OK 21: man kan ikke både blæse og have mel i munden

I weekenden blev der forhandlet en ny overenskomst for alle statsansatte i Danmark, godt 180.000 lønmodtagere.
Ca. 80.000 af dem er akademikere, som forhandlede sammen med alle andre statsansatte om rammevilkår, såsom lønstigninger eller sorgorlov. Men de forhandlede også hver især om de vilkår, der skal gælde indenfor deres professionsområde.
GL’s hovedbestyrelse tilsluttede sig forud for forhandlingerne enstemmigt en samarbejdsaftale, hvilket ligesom ved alle forrige overenskomster betød, at man står skulder ved skulder med de andre akademiske organisationer og til sidst stemmer samlet om OK-resultatet. Det betyder også, at resultatet uden problemer kan blive stemt hjem trods et nej fra GL.

Ved denne overenskomst blev vi desuden enige om, at formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard fra DJØF, skulle stå i spidsen for gymnasielærerforhandlingerne. Det var der to grunde til:
1. En ikke betydelig del af vores medlemmer er i forvejen på en fælles AC-overenskomst og nyder dermed godt af, at ikke kun GL, men også DJØF og IDA engagerer sig i forhandlinger om lærernes arbejdstid
2. Ved at lade formanden for alle akademikerorganisationerne føre ordet, mente vi, at der kunne lægges mere vægt på vores krav om forbedring af arbejdstidsbestemmelserne

Denne forholdsvis lange og lidt tekniske indledning, som ridser et par fakta op omkring forhandlingssituationen, fører mig nu til mit egentlige anliggende.
Om fem uger skal alle GL-medlemmer stemme om resultatet, og et stort flertal i hovedbestyrelsen har anbefalet, at man stemmer ja. Jeg vil ikke gentage alle argumenter her, men henvise til flere andre udmærkede indlæg i Gymnasieskolen, hvor både vores formand, vores næstformænd og et medlem af Overenskomstudvalget begrunder deres ja. Desuden er der en journalistisk artikel, hvor formanden for erhvervsskolernes områdebestyrelse og formanden for Ringkøbingnetværket (stx) er kommet med deres vurdering af resultatet, som trods forbehold også ender med et ja.

Resultatet er ikke så godt, som vi havde håbet på. Der var et begrundet håb om, at læreraftalen, der i starten af januar netop var blevet ”oversat” til de statslige institutioner, så de fremover vil gælde fx for AVU-lærerne på VUC, også kunne komme i spil på vores område. Læreraftalen indeholder ikke akkorder og faste normer, men ganske håndfaste spilleregler om et forpligtende samarbejde.
Vores overenskomstresultat er meget mere kortfattet, men vi fik for første gang et par formuleringer om arbejdstiden, der stiller læreren og tillidsrepræsentanten bedre i dialogen med ledelsen end tidligere. Jeg vil kalde det en sprække, der har åbnet sig, men det vil i høj grad afhænge af de kommende anstrengelser fra medlemmerne, om den vil medføre mærkbare forbedringer.
Af samme grund vil jeg anbefale et ja, men jeg kan udmærket godt forstå, at der sidder nogle medlemmer ud på skolerne og vurderer, at vi ikke fik nok garantier. Vi gymnasielærere er ikke tilfredse med tingenes tilstand, på mange skoler er der akut behov for forbedringer, selvom det rigtig mange steder stadigvæk er et skønt job at være gymnasielærer.

Dermed har jeg forståelse for, at nogle medlemmer overvejer at stemme nej, men står derimod uforstående overfor, at tre medlemmer af hovedbestyrelsen anbefaler et nej. Som jeg skrev indledningsvis, har GL fra starten valgt en strategi, hvor man satser på en kollektiv AC-styrke, og hvor man på forhånd har undladt at stille krav, der fører tilbage til tiden før OK 13.
Hvorfor anbefaler man ikke et ja til en overenskomst, der har potentiale til at skabe forbedringer ikke mindst på de skoler, der trænger mest? Hvorfor bakker man ikke op om den vedtagne strategi og forhandlernes store indsats? Og hvad er alternativet? Melde sig ud af AC, stille krav om 1,33 i forberedelsesfaktor til al undervisning og satse på, at der ikke kommer et resultat, så vi kan få en strejke? En strejke mod en modpart, der lige har bevilliget 18 milliarder i erstatning til minkavlerne, et svimlende beløb sammenlignet med GL’s strejkekasse? Eller satser nej-sigerne på, at der vil brede sig en storm af forargelse i befolkningen på grund af de urimelige vilkår, som staten byder gymnasielærerne, så de som minimum vil kræve regeringens afgang? Come on!

Nej-sigerne har i deres indlæg gjort rede for, hvorfor de anser overenskomstresultatet for utilstrækkeligt. De mangler at gøre rede for, hvad vi ellers skulle have gjort. De mangler at gøre rede for, hvorfor de undervejs i processen, ved indgåelsen af samarbejdsaftalen med AC, ved beslutningen af GL’s krav på repræsentantskabet i september 2020, ikke har sagt fra. Hvor var deres strategi?
Jeg har ikke respekt for dette gratis nej, der i mine øjne er dobbeltmoralsk, fordi man ikke er villig til at sætte handling bag nejet.

Og helt gratis er nejet, ikke mindst fra medlemmerne af hovedbestyrelsen, heller ikke. Gymnasielærernes arbejdsforhold bliver siden OK 13 i mindre og mindre grad reguleret ved hjælp af overenskomsten. Den danske model er en eufemisme og en illusion. Vores hverdag bliver udfordret af faldende bevillinger med deraf følgende arbejdsintensivering, manglende politisk styring af elevfordelingen og et liberalistisk selvejesystem. På alle disse fronter er GL aktiv og skal være aktiv. Det kræver god forberedelse og systematisk lobbyarbejde også i forhold til dem, man er uenig med. Vi skal være villige til at indgå kompromisser, og vi skal styrke vores netværk. Derfor kan man som ansvarligt hovedbestyrelsesmedlem i mine øjne ikke bare forkaste GL’s strategi og den indsats, som vores forhandlere har ydet i den afgørende fase. Gennembruddet fra fredag, hvor GL stod med ingenting, til lørdag, hvor der for første gang blev givet indrømmelser på arbejdstiden, skal ikke mødes med ”Duer ikke – væk”, hvis man efterfølgende har brug for goodwill både i AC og hos modparten.
Det har vores formand Tomas Kepler forstået under disse forhandlinger, og han skal have stor ros for sin indsats. Men i den netop offentliggjorte artikel i Gymnasieskolen, hvor han spiller pingpong med en af nej-sigerne, har han tilsyneladende glemt det igen. Hans bagland, halvdelen af hans liste, er faldet ham i ryggen, og det ser han ikke som problem. Til hans held er der to ansvarlige lister, som med deres anbefaling af et ja er deres ansvar voksen og redder GL’s omdømme. I liste 1 er man i mellemtiden i gang med den svære øvelse at blæse og samtidig have mel i munden.