”Der er helt sikkert sket en forandring.”
Sådan lyder det fra både Ida Bech Nielsen og Jakob Svendgaard Larsen. De går begge i 2.b på Århus Statsgymnasium.
I fire uger har klassen fået hjælp til at slukke for mobilen i undervisningen og hjemme.
Formålet har blandt andet været at gøre eleverne bedre til at fokusere og fordybe sig – og dermed i sidste ende få dem til at lære mere.
Netop evnen til at fordybe sig har for Jakob Svendgaard Larsen været den største gevinst.
”Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig, når jeg laver lektier og afleveringer. Man arbejder meget mere effektivt, når man sætter mobilen på lydløs og smider den et sted hen, hvor man ikke kan se den. Før tog jeg tit et break på Instagram, og selvom det kun var to minutter, så røg mit fokus,” siger han.
Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig, når jeg laver lektier.
Ida Bech Nielsen synes også, at hun er blevet bedre til at holde fokus på den aktivitet, hun er i gang med.
”Før tjekkede jeg Snapchat og Messenger hele tiden. Jeg var bange for at gå glip af noget. Først nu kan jeg se, hvor ekstremt det har været. I dag er jeg mere bevidst om det og bedre til at styre det,” fortæller hun.
Klare mobilregler
Det er stressekspert og coach Thomas Pape, der står bag eksperimentet i 2.b. I fire uger har han fulgt klassen og sat grænser for brugen af deres mobiltelefoner. Han har testet og interviewet dem både før og efter og lavet øvelser med dem undervejs.
Eleverne måtte hverken bruge deres mobil i undervisningen, eller når de lavede lektier derhjemme. De måtte heller ikke bruge den, lige inden de skulle sove, og den måtte ikke ligge ved siden af deres seng. I stedet fik de udleveret et vækkeur.
Fra sin stressklinik i Aarhus ved han, at stort set alle unge i dag har et stort ubevidst forbrug af digitale medier, og at det har negative konsekvenser både fagligt og personligt.
Læs: Stressekspert: Gymnasieelever skriger på mobilregler
Meldingerne fra Ida Bech Nielsen og Jakob Svendgaard Larsen stemmer fint overens med det generelle resultat af forsøget. Thomas Pape er ikke kommet til bunds i alle resultaterne endnu, men billedet er klart, fortæller han. Stort set alle elever i klassen oplever, at de er blevet mere motiverede, bedre til at fordybe sig og sover bedre.
Tjekkede mobil om natten
Netop en bedre søvn har været den største forandring for Ida Bech Nielsen.
”Jeg har været sådan én, der nærmest er faldet i søvn med min mobil i hånden. Jeg var altid lige på snapchat og Messenger, og selv hvis jeg vågnede om natten, kiggede jeg altid på mobilen. Nu holder jeg fast i reglen om, at jeg ikke må se på min mobil i en halv time, inden jeg skal sove, og jeg lægger den med vilje helt udenfor mit værelse,” fortæller Ida Bech Nielsen.
Hvis jeg vågnede om natten, kiggede jeg altid på mobilen.
”Men engang imellem falder jeg altså tilbage til den gamle vane,” tilføjer hun.
For Jakob Svendgaard Larsen var de nye sovevaner det sværeste at overholde i de fire uger – og det lykkedes ikke hver dag.
”Nogle aftener endte jeg alligevel på mobilen, for så var der lige en besked om en time, der var aflyst, jeg kom til at læse, og så tog det ene det andet,” siger han og fortsætter:
”Men jeg kunne faktisk mærke, at jeg var længere tid om at falde i søvn de aftener, hvor jeg havde brugt mobilen lige inden, jeg skulle sove.”
Nye og gamle vaner
For Ida Bech Nielsen var noget af det sværeste ved eksperimentet, da eleverne i den fjerde og sidste uge skulle lave ’ingenting’ i 20-30 minutter hver dag.
”Det var hårdt. Her gik det virkelig op for mig, hvor meget stimuli vi konstant får fra alle mulige steder. Efterhånden fandt jeg en ro i det, og nu er jeg faktisk begyndt til yoga for at holde fast i den der ’mig-tid’,” siger Ida Bech Nielsen.
Hun synes, at man kan mærke, at der generelt er sket noget med klassen. I timerne bliver mobilerne ikke taget så meget op af taskerne længere, fortæller hun.
Jakob Svendgaard Larsen synes dog, at nogle allerede er faldet tilbage til deres gamle vaner i undervisningen.
”Det ville have været fedt, hvis nogle på skolen havde holdt os fast på de nye vaner. Det har vi lidt manglet,” siger han.
Slå på effekten
Det er tre uger siden, eksperimentet sluttede. De to elever er godt tilfredse med, at de formår at holde fast i de ting, hvor de har mærket den største effekt. For det er svært at holde fast i alle reglerne fra de fire uger, når man er på egen hånd, lyder det ærligt.
”Jeg holder for eksempel ikke fast i sove-reglerne. Men nu ved jeg i hvert fald, hvilken forskel de kan gøre, og det gør, at jeg nok vil prøve igen på et tidspunkt,” siger Jakob Svendgaard Larsen.
”Og jeg har slået mine notifikationer til igen. Men jeg sætter oftere mobilen på lydløs,” supplerer Ida Bech Nielsen.
Skal forløbet udbredes til andre klasser og andre skoler, anbefaler de begge, at man præsenterer det på samme måde, som Thomas Pape har gjort.
”Han har hele tiden sagt, at formålet er, at vi får det bedre, sover bedre, bliver mere fokuserede og får bedre karakterer. Det betyder alt, at der bliver slået på effekten. Så tænker man: Gud, det vil vi jo gerne, lad os prøve,” siger Ida Bech Nielsen.
UGE 1:
UGE 2:
UGE 3:
UGE 4:
Forsøget på Århus Statsgymnasium er omdrejningspunktet for stressekspert Thomas Papes bog Reboot dine digitale vaner. Følg processen på digitalevaner.dk
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode