Knap en måned før der er valg til hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), foreslår flere hovedbestyrelsesmedlemmer af Liste 3 at afskaffe det politiske listesystem i GL.
“Der bruges alt for mange ressourcer på at bekæmpe hinanden på de enkelte lister. GL skal være en samlet enhed og kæmpe for vores medlemmer. Vi har nok ydre fjender, derfor skal vi ikke bruge ressourcer på at bekrige hinanden internt,” siger Anders Bærholm Frikke fra Liste 3.
“Vi mangler en god politisk debatkultur i hovedbestyrelsen, hvor man interesserer sig for, hvad der bliver sagt og ikke kun for, hvem der siger det,” siger Anders Bærholm Frikke.
Jeg ønsker en kulegravning af GL's strukturer.
Han oplever, at den nuværende struktur, hvor alle hovedbestyrelsesmedlemmer tilhører en liste, resulterer i, at der alt for sjældent samarbejdes på tværs af listerne samt at hovedbestyrelsesmedlemmerne altid stemmer ens med resten af listen.
“Listestrukturen har resulteret i, at vi inden hvert hovedbestyrelsesmøde sidder i listefraktionerne og gennemgår dagsordenen. Det betyder, at vi, når vi kommer til selve hovedbestyrelsesmødet, på forhånd er gravet ned i hver sin grøft i forhold til vores liste i stedet for at få en god og åben debat,” fortæller Anders Bærholm Frikke.
Taberne i listekampene bliver medlemmerne og GL som organisation.
“Jeg ønsker derfor en kulegravning af GL's strukturer, hvor vi skal have et tjek af, om vores strukturer er tilstrækkeligt demokratiske, om relationen og repræsentationen mellem de forskellige skoleformer i foreningen er rigtig, og om forholdet mellem det centrale og decentrale niveau i GL fungerer, som vi ønsker,” siger Anders Bærholm Frikke og tilføjer:
“Jeg er optaget af at få den åbne, politiske og strategiske diskussion og muligheden for demokratisk indflydelse. Hvis en opløsning af listerne kan være et værktøj til at opnå mere af dette, er det godt, men hvis det samme kan opnås ad andre veje, er det også fint for mig. Jeg går op i resultatet og ikke så meget vejen dertil.”
Det er dog ikke noget, som vil få betydning for det kommende hovedbestyrelsesvalg, da det kræver en ændring af GL’s vedtægter.
Listerne eksisterer på grund af de politiske forskelle.
Politisk forskel på listerne
De to øvrige lister i GL er ikke enige i, at listerne er et problem.
“Jeg oplever meget samarbejde på tværs af listerne både i hovedbestyrelsen, men også i GL’s forskellige stående udvalg og andre ad hoc-grupper,” siger Tomas Kepler, der er formand for GL’s overenskomstudvalg og listefører for Liste 1.
Han understreger, at hovedbestyrelsesmedlemmer naturligvis ikke er enige i alt. Listerne afspejler, at der er forskellige politiske holdninger i hovedbestyrelsen.
“De politiske forskelle eksisterer ikke på grund af listerne. Men listerne eksisterer på grund af de politiske forskelle,” siger Tomas Kepler.
Han nævner som eksempel vedtagelsen af OK 13.
“Den daværende formand traf med sin liste et valg, som et stort antal af medlemmerne ikke kunne se sig selv i. Efterfølgende tjente listesystemet den funktion, at det gav det store utilfredse flertal mulighed for at vælge en anden kurs ved at pege på andre lister ved HB-valget,” siger Tomas Kepler og tilføjer:
“Som konsekvens af medlemmernes valg, fik GL en ny ledelse, og der blev sat en ny kurs for foreningen.”
Tomas Kepler understreger, at han på ingen måde er afvisende overfor en debat om listernes funktion eller om måder, hvorpå man kan forbedre listernes samarbejde.
“Den debat deltager jeg meget gerne i, men det vil i mine øjne være mere naturligt og konstruktivt at tage det op for den nye hovedbestyrelse i den kommende valgperiode og ikke her midt i en valgkamp,” siger Tomas Kepler.
“Men jeg kan godt undre mig over timingen af forslaget fra liste 3, når de har haft tre år til at ændre det, og så først fremhæver det nu. Derfor ser jeg det mere som et indlæg i valgkampen,” siger Tomas Kepler.
Dårlig timing
GL’s næstformand Sigrid Jørgensen mener heller ikke, at listerne skal afskaffes.
“Listerne afspejler fint, at vi har forskellige holdninger til blandt andet uddannelsespolitik,” siger Sigrid Jørgensen, der er listefører for Liste 2.
Man kan naturligvis godt opleve, at bølgerne kan gå højt indimellem, men sådan er det jo at være i en politisk organisation.
Hun er også uenig i, at listerne forhindrer samarbejdet i GL.
