Sådan bruges elevernes cpr-numre i trivselsmålingen

Trivselsmålingen i gymnasiet kritiseres for at koble cpr-nummer til elevernes personfølsomme svar. Det har dog en stor værdi for forskningen, forklarer formanden for ekspertgruppen for trivselsmålingen.

De nationale trivselsmålinger i gymnasiet og især i folkeskolen er blevet kritiseret heftigt i medierne. Og nu har undervisningsminister Merete Riisager (LA) sat begge trivselsundersøgelser i bero.

Det er blevet kritiseret, at gymnasieelevernes svar om for eksempel ensomhed og krænkelser bliver koblet sammen med deres cpr-nummer og gemt på ubestemt tid. Samtidig kritiseres det, at eleverne ude på skolerne har fået at vide, at trivselsundersøgelsen er anonym, samtidig med at oplysninger gemmes med deres cpr-nummer.

Det har dog en stor værdi, at elevernes svar er koblet til deres cpr-nummer, forklarer Simon Calmar Andersen, som er formand for ekspertgruppen for trivselsmålinger for de gymnasiale uddannelser, som har rådgivet Undervisningsministeriet om den nye, nationale trivselsmåling.

Han er professor på Trygfondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet.

“I forhold til forskning gør det en kæmpe forskel, at man bruger cpr-numre. Det giver en langt mere præcis måde at forske i, hvordan trivslen udvikler sig over tid, for eksempel hvilken indflydelse forældrenes indtægt har på elevernes trivsel, og om forskellige tiltag har den ønskede effekt,” siger Simon Calmar Andersen.

Langt dårligere redskab
Ifølge ham er en national trivselsundersøgelse uden cpr-numre et langt dårligere redskab for at skabe forskning, som i sidste ende kommer børn og unge til gode.

Han nævner som et tænkt eksempel, at forskere på sigt kan se, hvordan for tidligt fødte børn udvikler sig og har det i skolen og på ungdomsuddannelser.    

“Hvis vi får større viden, kan vi sætte ind og hjælpe børn og unge langt tidligere,” siger Simon Calmar Andersen.

Han forsker selv i børn og unges trivsel og har erfaring med at få adgang til personfølsomme data om borgere. Han har som forsker ikke adgang til borgernes cpr-numre og deres personfølsomme data, men får i stedet anonymiserede id-numre fra Danmarks Statistik.

“Vi har meget strenge regler om opbevaring af personfølsomme data i Danmark, og ingen forskere vil få adgang til gymnasieelevernes personfølsomme oplysninger sammen med deres cpr-numre,” siger Simon Calmar Andersen.

Han fremhæver, at trivselsmålingen i første omgang er et redskab, skolerne kan bruge til at arbejde med trivslen lokalt.

“Forskningen i børn og unge er dog en meget positiv sidegevinst,” siger Simon Calmar.

Undervisningsministeriet forklarer, at cpr-nummeret er koblet op på elevernes besvarelser blandt andet på grund af forskning.

“Koblingen til cpr-nummer sker med henblik på at udføre statistiske analyser eller videnskabelige undersøgelser af sammenhængen mellem trivsel og faktorer som for eksempel frafald og relevante baggrundsoplysninger som socioøkonomiske baggrundsfaktorer. Det kan være i forbindelse med forskningsprojekter eller andre statistiske opgørelser,” skriver Undervisningsministeriet i en mail til gymnasieskolen.dk

Ministeriet forklarer, at det kan være forskning og analyser af mønstre og sammenhænge mellem elevtrivsel og andre faktorer, der kan nuancere forståelsen af eventuelle udfordringer og dermed understøtte skolernes trivselsarbejde.

“Uden cpr-nummer som personnøgle er det hverken muligt at samkøre persondata indsamlet i Undervisningsministeriet med registre fra Danmarks Statistik eller at følge elevers trivsel over tid,” skriver Undervisningsministeriet.

