Rusland på tværs

Whataboutism

Når Putin af vestlige journalister konfronteres med spørgsmål om ‘menneskerettigheder’ og ‘russisk aggression’, så svarer han sjældent direkte på spørgsmålet, men svarer igen: ”Hvad med jer selv?” “Hvad med Irakkrigen?” “Racismen i USA etc.” Dette retoriske greb, som kaldes whataboutism, er perfekt til at udstille andres hykleri og dobbeltmoral, og forfatter og journalist Jens Jørgen Nielsen har skrevet en hel Ruslands-historie, som netop skal udstille Vestens dobbeltmoral og ‘blinde vinkler’. Med andre ord, Vestens russofobi skygger for, at vi heller ikke er perfekte. To eksempler: Ivan den Grusommes barbari optræder ofte som et sandfærdigt billede af Rusland (gerne ført helt op til i dag), men hov, var 1500-1600-tallets Europa ­ikke mindst lige så brutalt og voldeligt? Og er Vestens forsøg på at udbrede demokrati og menneskerettigheder ­ikke at sammenligne med Kominterns forsøg på at udbrede kommunismen? En af bogens hovedpointer er at vise, at Rusland er mere europæisk end asiatisk, og det er der bestemt gode argumenter for at mene. Men der er også rigtig mange gode argumenter for det modsatte, men dem hører vi så ikke så meget om.

Bogens hovedfokus er lagt på nyeste tid (fra 1980’erne og frem til i dag), og konstant forklares og legitimeres den russiske stats handlinger (med behørig afstandtagen til stalinismens excesser). Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Vesten, som tilskrives skurkerollen: Det er Vestens hovmod og aggressioner, som er skyld i, at Ruslands demokrati ikke ligefrem er blomstrende, og at Rusland nu væbner sig til tænderne. Bogen er et vigtigt bidrag til at forstå Ruslands ‘brydsomme’ forhold til Vesten, og det er stærkt tiltrængt at få Kremls perspektiv loyalt præsenteret i en dansk kontekst (farverevolutionerne i henholdsvis Ukraine og Georgien udlægges for eksempel som topstyrede aktioner, hvor en lille gruppe vestligt finansierede ballademagere hjælper USA-venlige politikere til magten). Imidlertid ender den endimensionelle historiefortælling med at blive et partsindlæg, således at den ønskede dialog bliver til en monolog. Men bogen er uomgængelig i en historiebrugs-diskussion i et Ruslands-forløb eller i en SRP/SSO. Eller i et retorikforløb om whataboutism.