“Jeg synes, vi har et godt samarbejde på tværs af listerne. Man kan naturligvis godt opleve, at bølgerne kan gå højt indimellem, men sådan er det jo at være i en politisk organisation,” siger Sigrid Jørgensen.
Både hun og Tomas Kepler ærgrer sig over timingen af problematiseringen af listerne.
“I en valgkampsituation, hvor der naturligt er ekstra fokus på listerne, kan det give medlemmerne indtryk af, at vi bruger meget tid på det med listerne, og det gør vi altså ikke. I en tid, hvor mange kolleger har det svært på grund af nedskæringerne, så tror jeg hellere, de vil høre, hvad vi vil gøre for at afskaffe nedskæringer, skæv arbejdsbelastning og andre store dagsordener,” siger Tomas Kepler.
Læs mere om valg til GL's hovedbestyrelse på GL's hjemmeside.
Kommentarer
Mikael Busch
Vedr. listerne i GL
“De politiske forskelle eksisterer ikke på grund af listerne. Men listerne eksisterer på grund af de politiske forskelle”
Jeg kan tilslutte mig dette citat. Da jeg selv – indigneret over OK13’s ”normalisering” af undervisningsområdet – blev fagforeningspolitiker, mente jeg, at listerne i GL burde afskaffes. De kunne ikke være til gavn for medlemmerne, sagde og skrev jeg, før jeg blev valgt ind i hovedbestyrelsen første gang i 2013.
I mellemtiden er jeg blevet lidt klogere. Vi er faktisk så uenige om nogle ting, at listerne er hensigtsmæssige rammer for det politiske arbejde.
Det betyder ikke, at listerne er naturgivne og evige. Historisk set er min egen liste – Liste 2 – den oprindelige fællesliste, som de øvrige lister er afskalninger af.
Til de historisk interesserede indkopierer jeg her en JP-kronik, jeg skrev om sagen i 2013:
Indifferente medlemmers klub
Snart er der valg til hovedbestyrelsen af Gymnasieskolernes Lærerforening. Problemet er bare, at gymnasielærerne ikke har noget varmt forhold til deres egen fagforening.
Mikael Busch
Når Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) ca. 14.000 medlemmer skal vælge ny hovedbestyrelse, genopstiller den nuværende formand, Gorm Leschly, ikke. Mon ikke han har indset, at han efter 14 år på posten er kommet på for lang afstand af sit bagland? Et overvældende flertal af GL’s medlemmer stemte jo et rungende nej til den overenskomst, som han havde nikket ja til i begyndelsen af året? Leschly skaffede lønforhøjelser, men en determineret Moderniseringsstyrelse fratog gymnasielærerne retten til at forhandle tilrettelæggelsen af egne arbejdsforhold, et tilintetgørende nederlag for enhver fagforening.
På en vis måde er det uretfærdigt, at formanden ikke kan genopstille. For lige så lidt som Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, havde Gorm Leschly en reel chance i forhold til den stålsatte Moderniseringsstyrelse. I et opsigtsvækkende overenskomstforløb suspenderede topfolkene fra Moderniseringsstyrelsen og de sammensvorne ministre – Bjarne Corydon og Christine Antorini – alle hævdvundne demokratiske principper. Det er jo nu veldokumenteret, at styrelsen med det orwellske navn – i tæt samspil med de centrale ministerier – havde udarbejdet en hel drejebog for, hvordan man skulle ”gå hele vejen” mod de genstridige undervisere. Den erklærede inspirationskilde var efter sigende Margaret Thatchers succesfulde og tilintetgørende kamp mod de engelske minearbejdere under ledelse af Arthur Scargill i midten af 1980erne.
Hvorom alting er: Det er aldrig lykkedes Gorm Leschly at blive gymnasielærernes kompetente svar på rektorforeningens medievante formand, Jens Boe Nielsen. Denne forsømmer som bekendt ingen lejlighed til at vise sig som Moderniseringsstyrelsens gode dreng, der gerne medvirker aktivt til at omskole gymnasielærerne fra selvstændigt tænkende akademikere til uselvstændige, undergivne fabriksarbejdere i undervisningsindustrien. Dette sker i praksis ved at gymnasielærerne nu dagligt skal registrere deres tidsforbrug ved at ”stemple” ind og ud.
Det er i grunden aldrig lykkedes Gorm Leschly at blive en markant skikkelse i offentligheden. Man kan mene, hvad man vil om Anders Bondo – f.eks. at han har en vis evne til at lyde som et forurettet offer, uanset om der faktisk er begået en blodig uret mod ham eller ej – men ingen kan sætte spørgsmålstegn ved hans brændende engagement for lærernes sag. I det skelsættende overenskomstforløb tidligere på året kæmpede Bondo således til det sidste og bevarede dermed sine medlemmers respekt og opbakning. I modsætning til Leschly, som fremstod underligt defaitistisk og farveløs.