Gymnasieskolen.dk har også spurgt Undervisningsministeriet om, hvordan elevernes svar opbevares, og hvem der har adgang til de personfølsomme data. Se ministeriets svar i boksene i denne artikel.

Hvordan opbevares elevernes svar fra trivselsundersøgelsen?

Undervisningsministeriet:

”Resultaterne af elevtrivselsundersøgelsen offentliggøres i Undervisningsministeriets datavarehus i form af statistiktabeller. De viser elevernes trivsel på lands- og institutionsniveau, herunder på forskellige baggrundsvariabler, men den enkelte elevs besvarelse kan ikke udledes.

Styrelsen for It og Læring (STIL) følger ISO27001-standarden for informationssikkerhed, og al adgang til personoplysninger i datavarehuset logges. Rigsrevisionen har i efteråret 2017 gennemført et tilsyn af it-sikkerheden i datavarehuset, som ikke har givet anledning til bemærkninger.”   

 

Det skal forklares bedre
Ekspertgruppen for trivselsmålinger er ikke kommet med anbefalinger til, hvordan trivselsmålingen præsenteres for gymnasieeleverne. Simon Calmar Andersen kan godt følge kritikken af, at eleverne har fået at vide, at trivselsundersøgelsen er anonym.

“Det skal måske forklares bedre, hvad der menes med anonymt, nemlig at lærere og ledere ikke kan se svarene, men at oplysningerne kobles til deres cpr-nummer og gemmes,” siger Simon Calmar Andersen .

Klog anvendelse af data
Rektor på Skanderborg Gymnasium og næstformand i Danske Gymnasier Jakob Thulesen Dahl har også siddet i ekspertgruppen for trivselsmålinger.

Han kalder det en “fodfejl”, at eleverne har fået det indtryk, at trivselsundersøgelsen er anonym.

“Det skal selvfølgelig forklares, hvad der menes med anonym, og måske skal man i stedet bruge udtrykket, at informationerne behandles med fortrolighed, og at hverken lærere, ledere eller forældre får adgang til den enkelte elevs svar,” siger Jakob Thulesen Dahl.

Han har dog intet problem med, at elevernes svar kobles til cpr-nummeret og gemmes.

“I forvejen er der mange ting som elevsamtaler, sygdom, karakterer og fravær, der er koblet sammen med elevens cpr-nummer. Registerforskning er en god ting og med en klog anvendelse af data, kan vi blive klogere på om tiltag, vi sætter i værk, har en effekt,” siger Jakob Thulesen Dahl.

Hvilke myndigheder/personer har adgang til de enkelte elevers svar?:

Undervisningsministeriet:

”Enkelte medarbejdere i Undervisningsministeriet har et arbejdsrelateret behov for at få adgang til de enkelte elevers besvarelser i forbindelse med udarbejdelse af statistikker. Dertil kan elevernes besvarelser videregives af STIL til eksterne forskeres statistik- og forskningsprojekter i overensstemmelse med Datatilsynets generelle regler.”

 

Han fortæller, at ekspertgruppen har lagt meget vægt på, at lærere og ledelse ikke skal kunne identificere eleverne på individniveau.

“I Danmark har vi stor erfaring med at håndtere persondatabeskyttelse, og jeg er også helt tryg ved de nye trivselsundersøgelser,” siger Jakob Thulesen Dahl.

GL kritisk over for trivselsunersøgelse
Som gymnasieskolen.dk skrev i går, har Undervisningsministeriet sat trivselsundersøgelserne i bero. Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har også kritiseret den nye nationale trivselsundersøgelse, og formand Annette Nordstrøm Hansen er glad for, at undervisningsministeren nu genovervejer trivselsundersøgelsen.

Læs: Trivselsundersøgelse i gymnasiet sættes i bero.

Læs Undervisningsministeriets vejledning til elevtrivselsmåling på de gymnasiale uddannelser