Gymnasielærer vil skabe netværk for kvinder

(Arkiv)

Jobbet som gymnasielærer er blevet for presset, mener gymnasielærer Terese Kokseby Frisdahl. Derfor tager hun nu initiativ til at danne et netværk for kvindelige gymnasielærere, der kan hjælpe hinanden med at håndtere presset og finde løsninger på problemstillingen.

Der er sket noget med lærerjobbet i de seneste år - og mange af ændringerne har ikke været forbedringer.
Den følelse har gymnasielærer Terese Kokseby Frisdahl gået med i længere tid.

“Lærerjobbet har ændret sig i takt med den stigende travlhed, og jeg føler, at jeg ikke helt kan stå inde for undervisningen,” siger Terese Kokseby Frisdahl, der underviser i engelsk og italiensk på Gefion Gymnasium.

Hun mener, at det blandt andet skyldes, at der er sket en stigende kompleksitet i lærernes opgaveportefølje, samtidig med at antallet af opgaver også er steget. Det påvirker undervisningen, fortæller hun.

“Konsekvensen er, at man nogle gange går ind i en klasse med fem forskellige dagsordener, som man bare skal haste igennem lige gyldigt hvad.”

Kvindelige gymnasielærere i 50'erne
Så da Terese Kokseby Frisdahl læste i en artikel på gymnasieskolen.dk, at Magistreres A-Kasse (MA) oplever en stigning i henvendelser med samme problematik, kontaktede hun MA’s karrierevejleder Tine Vesth Nielsen.

Hun bekræftede, at MA møder problemstillingen både hos unge og ældre, kvinder og mænd, der beskriver en stigende kontrast mellem den lærer, de gerne vil være, og det, der er muligt i hverdagen. Men lige nu oplever MA flest kvinder i 50’erne, der kontakter dem med problematikken.

Det gav Terese Kokseby Frisdahl idéen til at starte et netværk for kvindelige gymnasielærere i 50'erne. Netværket har opstartsmøde den 6. maj klokken 16 i GL’s lokaler i København.

“Jeg er interesseret i at mødes med andre lærere og finde ud af, om de oplever det samme. Hvordan håndterer de presset, og er der noget, som vi kan gøre sammen for at finde løsninger på problemstillingerne,” siger Terese Kokseby Frisdahl.

Det er frustrerende at føle, at jeg til tider ikke kan være til stede og nærværende nok for mine elever.

Terese Kokseby Frisdahl, lærer
Gefion Gymnasium

Men hvorfor kun kvinder i 50’erne - tror du ikke, andre lærere oplever det samme?

“Jeg valgte den gruppe på grund af MA’s erfaringer, og fordi jeg selv tilhører den gruppe. Det var bare en overskuelig måde at afgrænse gruppen på,” siger Terese Kokseby Frisdahl og tilføjer:

“For jo, jeg tror desværre, at det er en problematik, som de fleste gymnasielærere oplever.”

Åbent initiativ
Ifølge en ny undersøgelse, som Gymnasieskolernes Lærerforening har lavet, oplever hver tredje gymnasielærer, at de ikke har mulighed for at levere en undervisning, som de kan stå inde for.

Læs: Hver 3. lærer: ”Jeg kan ikke længere stå inde for min undervisning”

Tendensen ærgrer Terese Kokseby Frisdahl, både fordi det er stressende for lærerne, men også fordi det går ud over eleverne.

“Det er frustrerende at føle, at jeg til tider ikke kan være til stede og nærværende nok for mine elever,” siger hun.

Terese Kokseby Frisdahl vil ikke lægge sig fast på, hvad det første netværksmøde skal munde ud i.

“Jeg har taget initiativ til at samles, og så er jeg spændt på, hvad vi kommer frem til,” siger hun.

Man kan kontakte Terese Kokseby Frisdahl på mail eller telefon for at høre mere eller tilmelde sig arrangementet.