmateriale passer ind i undervisningsplanerne,” siger Else Kettel Jacobsen, der er sekretariatsfrivillig i Operation Dagsværk.
Under udviklingen af undervisningsmaterialerne går Operation Dagsværk meget op i, at der er tyngde i undervisningsmaterialet, og at gymnasieeleverne kan relatere til kilderne.
”Vi har brugt en del kilder, som vi selv har mødt, da vi rejste rundt i Sierra Leone. Vi håber, det kan motivere eleverne endnu mere, når de kan fornemme de mennesker, kampagnen skal hjælpe,” siger Else Kettel Jacobsen.
Sparring med gymnasielærere
For at sikre sig, at undervisningsmaterialet passer til pensum i de enkelte fag, har sekretariatet løbende sparret med gymnasielærere.
”Vi har trukket på vores egne erfaringer, fra da vi gik i gymnasiet, og så har vi kontaktet nogle af vores gamle gymnasielærere for at få hjælp og feedback,” siger Stephanie Mortensen, der også er sekretariatsfrivillig i Operation Dagsværk.
Samtidig benytter Operation Dagsværk sig også af eksperter inden for de konkrete fag. På den måde vil de opnå deres hovedmål, nemlig at oplyse gymnasieeleverne, få dem til at tage stilling og derefter handle.
”Operation Dagsværk-grupperne på de enkelte gymnasier gør et stort arbejde. En af deres opgaver er at få motiveret lærerne på deres skole til at anvende undervisningsmaterialet,” siger Sarah Lund Andersen, kampagneleder i Operation Dagsværk.
Operation Dagsværks erfaring er, at undervisningsmaterialet de forrige år har været meget brugt, og Operation Dagsværk har fået positiv feedback på det fra lærere.
Feedbacken får Operation Dagsværk blandt andet under lærerseminarer, som de afholder. I år er der lærerseminarer i maj og august, hvor lærerne kan arbejde med undervisningsmaterialerne og sparre med hinanden.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode