Højtlæsning, translanguaging og læseguides for tosprogede

Da jeg underviste på et gymnasium i København for et par år siden, var jeg i et par måneder med på sidelinjen i danskundervisningen i en 2.g. klasse med en forholdsvis stor andel af tosprogede elever. Klassen var bagud i pensum, og min opgave var at hjælpe en gruppe tosprogede elever med at læse svære tekster. Klassen læste bl.a. Karen Blixens ”Daguereotypier”, og mens klassens dansklærer underviste i ét lokale, sad jeg i et andet og underviste gruppen af tosprogede elever. Daguereotypier udkom i 1951, men foregår i starten af 1900-tallet. De fleste danske elever ved nogenlunde, hvem Karen Blixen var og hvornår hun levede, og de ved også lidt om, hvordan samfundet var i starten af 1900-tallet. En dansk elev er derfor forberedt på, at en tekst som Daguereotypier kan være svær at læse. Hvis man aldrig er blevet præsenteret for Karen Blixen og hendes forfatterskab før, og hvis man ikke ved så meget om, hvad der kendetegnede samfundet i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, er man allerede udfordret. For en tosproget elev er Daguereotypier derfor ikke bare en svær tekst – den er svær, fordi sproget både er litterært og lidt arkaisk, og fordi den forudsætter en viden om Danmark i starten af 1900-tallet, som ikke nødvendigvis er indlysende for tosprogede elever. Jeg greb opgaven an på den måde, at vi simpelthen læste teksten højt efter tur, og diskuterede, hvad den betød, hvilken kontekst den indgik i, og hvad fortælleren mon mente med det, hun skrev. Fordelen ved højtlæsning er, at det går langsomt. Samtidig giver det giver ro til at læse og til at reflektere over det læste sammen. Det førte til interessante diskussioner om bl.a. kvindesyn og hekse – både i Danmark og andre lande og igennem flere tider. Det var helt sikkert en anden undervisning end den, der foregik inde ved siden af hos resten af klassen – men de tosprogede elever i min gruppe fik en oplevelse af at forstå, at bidrage – og at blive hørt.

Problemer med læsning er ikke betinget af nationalitet eller kulturel baggrund. Men når tosprogede elever starter på gymnasiet, oplever nogle af dem problemer med at læse, som de måske ikke er stødt på i folkeskolen. Tekstlæsning på gymnasier og andre ungdomsuddannelser er af en anden sværhedsgrad end i folkeskolen. Det gælder både faglige tekster inden for f.eks. geografi, samfundsfag og matematik, og det gælder litterære tekster i faget dansk. Højtlæsning er én måde at komme eleverne i møde på, men der er også andre måder at støtte tosprogede elever i deres læsning på. En svag tosproget læser udviser typisk ”bundstyret læsning”, hvor eleven går i stå, hver gang der er et nyt ord, han eller hun ikke forstår. Den umiddelbare reaktion på at gå i stå er at slå ordet op i en ordbog eller på mobiltelefon. Det er imidlertid ikke nogen særlig effektiv måde at læse på, og det er derfor en bedre idé at træne sine elever i at bruge andre strategier end mobiltelefonen. Der er forskellige måder, man kan hjælpe sine tosprogede elever at læse bedre på, og læseguide er én af dem. En læseguide er i princippet bare en tekst, man har bearbejdet med f.eks. illustrationer, margenspørgsmål, forslag til hvordan man kan dele ordene op samt reflektionsspørgsmål. Det er afgørende for læsningen, at eleven støttes i ikke at gå i stå, men at gå videre, når han støder på et nyt ord – og at læse teksten én gang til. Eleven skal selvfølgelig ikke bare springe over, hver gang han støder på noget, han ikke forstår, men lære at lade være med at fokusere for meget på det han ikke forstår og i stedet koncentrere sig om det, han rent faktisk forstår, bl.a. med hjælp fra den bearbejdede tekst. Man må altså gøre særligt tosprogede elever klart, at de ikke behøver forstå hvert eneste ord i en tekst til bunds, men at de skal forstå tekstens indhold som helhed. Med tiden vil den tosprogede elev blive bedre til at håndtere fagligt og litterært svære tekster og vil i den proces opbygge et større og mere nuanceret ordforråd.

Hvis elevernes baggrundsviden – og dermed ordforråd – er lille, kan man inddele tekstlæsningen i klassen i processer. Som for-forståelse kan man visualisere nyt ordforråd med billeder og ord på tavlen, og det kan være en fordel i denne del af processen at benytte sig af ”translanguaging”, dvs. at lade eleverne trække på deres modersmål og evt. andre sprog. Selve tekstlæsningen kan både foregå som hjemmearbejde eller i klassen, hvor eleverne kan læse teksten, enten alene eller i par. Har man flere tosprogede elever med samme modersmål, kan man lade dem arbejde med tekstlæsning sammen, og evt. lade dem diskutere på det fælles sprog. Når eleverne har læst og forstået en tekst kan man repetere relevant ordforråd med forskellige øvelser, der træner eleverne i at udtrykke sig med de nye begreber. Det er vigtigt at sikre sig, at de har tilegnet sig det nye ordforråd.

Det er tidskrævende for både lærere og især tosprogede elever at ændre praksis med hensyn til læsning – men hvis resultatet af anstrengelserne er studenter med større viden og mere sikre læsefærdigheder, der kan støtte dem i deres videre studier, er anstrengelserne vel investeringen værd.