Faktisk har GL gennem årtier været forsynet med en hel perlerække af svage formænd og -kvinder. Der er ikke mange, der tager foreningen alvorligt. Heller ikke blandt medlemmerne selv. Mange gymnasielærere føler et diffust ubehag bare ved tanken om GL. Man er måske nok medlem af foreningen – faktisk er organisationsprocenten forbløffende høj – men det skyldes nok mest vanetænkning. Det er jo også rart at have en større organisation i rygges, hvis det skulle komme til en afskedigelsessag eller lignende. Men noget medejerskab af GL føler de færreste gymnasielærere. For så vidt heller ikke denne kronikør (og GL-medlem!), som – efter den for foreningen katastrofale overenskomst – fik afslag på en anmodning om en blog på foreningens site på internettet med den forbløffende begrundelse, at ”indlæg må ikke have karakter af debatindlæg”. Undertegnede led åbenbart af den vrangforestilling, at meningen med en blog netop er at skabe debat.
Ægte debat er noget, man sjældent møder i GL’s medlemsblad, Gymnasieskolen, som udkommer én gang om måneden. Ifølge en uofficiel og aldeles uvidenskabelig rundspørge blandt en række kolleger pakkes bladet ofte slet ikke ud af plasticemballagen, men ryger direkte i skraldespanden. De orker ganske enkelt ikke at læse om de seneste landvindinger i den pædagogiske forskning, når de samtidig kan konstatere, at det i praksis stort set kun er gået den forkerte vej de seneste mange år.
Og GL er selv i et vist omfang medansvarlig for den pædagogiske misere. GL var f.eks. med til at udvikle den store gymnasiereform af 2005, som i sin tid blev lanceret som ”århundredets reform”, men som i realiteten – det kan roligt fastslås i dag – har medført et styrtdyk i gymnasieelevernes faglige niveau. Især i de fag, hvor kompetencebegrebet og samfundsvidenskabelige metoder – reformens obligatoriske omdrejningspunkter – ikke giver mening.
Endemålet for den pædagogiske deroute tegner sig allerede i horisonten. Prøv lige at smage på denne monstrøse svada fra gymnasieforsker Steen Beck fra det seneste nummer af Gymnasieskolen:
”Det skal måske være et gymnasium, hvor der er mere praktiske linjer, som ikke er snævert erhvervsrettede, men som alligevel rummer en specialisering, der er finmasket nok til at skabe det, man kunne kalde et håndelag, der peger frem mod bestemte studier og erhverv også af praktisk karakter”.
Det, budskab Steen Beck her – formentlig som budbringer for Christine Antorini – pakker ind i en endeløs kæde af kedelige bisætninger, er ønsket om at indføre et enhedsgymnasium efter svensk forbillede. Altså væk med stx, htx og hhx – og ind med et standardprodukt. Dette ønske er i sin konsekvente åndløshed den logiske fortsættelse af den forkerte vej, hele uddannelsessystemet har bevæget sig ad i alt for mange år.
Den dag, htx (der har rødder i en håndværkerkultur), hhx (der har rødder i en købmandskultur) og stx (der har rødder i en dannelseskultur) fusioneres til uddannelsessystemets svar på IKEA, vil hele uddannelseskulturen lide ubodelig skade. Ikke fordi der er noget i vejen med den svenske møbelkoncern – mit eget hjem er spækket med IKEA-produkter – men gymnasieelever er nu engang ikke komponenter, der skal skrues sammen til møbler eller gøres til genstand for fortænkte skrivebordskonstruktioner. Sådanne har vi haft nok af i de senere år. Eleverne er rigtige mennesker og fortjener at blive behandlet derefter. Ligesom underviserne.
Gymnasielærernes ligegyldighed over for deres egen fagforening, kommer særlig tydeligt til udtryk, når der er valg til hovedbestyrelsen. Stemmeprocenten når sjældent over halvtreds. En del medlemmer opdager formentlig for sent – eller slet ikke – at der er udskrevet valg, da de ikke længere modtager en stemmeseddel. Valghandlingen foregår udelukkende elektronisk. Andre ønsker ikke at benytte deres stemmeret, fordi de føler en generel indifference eller måske ligefrem en form for diffus modvilje rettet mod aktivistiske kolleger i almindelighed og fagforeningsretorik i særdeleshed.
De medlemmer, som rent faktisk ønsker at afgive en velbegrundet stemme – og ikke bare stemme på en kandidat, de tilfældigvis har hørt lidt om eller som lokale opinionsdannende kolleger har bedt dem om at stemme på – står over for et sandt mysterium. De ca. 40 kandidater til GL’s hovedbestyrelse har grupperet sig omkring tre lister med tre intetsigende navne: Liste 1, Liste 2 og Liste 3. De tre lister er nogenlunde lige store, og listernes kandidater siger nogenlunde det samme - og sådan har det i øvrigt forholdt sig nogenlunde lige siden Murens fald i 1989. Det lyder aldeles særpræget, og jeg vil vædde på, at over halvfems procent af GL’s nuværende medlemmer – herunder sikkert også én enkelt hovedbestyrelseskandidat eller ti – ikke kender historikken bag mystikken.
