Verdens bedste job forpligter

Sidste år ved denne tid skrev jeg et blogindlæg med titlen ”Verdens bedste job”. Jeg synes stadig, at jeg har verdens bedste job, for det er et kæmpe privilegium at undervise unge mennesker. Men det er også et privilegium, der forpligter, for vi møder de unge i en sårbar periode i deres liv. Det kommer dette blogindlæg til at handle om.

Et par dage efter dimission modtog jeg, en række af mine kolleger og ledelsen på min skole et brev fra en elev, der netop var blevet student. Brevet indeholdt flere relevante, indsigtsgivende og tankevækkende pointer om, hvordan hun – men også en række andre elever, som hun havde talt med – havde oplevet deres gymnasietid. Og pointerne fortjener bredere udbredelse. Jeg kan ikke komme omkring dem alle her, men vil prøve at gribe fat i især én væsentlig pointe, eller rettere problemstilling. Den handler om, hvordan vi som lærere ser vores elever. Eller nok rettere om, at en del eller mange af os lidt for ofte ikke ser vores elever – eller i hvert fald ikke ser dem godt nok.

Den pågældende elev skriver i sit brev om en ungdom, som er præget af “angst, spiseforstyrrelser og depression”. Det lyder voldsomt, og det er muligvis at sætte det hele lidt på spidsen, for det er selvfølgelig langt fra alle unge i dag og alle unge i gymnasiet, der har det så svært. Omvendt tror jeg sådan set, at de fleste af os oplever, at flere og flere af de unge, vi underviser, har problemer. Problemer, som påvirker deres evne til at gå i skole. Vi ser med andre ord en del af de problemer, vores elever har. Men viser vi også vores elever, at vi ser deres problemer? Og reagerer vi på dem? Man kunne selvfølgelig også spørge: Bør vi reagere på dem? Eller: Er vi forpligtede til at reagere på dem? For mig at se kan svaret ikke være andet end: Ja! Eleven skriver videre i sit brev: ”I har med sårbare unge at gøre. I bærer et ansvar.” Hun har ret. Hvori det ansvar så består, og hvordan vi mere konkret bør reagere, kan vi sagtens diskutere, men ansvaret kan og må vi ikke lægge fra os.

Brevet indeholder også eksempler, der viser, at vi ofte kan være i tvivl om, hvordan vi løfter det ansvar, og også eksempler, som desværre viser, at vi ikke altid får løftet det ansvar tilstrækkeligt. I brevet fortælles der bl.a. om en elev, der i en periode tydeligvis havde det rigtig svært. Tilsyneladende (og jeg skriver tilsyneladende, fordi det her kun er brevskriverens opfattelse af situationen, der bliver gengivet) spurgte ingen ind til det, selv om flere havde bemærket det.  Da eleven til sidst selv fortalte om sine problemer, var reaktionen, at man havde frygtet, at noget var helt galt. Men som der står i brevet, så er det ikke nok, at vi frygter – at vi med andre ord har opdaget, at noget er galt. Vi bør også handle. Og jeg skriver vi, for det her gælder os alle. Det er vigtigt for mig at understrege, at det her på ingen måde må læses som en kritik af mine egne kolleger. Jeg tror nemlig ikke, at ret mange af os kan sige os fri for at have stået i lignende situationer, hvor vi ikke har reageret, selv om vi godt vidste, at noget var galt. Eller hvor vi måske først har handlet efter et stykke tid. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv har… Og mon ikke også flere af os kan komme i tanke om situationer, hvor vi på lærerværelset har talt om elever med problemer uden faktisk at følge disse samtaler op med handling?

Brevet nævner også andre eksempler på, hvor lidt vi indimellem ser, opdager eller reagerer på som undervisere: Disharmoni og dårlig trivsel i en klasse, usunde hierarkiske strukturer på skolen i forholdet mellem 1.g’ere og 3.g’ere, et festudvalg og fester med en kultur præget lidt for meget af druk eller en grænseoverskridende seksualisering, mobning på skrift i årets blå bøger, osv., osv. Alt sammen eksempler, som helt sikkert ikke kun kan findes på mit eget gymnasium, men på mange – om vi så ønsker at se det i øjnene eller ej. Og ikke mindst eksempler, som vi hele tiden skal forholde os til og reagere på.

