Gymnasiet fungerer ikke som en fabrik

Gymnasiet er ikke en institution, der skal ‘producere’ kandidater til erhvervslivet. Det er en institution, der ‘danner’ samfundsbevidste unge mennesker. Vi skal derfor væk fra fabriksgørelsen af undervisningssektoren.

Engang for længe siden opdagede man på en given fabrik, at man hvert år kunne effektivisere sin produktion med to procent. Dette kunne man endda uden at forringe kvaliteten af sine varer. Det var givetvis en lykkelig dag. Muligheden for effektivisering skyldes primært, at man ved hjælp af nye smarte teknologiske løsninger kunne producere bedre og hurtigere. Denne idé vandt altså hurtigt indpas i hele den private sektor.

En lykkelig finansminister var der givetvis også at finde den dag, da en embedsmand foreslog at overføre tankegangen til den offentlige sektor. Her så man en mulighed for at lette noget af byrden fra et ellers tungt system.

En skønne dag kom også tiden til de nye styringsmekanismer på uddannelsesområdet. Først var det indførelsen af selvejet og siden statens nye indkøbsprogrammer, der skulle sikre billigere indkøbsmuligheder for institutionerne. Det var garanteret også en smart idé.

Problemet er dog, at gymnasierne simpelthen ikke køber så meget kridt, at man gennem effektive indkøbsprogrammer kan spare to procent af institutionernes samlede budget årligt. I særdeleshed ikke så meget at man i løbet af tre år kan spare op imod en halv milliard på gymnasierne, som der lægges op til i finanslovens fremskrivninger.

Hvis ikke billigere indkøbsmuligheder for skolerne kan sikre de besparelser, må gymnasiebestyrelserne jo lede andetsteds.

Fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings side har vi ringet rundt til landets rektorer for at høre nærmere om, hvordan den økonomiske situation er på gymnasierne. Her tegner det tydelige billede sig, at der skal spares, og at det i mange tilfælde vil ramme selve undervisningen. For den klart største post på gymnasiernes regnskaber er jo lønninger.

Der er flere måder en undervisningssituation kan effektiviseres på. Eksempelvis kan man undervise flere elever ad gangen, eller man kan afsætte mindre forberedelsestid til timerne. I alle tilfælde er konsekvenserne af besparelserne en fabriksgørelse af gymnasiesektoren. Samlebåndet skal simpelthen køre hurtigere. Og vi skal ikke længere væk end til de videregående uddannelse for at se, hvad det gør ved undervisningskvaliteten, når man sætter hastigheden på samlebåndet op.

På universiteterne har man skullet spare to procent årligt gennem en lang årrække. Dette har blandt andet resulteret i, at de studerende sidder i hundredvis i forelæsningssale, som er så små, at studerende må sidde i vindueskarmene. Det har resulteret i, at universiteter nu melder ud, at de ikke kan optage flere studerende. På nogle professionshøjskoler har man taget skridtet videre og delvist fjernet undervisningen. Det kalder de fjernundervisning. Eller på new speak; E-læring. I EVA kalder de det, i en ny undersøgelse, for dårlig undervisningskvalitet.

Det er ikke en fremtid, som jeg ønsker mig for gymnasierne. Der skal være tid til, at lærerne kan forberede en faglig solid undervisning. Der skal være tid til faglig fordybelse for eleverne. Og der skal være tid til, at vi formår at bygge en bro mellem gymnasiets mure og verden udenfor.

Gymnasiet er ikke en institution, der skal ‘producere’ kandidater til erhvervslivet. Det er en institution, der ‘danner’ samfundsbevidste unge mennesker. Vi skal derfor væk fra fabriksgørelsen af undervisningssektoren. Man kan ikke skrue hastigheden på samlebåndet op, uden at elevernes dannelse bliver behæftet med fejl. Og måske kan man på fabrikkerne kassere de fejlbehæftede – men det kan vi ikke gøre med mennesker. Hverken i respekt over for den enkelte elev eller i respekt for samfundets fremtid.

Jeg håber derfor, at vi under de kommende finanslovsforhandlinger står sammen som gymnasiesektor og siger klart fra over for den tanke, at man kan behandle uddannelser, som var de fabrikker.