Elevfordeling udskydes igen: Skoler skal måske vente til 2023 

Politikere har siden 2016 diskuteret skæv elevfordeling på danske gymnasier. Nu risikerer gymnasier at skulle vente yderligere to år på at få en permanent løsning på området.

Ny lovgivning om fordeling af gymnasieelever udskydes til næste folketingsår på grund af corona. Dermed er der risiko for, at skoler skal vente til 2023 på en løsning.

Det er et kæmpe problem, hvis gymnasier skal vente helt til 2023 på at få en en permanent løsning på elevfordelingsproblemer. Sådan lyder det fra gymnasiesektoren, efter det er kommet frem, at regeringen har valgt at udskyde en række lovforslag til næste folketingsår heriblandt spørgsmålet om elevfordeling.  

Sidste år blev forhandlingerne om elevfordeling udskudt af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, så nye regler først kan træde i kraft til skolestart 2022. Danske Gymnasier og GL frygter nu, at en yderlige udskydelse også betyder, at nye regler ikke kan træde i kraft i før i 2023.

“Der er skoler, som er inde i en negativ spiral, og som har meget svært ved at vente på en løsning,” siger formand for Danske Gymnasier Birgitte Vedersø.

Hun henviser både til de gymnasier i og omkring de større danske byer, som i de senere år har oplevet stærk polarisering og elevflugt, og mindre gymnasier på landet, som mister elever i disse år.

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler er også meget bekymret for, at der skal gå yderligere et år, før der bliver fundet en permanent løsning på området.

“Der er en række skoler, hvor det her problem fylder så meget, at det kan få meget negative konsekvenser at skulle vente yderligere. Det er et problem, som skal tages dybt alvorligt,” siger Tomas Kepler.

Han peger på, at åbent hus og brobygning har været aflyst i år på grund af corona, og han frygter, at det kan forstærke den negative effekt for de gymnasier, der i forvejen lider af, at eleverne vælger dem fra.

Der er en række skoler, hvor det her problem fylder så meget, at det kan få meget negative konsekvenser at skulle vente yderligere.

Tomas Kepler, formand
GL

“Situationen er i forvejen kritisk for flere gymnasier, og fra politisk side bør man i det mindste være klar med støtteordninger, som kan holde hånden under de enkelte gymnasier. Det er absurd, at stort set alle politikere og sektoren i flere år har erkendt, at vi har et problem med elevfordeling, men man kan politisk ikke finde ud af at løse det,” siger Tomas Kepler.

Stadig håb for 2022
Børne- og Undervisningsministeriet udelukker ikke, at nye regler kan træde i kraft i 2022. 

“Tidspunktet for, hvornår nye elevfordelingsregler vil kunne træde i kraft, afhænger af, hvilken model man ender med,” oplyser ministeriet til gymnasieskolen.dk.

”Det er fortsat regeringens plan at forhandle og lande en aftale om elevfordeling, så snart coronasituationen tillader det. Det gælder uforandret – også selvom det ikke længere er realistisk at fremsætte lovforslaget i marts,” skriver børne- og undervisningsminisier Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en skriflig kommentar til Altinget.

Nu har vi ventet i fem år på nye regler, så nu skal de også holde, når de endelig kommer.

Birgitte Vedersø, formand 
Danske Gymnasier

Løsningen skal holde
Formand for Danske Gymnasier Birgitte Vedersø pointerer dog, at hvis selve lovbehandlingen udskydes til næste folketingsår, som begynder i oktober i år, så bliver det meget vanskeligt at nå at få udrullet nye regler til skoleåret 2022.

“Gymnasierne begynder allerede i september at arbejde med kapacitetsfastlæggelse, og i december har vi åbent hus, hvor vi bliver nødt til at kunne orientere eleverne om reglerne,” forklarer Birgitte Vedersø, som også understreger, at lovforslaget skal i høring i sektoren.

“Nu har vi ventet i fem år på nye regler, så nu skal de også holde, når de endelig kommer,” siger Birgitte Vedersø, som mener, at regeringen som minimum skal støtte de skoler økonomisk, som vil lide under, at der ikke kommer nye permanente løsninger på udfordringer med elevfordeling.

“Penge løser dog ikke skolernes grundlæggende problemer og er en absolut nødløsning,” siger Birgitte Vedersø.    

Venstre: Risiko for skolelukninger
Venstres undervisningsordfører Ellen Trane Nørby mener, det er uacceptabelt at udskyde forhandlingerne om nye regler for elevfordeling igen.

“Det ender med, at gymnasier må dreje nøglen om. Det drejer sig både om små gymnasier i landdistrikterne og de gymnasier, som oplever en sammenklumpning af elever med ikke dansk baggrund. Vi skal i arbejdstøjet og rykke på det her i foråret,” udtalte Ellen Trane Nørby til P1 Morgen i dag.