Gymnasier bevæger sig truende nær en ny “finanskrise”

Da jeg satte mig ind i årsagerne til finanskrisen, kunne jeg se nogle klare paralleller til måden, den offentlige sektor drives i dag, fortæller Susanne Ekman, som er antropolog og forsker på Roskilde Universitet.

Offentlige institutioner skubber “gæld” foran sig i form af besparelser og nye krav. Tendensen minder om de mekanismer, som udløste den globale finanskrise, mener forsker Susanne Ekman.

Før finanskrisen mente selv meget højt uddannede og velbegavede finansfolk, at boligpriserne i USA ville blive ved med at stige for altid. Medarbejdere og ledere i finansverdenen og i banksektoren blev belønnet for at fylde mere benzin på den vækstmotor, som viste sig at være overophedet og ved at brænde sammen.

I 2007 ramte finanskrisen i USA og derefter i resten af verdenen. Det kom frem, at en samlet finansverden havde haft en absurd tro på, at faretruende gæld og ekstremt risikable lån kunne betales af med endnu mere risikable investeringer og endnu mere gæld.

Ifølge antropolog og forsker Susanne Ekman fra Roskilde Universitet, er vi i den offentlige sektor i gang med at gentage det samme mønster, som udløste finanskrisen.

“Da jeg satte mig ind i årsagerne til finanskrisen, kunne jeg se nogle klare paralleller til den offentlige sektor. Før finanskrisen blev der spekuleret i gæld og meget risikable lån, man skubbede for eksempel gæld foran sig ved at stifte endnu mere risikable lån,” forklarer Susanne Ekman.

Man stiller større krav til institutionerne, som lover mere, end de kan holde, samtidig med at ressourcerne bliver færre.

Susanne Ekman, forsker 
Roskilde Universtitet 

Urealistisk tro på effektiviseringer
Forskellen på den rigtige finanskrise og en eventuel “finanskrise” i den offentlige sektor er, at “subprimelån” og en banksektor med skyklapper på er skiftet ud med en urealistisk tro på, at den offentlige sektor hele tiden kan håndtere besparelser ved at effektivisere sig ud af dem.

”Politikerne antager, at besparelserne sagtens klares uden at have en negativ effekt på kvaliteten eller på arbejdsmiljøet. Man skubber gæld foran sig og skaber en form for ’bobler’. Man stiller større krav til institutionerne, som lover mere, end de kan holde, samtidig med at ressourcerne bliver færre,” siger Susanne Ekman.

Finanskrisen udløste som bekendt et enormt tab. Boliger kom på tvangsauktion, virksomheder gik konkurs, og mange tusind mennesker mistede deres job.
I den offentlige sektor er ofrene for den nye “finanskrise” medarbejderne, som ikke kan levere det, som de selv og andre forventer af dem, og borgerne, som får en dårligere service, mener Susanne Ekman.

Sælger skindet før ...
Hun har forsket i offentlig ledelse og organisationer i mange år og har senest lavet feltstudier på en professionshøjskole og et universitet og har lavet studier bredt i den offentlige sektor.  

Hun mener, at forskningen sagtens kan overføres til gymnasierne og en lang række andre institutioner i det offentlige.

Vi er i konkurrence med hinanden, og derfor er det risikabelt at prioritere og vælge noget fra.

Susanne Ekman, forsker 
Roskilde Universitet 

Forskningen viser, at pressede ledere populært sagt sælger skindet, før bjørnen er skudt. De sætter urealistiske forventninger til, at en fusion på kort tid vil skabe effektiviseringer, de har en overdreven tro på, at nye it-løsninger frigør ressourcer, og de sætter medarbejderne til at løse flere kerneopgaver uden at frigøre dem fra andre opgaver. Samtidig bliver budgetterne nedbarberet på grund af nedskæringer.

Gælden ender ofte nede hos medarbejderne.

“Man ser det i undervisningsverden, hvor der bliver mindre tid til at forberede sig, samtidig med at man lover de studerende og eleverne, at de får det samme tilbud. Misforholdet mellem krav og ressourcer rykkes om på bagscenen og bliver individualiseret,” siger Susanne Ekman.

