Regeringen splittet om fordeling af tosprogede elever

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) er ikke enige om løsninger for fordelingen af tosprogede elever på gymnasierne. Det viste et åbent samråd i Folketinget i dag.

Venstre mener, at der skal laves nye regler for, hvordan eleverne bliver fordelt på gymnasierne.

“Det er et kæmpe stort problem, at elever med anden etnisk baggrund end dansk klumper sig sammen på de samme gymnasier. Det skal vi gøre noget ved. For mig er det ikke afgørende, præcis hvilken løsningsmodel vi bruger, bare at den virker,” sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i dag på et åbent samråd i Folketinget om fordeling af elever på gymnasierne.

“Helt ærligt, det tager for lang tid, og vi lader unge mennesker i stikken,” svarede Inger Støjberg på et af de mange spørgsmål fra oppositionen under dagens samråd.

Dermed udstillede hun også, at regeringen ikke står samlet i spørgsmålet om fordelingen af elever i gymnasiet, og kritiserede også undervisningsminister Merete Riisager (LA) for endnu ikke at være kommet med forslag om løsninger på området.

Ikke løsning at fordele anderledes
Undervisningsminister Merete Riisager kaldte det gang på gang et komplekst problem, at der på nogle gymnasier er mange elever med en anden herkomst end dansk. Hun henviste til, at det ikke bare er et problem i gymnasiet, men også i boligområder, daginstitutioner og arbejdspladser.

“Kan vi løse det ved at fordele eleverne anderledes i gymnasierne, nej, det tror jeg ikke,” sagde Merete Riisager.

Hun nævnte også flere gange, at det frie skolevalg for hende er meget afgørende. Som eksempel nævnte hun Langkaer Gymnasium i Aarhus, hvor over 70 procent af eleverne har en anden etnisk herkomst end dansk.

“Hvis nogle af eleverne på Langkaer ikke længere skal gå der, så skal andre elever ind, og hvordan vil forældrene reagere, hvis deres børn bliver tvunget til at gå på Langkaer,” spurgte Merete Riisager retorisk.

Inger Støjberg sagde derimod, at hun er åben over for en form for kvoter i fordelingen af elever, også selv om det betyder et kompromis med det frie skolevalg.   

Ikke sket noget i et år
Det var undervisningsordfører for Socialdemokratiet, Annette Lind, og Mattias Tesfaye fra samme parti, som havde kaldt de to ministre i åbent samråd. Baggrunden er, at oppositionen er særdeles kritisk over for, at Merete Riisager ikke er kommet med et udspil om nye regler eller forslag til, hvordan fordelingen af elever med anden etnisk herkomst end dansk kan blive mere jævnt fordelt på gymnasierne.  

“Der er behov for at gribe politisk ind, og det sagde vi også for et år siden. Nu risikerer vi at tabe endnu et år, hvor vi ikke gør noget ved denne store integrationsudfordring,” sagde Mattias Tesfaye og remsede gymnasier op, hvor andelen af elever med anden etnisk herkomst end dansk igen er steget i forhold til et år siden, mens nabogymnasierne næsten kun har etnisk danske elever.

“Det, mener vi i Socialdemokratiet i sig selv, er et problem, også selv om det er en succeshistorie, at mange flere unge tager en uddannelse i dag,” sagde Mattias Tesfaye.

Gymnasieskolen.dk har tidligere skrevet om, hvordan mange gymnasier efterlyser, at politikerne griber ind for at forhindre en udvikling, hvor andelen af elever med anden etnisk herkomst end dansk stiger og stiger på enkelte gymnasier, mens etnisk danske elever søger væk.

Venstre var klar med forslag i 2016
Den tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) sagde allerede i efteråret 2016, at hun ville komme med forslag om nye regler af fordeling af elever, som skulle sikre en mere lige fordeling af elever på gymnasier.

Men så blev der dannet en ny regering, og Merete Riisager (LA) blev undervisningsminister i november 2016.

Hun udskød at lave nye regler, som kunne træde i kraft i skoleåret 2017/18. Dengang sagde hun, at det var vigtigt “ikke at lave noget forhastet”.

Regeringen vil bekæmpe parrallelsamfund
Regeringen er nu på vej med et samlet politisk udspil om bekæmpelse af parallelsamfund. På dagens samråd opfordrede Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre gentagne gange undervisningsministeren til at løfte lidt af sløret for, om fordeling af elever i gymnasiet er en del af den pakke.

Merete Riisager ville dog ikke fortælle noget om selve pakkens indhold.  

Hun henviste dog til statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, hvor han sagde, at han troede på lokale løsninger i stedet for at lave regler, som påvirker alle borgere.

Socialdemokratiet har stillet et beslutningsforslag, om at der højst må være 30 procent elever med anden herkomst end dansk på et gymnasium. Det forslag skal behandles i Folketinget i slutningen af januar.