Mobiler er (endnu) mere ødelæggende for trivsel, end vi tror

“Frederikke Hjort-Madsen fortæller, at de tre veninder kan bekymre sig om »næsten alt«. Men særligt opstår tvivlen, når de lægger hovedet på puden om aftenen og scroller igennem sociale medier.” Sådan lyder det i en artikel i Politiken den 16. august ‘23, som gjorde et dybt indtryk på mig. I artiklen fortæller tre piger, der lige er gået ud af 9. klasse om, hvordan de føler sig presset både af eksamen og af sociale medier. Disse unge, og mange andre som dem, er nu elever på landets gymnasier. Som gymnasielærere kæmper vi med elevernes mistrivsel og angst for ikke at slå til.

Debatten om de unges trivsel er aktuel som aldrig før, ikke mindst med TV2’s gribende dokumentar “Presset Ungdom”, der med helt konkrete eksempler viser dybden og alvorligheden af de problemer, ungdommen kæmper med. Dokumentaren viser imidlertid også et lidt forsimplet billede af de unge menneskers trivselsproblemer. Hårdt fortolket siger dokumentaren nemlig, at måle- og veje-kulturen i uddannelsessystemet er årsagen til problemet. Der er ingen tvivl om, at denne problematik både er yderst reel og vigtig, men jeg må dog på den anden side sige, at jeg ikke tror, at de unge menneskers trivselsproblemer ville forsvinde, hvis vi fjernede alle tests, karakterer og eksamener i skolesystemet – at sætte ind her vil kun være en del af løsningen, og i denne sammenhæng tror jeg, at det er mindst lige så vigtigt at have fokus på mobiler og sociale medier i de unges hverdag.

I mit virke som studievejleder taler jeg ofte med elever, som føler sig triste uden helt at vide hvorfor, og nærmest endnu værre forekommer der en udbredt forståelse blandt eleverne om, at man ikke kan tale med sine venner og klassekammerater om sit dårlige humør, fordi man ikke må trække andre ned eller gøre dem i dårligt humør ved at fortælle om sit eget. Dette billede bekræftes også i den nyeste skolebørnsundersøgelse, som viser, at emotionelle symptomer blandt børn og især unge er stigende, og flere end tidligere føler sig oftere kede af det, nervøse eller i dårligt humør.

Jeg bliver mere og mere sikker på, at de sociale medier udgør en kæmpe faktor for mistrivslen blandt unge. Det påpeger også både danske og internationale undersøgelser på området. Og som pigerne fra 9. klasse selv beskriver, danner sociale medier et ideal for, hvordan man skal se ud, og hvad man skal lave: Er man lige så pæn som dem på de flotte billeder, og har man det lige så sjovt?

Det er først i løbet af de seneste år, at vi er blevet opmærksomme på at skærme børnene for skærme og bevidste om, i hvor høj grad skærmene påvirker både undervisning og trivsel, og der er således eksempler på flere og flere grundskoler, hvor mobiler låses inde i skoletiden.  For os som gymnasielærere fylder skærmene også både direkte og indirekte. De fylder direkte i forhold til elevernes koncentration i undervisningen, og på mange skoler er det op til den enkelte lærer at beslutte, om eleverne skal lægge telefonen ned i tasken, stille den i en dertil indrettet holder eller selv har ansvaret for ikke at lade sig distrahere. Hvilken strategi man som lærer vælger, er selvfølgelig afhængig af klasse og elevtype eller fælles politik på skolen.

Den mere indirekte påvirkning er den trivselsmæssige. Ved konstant at se på, hvor smukke andre er, og hvor fedt de har det, bliver ens eget liv trist og man selv uskøn, og selvom de unge sikkert er klar over, at det jo kun er de sjove og flotte billeder, der bliver lagt op, så glemmer man det, når man scroller derudaf. Det kender mange voksne sikkert også, men som ungt menneske, der er i gang med at forme egen identitet, er man selvsagt mere modtagelig.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi både i SU og MIO og ude på lærerværelserne tager samtalen om telefoner i undervisningen, og at enhver skole gør sig klart, om man ønsker en fælles holdning eller politik på området eller ej. Ud over det ved jeg, at mine dygtige kolleger underviser i sociale medier, og på min skole bliver vi mere og mere optagede af analog undervisning. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi på lærermøder og PR-møder bliver nødt til at forholde os til mobilerne, og hvad de gør ved vores elever både i og uden for undervisningen: Vi må lære af hinandens erfaringer, turde prøve noget af, dyrke relationerne til vores elever og selv være gode forbilleder. Hvis vi får bugt med fortolkningen af glansbillederne, tror jeg, vi er langt i forhold til elevernes evne til at turde vise sårbarhed, være glade for det liv, de har og for at være den, de er.