Nyt nummer af Gymnasieskolen med tema om gymnasiernes bestyrelser

Elevfordeling, teamsamarbejde og gymnasiernes bestyrelser er nogle af emnerne, som du kan læse om i det nyeste nummer af Gymnasieskolen.

I skoleårets første nummer af Gymnasieskolen zoomer vi ned på gymnasiernes bestyrelser. Selvom de fleste bestyrelses­medlemmer på gymnasierne mener, at bestyrelsesarbejdet foregår ordentligt, peger flere på, at især økonomiske diskussioner kan være svære at deltage i.

Elevfordelingsaftalen påvirker lærerværelserne forskelligt
Nogle lærere frygter afskedigelser – andre er bekymrede for, om skolen klarer skærene. Vi ser nærmere på, hvordan den længe ventede elevfordelingsaftale kan påvirke lærernes arbejdsplads.

Man kan ikke opbygge skolekultur uden elever. Det eneste, vi har brug for, er flere elever.

Kristen Kirk Nygaard, TR
Aarhus Gymnasium, Tilst

På jagt efter det gode teamsamarbejde
Øvelserne kredsede om relationer, kommunikation og ­samarbejde, da lærere og ledelse på Gefion Gymnasium afholdt deres årlige ‘sommeruniversitet’. I år er samarbejdet i skolens studieretningsteam et af punkterne på programmet – ­efter ønske fra både lærere og ledelse.

Der er ret forskellige holdninger til teamene i lærerkollegiet. Nogle synes, de er en styrke, fordi det bliver overskueligt, hvad man skal hvornår. Andre kan ikke se fidusen i dem.

Stine Nygaard Jakobsen, TR
Gefion Gymnasium

Det fysiske klasserum giver lærings­gevinster
Eleverne er tilbage i klasse­værelserne, og det fysiske rum giver en usynlig læringskulisse, som for langt de fleste elever ­giver en bedre læring end hjemme bag skærmen.
Neurobiolog og dr.pæd. Theresa Schilhab peger på dufte, lyde, kemiske signaler, spejlneuroner og fællesskab som tavse, ubevidste gevinster for undervisningen. 

Når eleverne sidder hjemme, kører der nogle tavse processer, som forstyrrer og giver dem fornemmelsen af, at det ikke er så seriøst.

Theresa Schilhab, neurobiolog og dr.pæd
DPU

Find bladet i postkassen eller læs det herunder