Selv har jeg måttet ty til litteraturen (”Skole – Stand – Forening”, GL’s jubilæumsskrift fra 1990) for at trænge til bunds i sagen. Resultatet af mine studier er denne hurtige valgguide: Liste 2 repræsenterer – trods tallet – den oprindelige fællesliste. Liste 1 repræsenterer historisk set de lærere, der brød med fælleslisten i slutningen af 1970erne for at politisere og pædagogisere gymnasiet. Reminiscenser af dette udgangspunkt anes stadig blandt listens aktuelle felt af kandidater. Den sidste liste, formandens liste, blev dannet af tidligere Liste 1 medlemmer, som syntes, at aktivismen havde taget overhånd. Liste 3 er altså så at sige udbrydere fra udbryderne.
God valgkamp!
Burkhard Sievers
Artiklen i Gymnasieskolen er besynderlig, og Mikael Buschs kommentar fra 2013 bidrager ikke meget til opklaringsarbejde. Påstanden fra liste 1 og 2 er, at listerne eksisterer på grund af politiske uenigheder. Derfor har man som læser en naturlig forventning om, at disse politiske uenigheder kommer frem i artiklen, men det gør de ikke, medmindre man mener, at OK 13 er en politisk uenighed. Mig bekendt er der ingen i GL, der har lyst til at tage patent på det nederlag, som jo desværre var uundgåeligt, når en regering i al hemmelighed søger støtte hos oppositionen for at køre lærerne over. Netop Mikael Busch har flere gange skrevet om Mette og Søren i benlås, så det kan næppe være et argument for at tage afstand fra liste 3 og holde den udenfor indflydelse. For det er præcist det, der er sket i den seneste valgperiode. Liste 1 og 2, der ideologisk står meget langt fra hinanden, har i fællesskab besluttet sig for et strategisk parløb, der sikrer et flertal, inden indholdet er blevet diskuteret åbent og nuanceret i hovedbestyrelsen.
Jeg har tidligere spået om, at når vi kommer til den 1. oktober, hvor valgprogrammerne er offentlige, så skal man finde en lup frem for at finde et enkelt komma, hvor listerne adskiller sig fra hinanden. Jeg har også tidligere nævnt, hvad der vil stå, fx nej til nedskæringerne, ja til lærerens professionelle råderum. Med andre ord: Friede, Freude, Eierkuchen.
Tag bullshittesten, hvis ikke du er overbevist. Ja til faglighed! Betyder det, at de andre grupper i GL siger nej til faglighed?
Når Tomas Kepler i artiklen skal sætte ord på de politiske forskelle, så er der ikke andet end OK 13, og det gælder også Mikael Busch, når han genposter fra sit arkiv.
Jeg vil gerne diskutere OK 13, men jeg har svært ved at se, at det skulle give anledning til politiske uenigheder i 2018. Som sagt har ingen i GL ønsket den overenskomst, og fem år med liste 1 i spidsen har ikke ændret en tøddel ved de grundlæggende vilkår for lærerne. Det skal hverken liste 1 eller 2 klandres for, men det er for billigt at skyde skylden på Gorm Leschly og bruge det som argument mod liste 3 nu.
Hvis vi skal ind på uenigheder, så ønsker jeg mig mere tydelighed. Er der for mange i gymnasiet i dag? Skal alle elever have tre fremmedsprog obligatorisk, som en af jeres støtter foreslår? Skal fagtillæggene på stx forsvares med næb og kløer, selvom der gælder tidsregistrering, hvilket gør argumentet om apparatopstilling overflødigt? Og hvorfor skal tillægget ikke gælde på HTX? Mit forsigtige gæt er, at det bliver man ikke meget klogere på ved at læse jeres valgprogram. Og det samme gælder, med lidt andre fortegn, for liste 1, der blandt andet slår sig op på at køre rigtig ”fagforeningsarbejde”. I am so sorry, men det mener vi i liste 3, med de mange tillidsrepræsentanter i vores rækker, også vi gør.
Hvis OK 13 virkelig er det eneste argument, som liste 1 og 2 bruger for at legitimere listekonstruktionen, så er det sandelig på tide at se på, hvilken merværdi listerne skaber for GL’s medlemmer. Jeg håber, at valgkampen fører til mere klarhed omkring dette spørgsmål. Arbejdet i den nye hovedbestyrelse skulle jo gerne pege tre år frem, ikke fem år tilbage.