Vi vil ikke prioritere
Forskeren har også observeret, at institutionerne i høj grad selv er med til at skubbe gælden foran sig. Institutionerne skærer nemlig meget sjældent i deres tilbud til brugerne, de studerende eller eleverne.

“Vi er i konkurrence med hinanden, og derfor er det risikabelt at prioritere og vælge noget fra, da det så kan være sværere at tiltrække studerende eller sværere at søge forskningsmidler. I stedet prøver institutioner at tilbyde alt på en gang, selv om ressourcerne ikke er til det,” siger Susanne Ekman, som selv underviser på RUC og kan genkende tendensen fra sin egen arbejdsplads.

Ingen har lyst til at erkende, at der ikke er ressourcer og tid til det spændende projektforløb, som de studerende også sætter pris på.

Hun drager parallellen til gymnasierne.

“I de seneste mange år er der i gymnasierne skruet op for diversiteten i tilbuddene, spændende valgfag, projekter og flere studieture. Der bliver skruet op for lækkerhedsfaktoren, fordi skolerne er i konkurrence med hinanden, og man tør ikke skrue ned for tilbuddene.”

Dårligere tilbud
Susanne Ekman mener, at konsekvenserne er, at borgerne får et dårligere tilbud - kvaliteten falder på den ene eller anden måde , når man skærer i ressourcerne og skruer op for løfterne.

Tendensen kan også have store konsekvenser for medarbejderne.

“Medarbejdere reagerer forskelligt. Der er distanceblænderne, som simulerer, at de kan nå det hele og løser det nødvendige, men forsømmer andre opgaver. Der er dem, som prøver at nå det hele, og som får “etisk stress” over, at de ikke kan leve op til deres egne forventninger til faglig stolthed og lysten til at gøre en forskel,” siger Susanne Ekman og fortsætter:

“Så er der dem, som bliver ramt af kynisme, og som laver minimumsstrategier for, hvad de skal leve op til for at beholde deres job,” siger Susanne Ekman og holder en kunstpause.

“Og så er der dem, som bliver syge og får stress.”

Besparelser i flere år
I de senere år har regeringen lavet finanslove med Dansk Folkeparti, hvor der er blevet skåret ned på uddannelse. To procent om året lyder omprioriteringsbidraget på, men ingen politikere eller ministre peger på, at der er opgaver, som ikke skal løses - tværtimod stiger kravene. Det hedder at effektivisere og omprioritere - ordet besparelser bruges ikke, når Finansministeriet sætter ord på de finanslovsforslag, som politikerne forhandler om.

“Det er meget tvivlsomt, om man kan overføre teorien om konstante effektiviseringer og vækst i produktionsvirksomheder til den offentlige sektor. Den offentlige sektor er præget af relationstunge opgaver, som kræver menneskelige kontakt og interaktion.”

Hun advarer dog mod at komme med forsimplede forklaringer på boble-tendensen. Ja, finansministeren og regeringen bestemmer meget, men tendensen er mere kompleks.

“Mange af os har selv svært ved at prioritere, hvilket jo er med til at skabe de bobler og den gældsspekulation, der dominerer lige nu. Der er noget forførende ved tankegangen om, at vi hele tiden kan gøre det bedre og nå mere. Det gør ondt at prioritere. Medarbejderne har også deres egne darlings, som de nødigt giver afkald på – for eksempel  projektarbejde eller udflugter,” siger Susanne Ekman

Hun efterlyser derfor at både politikere, borgere, ledere og medarbejdere sammen er med til at skabe en bæredygtig offentlig sektor, så vi undgår en “finanskrise” i det offentlige.

”Hvis vi skærer i ressourcerne, kan vi ikke samtidig blive ved med at øge løfterne. Så må vi erkende, at det kræver prioriteringer. Og vi skal belønne dem, der prioriterer dygtigt ikke dem, der lover guld og grønne skove,” siger hun og tilføjer:

“Og hvis politikerne gerne vil have en offentlig sektor, der lover meget, så må de investere de ressourcer, det kræver. Vi er nødt til at få en bæredygtig offentlig sektor, hvor der er et rimeligt forhold mellem ressourcerne og løfterne om, hvad vi kan levere,” siger Susanne Ekman.