Forlig om afskedigede lærere på VUC Syd

Der er indgået forlig mellem GL og Moderniseringsstyrelsen i sagen om 12 afskedigede lærere på VUC Syd.

Der bliver nu sat endeligt punktum i sagen om en række lærere, som blev afskediget fra VUC Syd sidste år.

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Moderniseringsstyrelsen har indgået et forlig om økonomisk godtgørelse til de 12 lærere, og hver enkelt lærer har accepteret forliget.

“Vi er glade for, at sagen endelig slutter, og at vores medlemmer har fået vished om, hvilken godtgørelse de får for deres afskedigelse,” siger GL’s formand, Tomas Kepler.

De 12 lærere blev varslet afskediget tilbage i juni 2018. Det skete, blandt andet efter at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) havde forlangt, at VUC Syd sørgede for, at alle lærere havde de rette kompetencer til at undervise på hf. Problemet var, at den tidligere ledelse i flere år havde forsømt at give nye lærere pædagogikum.

Dermed blev en række lærere afskediget.

GL har dog hele tiden holdt fast i, at selv om at det var den forhenværende ledelse, som svigtede deres pligt til at give lærerne pædagogikum, så er det stadig VUC Syd som institution, der har ansvaret.

“Det er vigtigt at slå fast, at en institution ikke bare kan svigte sin forpligtelse til at overholde reglerne og derefter lade medarbejderne betale prisen for, at reglerne ikke er blevet overholdt,” siger Tomas Kepler.

Ministeriet har et ansvar
Han understreger også, at Undervisningsministeriet har et ansvar for, at der bliver ført ordentligt tilsyn med, at institutionerne sørger for, at lærerne får pædagogikum.

“Det har været en ulykkelig sag for de afskedigede lærere, som ikke kunne få pædagogikum. Nok har de fået en økonomisk kompensation, men de har ikke fået pædagogikum, og de har skullet igennem en afskedigelse. Det skal ikke ske igen,” siger Tomas Kepler.  

GL og VUC Syd har forhandlet om en økonomisk godtgørelse for de afskedigede lærere. Da parterne ikke kunne blive enige, bad GL om et mæglingsmøde i Moderniseringsstyrelsen, og her er der nu landet et forlig.