Man kunne selvfølgelig vælge at sige, at eleven bag det omtalte brev har haft for høje forventninger til os. At hun har haft en lidt for naiv forestilling om, hvor meget vi som gymnasielærere skal gøre og kunne. Det vil nogle måske mene. Jeg er ikke enig. Tværtimod er det min erfaring, at vi (herunder også jeg selv) lidt for ofte ikke er opmærksomme nok i forhold til vores elever – vi ser eller reagerer ikke i tilstrækkelig høj grad, når vores elever har det svært. Det er ikke af ond vilje, at vi ikke gør det, og jeg er sikker på, at mange af os føler, at vi som gymnasielærere ikke har overskud til ret meget andet end at passe den daglige undervisning i en tid, hvor netop tiden bliver mere og mere knap. Men måske behøver det ikke nødvendigvis at være mere tidskrævende eller kræve et særligt blik eller særligt overskud at være mere opmærksom på, hvordan vores elever har det. Det handler om at skifte fokus eller måske ændre syn på vores elever. Vi skal ikke nøjes med at forholde os til vores elever som nogle, vi underviser (så hvis vi ellers har styr på vores undervisning, så kan man ikke forlange mere af os). Vi bliver i langt højere grad - og især i disse år, hvor flere og flere elever har det vanskeligt - nødt til også at agere som mennesker og ikke mindst se vores elever som mennesker - ikke kun som elever. Det vil sige, at vi må forpligte os på også at lægge mærke til, hvordan vores elever har det, for hvis vi vil skabe plads til den gode læring, så kræver det, at der rent faktisk er plads til den gode læring - og det er der ikke, hvis man har det dårligt.

Det brev, jeg har refereret fra ovenfor, er et udtryk for, hvordan én elev har oplevet sin gymnasietid. Andre elever er mere positive, mindre kritiske, og heldigvis er der jo mange af vores elever, der går gennem deres gymnasietid uden at møde store vanskeligheder. Det er selvfølgelig rigtig fint, men jeg synes ikke desto mindre, at det er vigtigt at lytte til pointerne i brevet. For eleven bag brevet repræsenterer en vigtig elevstemme.

Brevet ramte mig af flere grunde, men bl.a. fordi det fulgte efter en anden oplevelse, som skriver sig ind i ovenstående problemstilling. I juni havde jeg besøg af to tidligere elever – to skønne piger, som jeg havde fornøjelsen af at undervise for nogle år siden. Elever, som jeg dengang syntes, at jeg havde et rigtig godt forhold til. Men den aften i juni, hvor de var på besøg, måtte jeg indse, at jeg måske ikke havde været helt så tæt på dem – eller rettere, at jeg ikke havde været helt så opmærksom på dem – som jeg kunne ønske. Den aften kom det nemlig frem, at den ene af pigerne i sine år på gymnasiet havde levet i et voldeligt forhold. I de år havde hun både været udsat for fysisk og psykisk vold. Jeg blev så ked af at høre, at hun havde gennemlevet det i de år, uden at nogen af os havde været klar over det. Endnu mere ked af det, blev jeg, da jeg fandt ud af, at nogen måske faktisk havde opdaget, at noget ikke var i orden, men ikke havde reageret tilstrækkeligt. Der havde været episoder, der viste, at hendes kæreste ikke behandlede hende ordentligt – episoder, som havde fremkaldt en reaktion lige, da de stod på. Men der var ikke blevet fulgt op på disse episoder. Man kan så spørge: Hvordan skulle der have været fulgt op? Hvordan skulle der have været reageret? Ifølge min tidligere elev kunne det såmænd i første omgang have været klaret med, at nogle i de efterfølgende dage havde spurgt hende, om hun var ok. At nogle havde reageret og fulgt op i stedet for at lade som ingenting. Bare et enkelt spørgsmål. Mere skulle der ikke nødvendigvis til lige der. For det ene spørgsmål ville have bestyrket hende i, at der faktisk var noget, der ikke var ok – ja, at der faktisk var noget, som var så lidt ok, at andre bemærkede det. Og det er jo der, det kommer ind det med at se vores elever. Og vise dem, at vi i ser dem ved også at reagere. Jeg har selv ofte haft svært ved at finde ud af, hvornår man skulle reagere på noget, når man hos elever fornemmede, at noget ikke var helt godt. Men egentlig er det vel ganske simpelt; vi skal ALTID reagere. Ikke at vi kan eller skal løse elevernes problemer. Det skal vi på ingen måde, for det er vi ikke klædt på til, men vi skal vise, at vi ser, når vores elever har det svært. For det kan være et første skridt på vejen til at få den rette hjælp.

Med det i baghovedet vil jeg tage fat på et nyt skoleår, som jeg håber byder på masser af glade og tilfredse elever – men som forhåbentlig også byder på et blik for de elever, der har det svært.

Blogindlægget er ændret den 20. august 2020 efter forfatterens ønske.