Du er her
Debatindlæg |
01. feb 2017

Feedback er en krævende dialog – der koster penge

Feedback tager tid. Og den investering er vi nødt til at foretage. Udfordringen er så blot også at kunne kræve deltagelse fra de studerende.

Af: Redaktionen

Anne Smedegaard påpeger over for Gymnasieskolen, at feedback og velfungerende skriveværksteder på gymnasierne er ressourcekrævende. Det gør hun i kølvandet på sin ph.d.-afhandling, der er blevet debatteret i pressen de seneste uger og som viser, at de svage elever mangler konstruktiv feedback.

Læs: Forsker efter kritik: Bedre feedback koster tid og penge

Vi oplever også, at flere og flere studerende efterspørger mere feedback fra deres undervisere. Med god grund, for feedback er helt afgørende for læreprocessen. Feedback kan gives på projekter, opgaver, mundtlige eksamenspræstationer, men også i selve undervisningen som en del af den dialog, der foregår. Men den stiller krav til de studerende.

Feedback er både positiv tilbagemelding på faglig aktivitet og påpegning af fejl og misforståelser. For at de studerende kan orientere sig fagligt, er det nødvendigt, at de bliver klar over, hvad der er fagligt rigtigt og forkert, hvad der er godt og skidt. Den klassiske autoritære undervisningskultur var fyldt med korrektioner af elevers og studerendes præstationer. De kunne være konstruktive, men kunne også være nedladende og personligt fornærmende, som fx den praksis lektor Blomme udøvede i Scherfigs Det forsømte Forår. Der er næppe nogen, der ønsker den undervisningskultur tilbage, og lektor Blommes praksis er i dag utænkelig.

Men spørgsmålet er, om relationen mellem underviser og studerende og de studerende indbyrdes har fået en sådan karakter, at de faglige korrektioner opleves som så ubehagelige, at man hellere vil undgå feedback i undervisningen, selv om den udelukkende forholder sig til det faglige. Når vi observerer undervisning, kan vi af og til få indtryk af, at mange studerende vægrer sig ved at deltage i den faglige dialog. Men netop deltagelsen er forudsætningen for at få feedback, og derfor kan feedback være forbundet med udfordringer i en ungdomskultur – og med et karaktersystem – hvor det handler om ikke at udstille sine fejl. Hvis feedback skal være en del af den daglige dialog i undervisningsrummet, er det derfor afgørende, at der opbygges tillid og tryghed mellem undervisere og deltagere og mellem deltagerne indbyrdes, så det bliver muligt at fremføre kritik på et fagligt grundlag, der ikke opleves personligt stødende. Vi må desværre konstatere, at mange undervisere er glade, hvis blot der er nogle af de studerende, der vil deltage i dialogen i undervisningen, og de undlader derfor at kommentere kvaliteten af de input, der kommer. Fagligt svage input bliver derfor ofte hverken korrigeret eller vurderet, og de studerende kan risikere at få en opfattelse af, at alting kan bruges i den faglige diskussion.

En sådan opfattelse kan blive bragt videre til eksamensbordet. Og her vil hammeren så falde. Men måske vil en eventuel dårlig eksamenspræstation kun blive markeret ved en dårlig eksamenskarakter. 

Feedback giver bedst udbytte, hvis den bliver brugt og diskuteret.  Feedback får først og fremmest effekt, når den indbefatter opfølgning fra de studerende, som modtager den. Når opgaver skrives om, fejl rettes, tekster genlæses. Feedback kan også gives elektronisk på quizzer, i forbindelse med undervisningen og ved multiple choice-eksaminer.  

Men feedback tager tid. Og den investering er vi nødt til at foretage. Udfordringen er så blot også at kunne kræve deltagelse fra de studerende. De studerende bør være indstillet på både at udstille styrker og svagheder, og undervisere skal i undervisningen give plads til, at de studerende kan vurdere hinanden fagligt. Universiteternes ledelser skal afsætte ressourcer til både at udvikle kulturen og til at feedback udgør en del af den undervisning, der normsættes. Endelig må der åbnes for en lempelse af eksamenssystemet, så det bliver muligt i begrænset omfang at etablere prøveformer, der ikke er underkastet det omkostningsfulde eksamenssystem med regler om syge- omprøver, klageadgang, censur osv. og hvis formål er at styrke de studerendes læreproces fremfor at fungere som kontrol. Den fælles udfordring for gymnasieskolen og universiteterne er at skabe et klima for læring og dialog, ikke løbende kontrol og præstation.

Hanne Leth Andersen, rektor ved RUC og professor i universitetspædagogik, og Jens Tofteskov, chefkonsulent på Teaching & Learning, CBS.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer