Ungdomsforsker: ”Er man ikke i en gruppe, er man fucked!”

Gymnasierne skal gøre alt, hvad de kan for at styrke fællesskabet blandt eleverne – både i og uden for klasserummet.

Det mener ungdomsforsker og professor Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

”Vi skal tænke i fællesskaber, så vi tager luften ud af det meget individualiserede og præstationsprægede samfund, der er i dag. Det er afgørende for at rykke ved den stigende mistrivsel blandt unge,” siger han.

Flere danskere mistrives – det gælder især de unge, viser rapporten Den Nationale Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort.

Størst er mistrivslen blandt unge kvinder mellem 16 og 24 år, hvor hver tredje scorer lavt på den mentale helbredsskala og for eksempel oplever ensomhed og angst, mens over halvdelen har et højt stressniveau. Hos mænd i samme aldersgruppe har hver femte et dårligt mentalt helbred og hver tredje et højt stressniveau. Der er sket en stigning siden 2017, hvor undersøgelsen sidst blev gennemført.

Mange gymnasier har allerede i dag et stort fokus på elevtrivsel, klassekultur og fællesskab. Og selvom det altså ikke umiddelbart kan ses i tallene, er det den helt rigtige vej at gå, mener Niels Ulrik Sørensen.

Fra forskningen ved man at det at have et tilhørsforhold til en gruppe er afgørende for at trives, understreger han.

”Mange gymnasielærere gør allerede enormt meget for, at eleverne skal trives. De har virkelig blik for, at ingen skal være udenfor. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de altid lykkes med at gøre tingene på den rigtige måde.”

Større pres
Flere undersøgelser har i de seneste år vist, at mange gymnasieelever – især piger – føler sig pressede, og at stress og mistrivsel præger en voksende del af nutidens ungdomsgeneration. Mange føler, at de skal præstere på alle arenaer. De skal være målrettede, score høje karakterer, se godt ud, have mange venner og gå til de rigtige fester.

De nye tal kommer derfor ikke bag på Niels Ulrik Sørensen, men derfor gør de indtryk alligevel.

”Den udbredte mistrivsel er kommet forholdsvist hurtigt, så det må skyldes noget strukturelt og kulturelt i vores samfund – ikke noget genetisk.”

Han er ikke i tvivl om, at de unge er underlagt et større pres fra samfundets side end tidligere. De skal træffe valg tidligt, gå den lige vej igennem uddannelsessystemet og helst tage en uddannelse, som samfundet efterspørger.

”Vi lever i et meget opspeedet samfund, der let kan give nogle nederlag. De unge har oplevelsen af, at de selv har ansvaret for at skabe et godt liv. Det handler bare om at træffe de rigtige valg, for så kan de nå derhen, hvor de gerne vil. Lykkes det ikke, ser de det som deres egen skyld,” siger Niels Ulrik Sørensen.

Snævert normalitetsbegreb
Samtidig er der også et socialt pres og en præstationskultur, som de unge til en vis grad pålægger sig selv, og som forstærkes af Instagram, Snapchat og andre sociale medier. I dag kan man meget hurtigere end tidligere føle sig udenfor og ensom, påpeger ungdomsforskeren.

”Mange unge har oplevelsen af, at de konstant skal performe, og at der er et meget snævert normalitetsbegreb. De føler sig hurtigt forkerte, fordi de ikke matcher de andres liv, der fremstår evigt perfekt på de sociale medier, og igen skyder de skylden på sig selv.”

Niels Ulrik Sørensen peger dog også på, at det er blevet mere legitimt at opleve mental mistrivsel, og at de unge i høj grad har fået et sprog for psykisk sårbarhed.

”Der er sket en psykologisering af vores omgangsform med hinanden. Vi skal passe på, at vi ikke gør alt til et spørgsmål om mistrivsel.”

Han mener, det er vigtigt, at landets gymnasielærere og studievejledere taler med eleverne om, hvad der er alvorlige problemer, som kræver hjælp, og hvad der kun er udfordringer, der er en uundgåelig del af livet.

Også her vil et stærkt fokus på fællesskab kunne have en effekt, mener han.   

”Det kan bruges til at få de unge til at rette blikket væk fra sig selv. Til at være mindre optaget af, hvordan de selv har det, og tænke mere på, hvordan de sammen med andre kan gøre en forskel i verden.”

Sæt rammerne
Niels Ulrik Sørensen og tre kolleger på Center for Ungdomsforskning er lige nu i gang med et projekt, der zoomer ind på de forskellige typer af fællesskaber, der fylder i de unges liv, og betydningen af dem. Målet med projektet, som de laver i samarbejde med Mary Fonden, er at få et mere differentieret blik på fællesskaber: Hvordan skaber man de bedste fællesskaber? Og er der fællesskaber, der faktisk skaber mistrivsel?

Niels Ulrik Sørensen håber, at projektet kan give gymnasierne idéer til nye knapper, der kan skrues på eller områder, hvor det vil give mening at gøre mere. Han er ikke klar med konklusioner og anbefalinger, for forskningsprojektet er først færdigt senere på året, men et par af de centrale observationer vil han gerne løfte sløret for.

En af dem er, at det har stor betydning, at det er lærerne, der sammensætter grupperne, når der er gruppearbejde på programmet. Nogle gymnasieelever er nemlig på ”konstant overarbejde for at forsøge at blive inkluderet”, som Niels Ulrik Sørensen beskriver det.

Det er både svært fagligt og socialt, hvis man ikke hører til noget sted, for alt i skolehverdagen foregår i grupper. I undervisningen, på gangene, i kantinen, til fredagscaféer og fester.

”Er man ikke i en gruppe, er man fucked. Derfor er det vigtigt, at lærerne sætter rammerne, og at de i det hele taget er tydelige om, hvad et godt fællesskab i klasserummet indebærer,” siger Niels Ulrik Sørensen og tilføjer:

”De skal også være opmærksomme på, at man ikke nødvendigvis bliver inkluderet i den gruppe, man bliver placeret i. Og at være en ‘outsider within’ kan være lige så smertefuldt som at være helt udenfor.”

Lærernes indsats i forhold til fællesskab i klasserummet har også betydning for alt det, der foregår uden for klasselokalet, fastslår han.

”Der er en helt klar kobling. De normer, en lærer sætter i undervisningen, kan smitte af på det, der sker ude på gangen i frikvarteret.”