Vi bruger ofte frokostpausen til arbejde

Jesper Thrane og Lise Daugaard vurderer, at halvdelen af deres forkostpauser går med møder og faglig snak og den anden halvdel med hyggesnak og afkobling.

Lærerne på Christianshavns Gymnasium bruger ofte en del af frokostpausen på møder og faglig snak. De ryster derfor på hovedet af Finansministeriets angreb på den betalte frokostpause.

Klokken er et par minutter over halv tolv, og lydniveauet stiger væsentligt på det lille lærerværelse på Christianshavns Gymnasium i København.

Rugbrødsklemmer bliver pakket ud af sølvpapir, og bøtter med salater tages frem. Frokostpausen er begyndt.

Tre lærere sidder og snakker og udfylder et stykke papir, som skal bruges til en udredning af en elev med ADHD.  

Et par pladser derfra sidder lærerne Jesper Thrane og Lise Daugaard.

“Jeg tror, cirka halvdelen af vores frokostpauser bruges til arbejde. Det er næsten umuligt at få fem mennesker til at mødes på andre tidspunkter end i frokostpausen, og derfor går nogle pauser med møder,” siger Jesper Thrane, mens han slår hul på skallen af sit medbragte æg.

Lise Daugaard nikker og hælder en rødebedesalat med kylling ud på en tallerken.

“Der er sjældent en frokostpause, uden vi spørger hinanden om noget fagligt,” siger hun og tilføjer, at lærerne forsøger at respektere over for hinanden, at pausen også skal være en pause, og at man ikke konstant booker møder.

“Vi er hele tiden på, og derfor har vi også brug for at koble af og hyggesnakke,” siger hun.

Finansministeriet angriber frokostpausen
Frokostpausen er lige pludselig blevet et varmt emne for gymnasielærerne og andre ansatte i staten.

Finansministeriet lægger op til, at de statslige arbejdspladser kan inddrage medarbejdernes betalte frokostpause. Det vil reelt sige, at arbejdstiden for statsansatte kan blive sat op til 39,5 timer om ugen.  

Læs: Finansministeriet vil fjerne den betalte frokostpause

Mangel på respekt
Jesper Thrane og Lise Daugaard ser lidt opgivende ud, mens de snakker om Finansministeriets udspil. Reelt set ville det betyde, at lærerne ville få en længere arbejdsuge.

Jesper Thrane kalder det at fodre hunden med sin egen hale og mener, idéen er udtryk for mangel på respekt for de ansatte.

Lise Daugaard forestiller sig, at medarbejderne på arbejdspladserne ville blive meget bogstavelige i forhold til at holde frokostpauser uden faglig snak og møder.

“Det er klart, at folk ville blive mere firkantede og holde fast i, at de havde 30 minutters pause, hvor de ikke var til rådighed. Det ville betyde, at det ville være sværere at udføre vores job, hvis vi ikke længere kunne ordne faglige spørgsmål i frokostpausen,” siger Lise Daugaard.

Jesper Thrane nikker og tilføjer, at man på skolen skulle opfinde nye tidspunkter og måder, hvor lærerne kunne mødes på.

I den ene ende af lærerværelset står en mindre sofagruppe, hvor en lærer sidder og spiser en klapsammenmad og læser en avis. I de bløde møbler er der en stiltiende aftale om, at man har helle for faglig snak, forklarer lærerne.

“Det er i virkeligheden ikke optimalt at holde møder i frokostpausen, og jeg tror heller ikke, det er godt for fordøjelsen. Men det er svært at undgå i en travl hverdag,” siger Jesper Thrane.

På bordet ligger sammenkrøllet stanniol, og tallerkenerne er tomme. Klokken er tolv, og lærerne rejser sig op, og kort tid efter er snakken på lærerværelset forstummet.